Brandgod barnlighed

Vi blive lukket ind i spillerummet af en skue- FAKTA spiller med hvide fjervinger og trompet – klar til trut. Åh nej – et alt for stereotypt og tydeligt billede, på det, det er, er den tanke, som jager gennem mit hoved. Men blot lidt lytten og et par hoveddrej senere er mine bange anelser gjort til skamme: Bøjet over en elguitar sidder Asger Buus lsen og vrider seje toner frem som er han ved at gøre klar til en fed koncert. Og i baggrunden, oppe på et lille podium, sidder selveste Gud og leger med ler. Gud er ingen stor og ufejlbarlig Vorherre, højt hævet over alle os ødelige. Han er derimod – i Bo Stendell Larsens eminente og helt igennem barnlighedsumiddelbare spil – en yderst barnlig sjæl, som med høhvidt hår under en sælsom sort kalot sidder og skaber ting til verden på akkurat samme måde som børn modellerer løs i ler. På en lille hyldeindretning står forskellige skaberværker til tørre.

Han er en ørn efter at blive underholdt – og ikke mindst holdt af. Med et »Halløj Engel, nu skal vi lege!?« kalder han Englen til sig, og så går det ellers løs med gådegætteri. Lige indtil Englen prikker til noget Gud har glemt: At skabe den blå hest, han havde lovet. Opgave er ikke rar. Men Gud får ikke lov at slippe. En klump ler bliver trykket i ’facon’, et hoved fra hylden med hoveder sat på, en af Englens blå vingefjer mases på som hale, og vupti har Englen fået en Hest. En attraktiv (hun)lerklump, som spærrer vejen for at Gud og Engelens før så tætte venskab gnidningsløst kan fortsætte.

Befordrende rollebyt

Vi er i fornøjelighedens land. I et teaterlandskab, hvor Ole Sørensen som instruktør, og Bo Stendell Larsen og Tom Rosendal, som henholdsvis Gud og Englen, med lune og leg forstår at fremtrylle Ulf Starks fine fortælling om venskab, kærlighed, jalousi og forsoning. Det befriende er at rollerne bliver byttet om, og at forestillingen går på tværs af de sædvanlige normer og tankesæt omkring ’religiøse sager’. Gud er lillebroren af de to, og samtidig ham, der bevidst (og morsomt) spiller på at han er overalt og kan skabe alt. Med små replikbrikker leger opsætningen skælmskt og lunt med al den almægtighed og alvidenhed vi tilskriver Vorherre, samtidig med at den planter Gud lige for øjnene af os som en legeglad, excentrisk blanding mellem et lille stædigt barn og en 'oldgammel' mand. »Tror du ikke jeg har øjne i nakken, eller hvad!« klager Gud, fra den skønne oppumpede sovestol under slumretæppet, hvor han, på trods af vanlig vuggevise fra Englen, ikke længere kan falde til ro, fordi denne hans tidligere så tro legekammerat nu vier al sin opmærksomhed til Den Blå Hest.

Anmeldelse fra BTA 145