Brainstorm-teater

'Hold kæft hvor var det nederen at være 12!', 'Hold kæft hvor var det nederen at være 13!', 'Hold kæft hvor var det nederen at være 14!', 'Hold kæft hvor var det nederen at være 15!'...

Teatret Sporenstregs tæller fremad i teenager-tiden for to drenge.

Aske Ebbesen og Caspar Samsø Clausen spiller de to drenge og undervejs også personerne omkring dem. De står foran et skole-geografi-landkort af Danmark, hvorpå der er placeret en tyk rød pil, som peger ind mod et område syd for Køge. Det er her de to drenge voksede op i overgangsalderen fra barn til voksen.

Verdens navle og alligevel et udsted. For trangt til al den ekstra luft som drengene begynder at få smag for at trække indenbords.

'Stakkels teenager', som er en fortælleteaterforestilling, er lidt som at bladre i dagbøger fra drengenes ungdomsår, eller som resultatet af en brainstorm der har taget afsæt i spørgsmålet: Hvad kan jeg huske fra dengang?.

Munden går på de to spillere. Historierne står i kø. Og emnerne er pubertetens. Om piger, kærester og tungekys. Om bumser og underbid. Om bøjler på tænderne. Om hvem der er først og sidst til at score. Og om hvem de scorer – hende de helst vil have fat i, eller hende som er lettest at få på krogen.

Udstedsoplevelser

Om at bo i en lille flække af en by. En bondeby, hvor de, som skiller sig ud, bliver kaldt BondeLars og TurboBent, og hvor der kun er en Superbrugs og et solcenter.

En landsby, hvor folk morer sig med at hejse ting op i byens flagstang – fx en barnevogn. Et udsted hvor man ikke kommer til med tog, men med 'Grisen'. Et sted, hvor man i en alt for tidlig alder bliver spurgt om, hvad man vil være, når man bliver stor.

Et sted langt ude på landet, hvor en lærer i flowerpowerbukser sætter på skoletimens dagsorden, hvad mandens kønsorgan skal hedde: 'Pik eller diller?' Hvor gårdvagten, som sutter på voksenkarameller, slår en høne ihjel foran en anden klasse.

Hvor fysisklæreren er så stiv i sin mimik, at man ikke kan aflæse, om han er glad eller sur. Hvor ham som tror,, at han skal brillere i rollen som Hamlet, bliver overrulet af suffløren.

Mere tjept end troværdigt

Teatrets Sporenstregs lever i 'Stakkels teenager' meget godt op til gruppens navn. For de to spillere bevæger sig over hals og hoved fra et sted til et nyt.

Teenageårene ruller skyndsomt med en lille håndbevægelse og en hver gang prompte afleveret sceneskiftformular 'Tjek'. I huj og hast hen imod voksenlivet, og herfra ser de så – som en pointe - tilbage på de ungdomsår, som de opdager, at de begynder at savne.

Underholdningsværdien er ok, og fortællefremførelsen ligeså. Men som en scenekunstnerisk beretning om det at være teenager er der ikke nok på spil. Ikke nok farlighed, og ikke en smerte og nogle opture, som vi troværdigt kan mærke.

Med andre ord for meget professionelt, glat fremført sniksnak foran en scenografi som ikke bruges til noget.