Bræt på bræt

Totte bygger. Tja, det er nu egentlig spørgsmålet om hun gør det – bygger altså. I Teatrets Aspendos' forestilling leder og hængsler hun mest. Og faktisk fylder det alt for meget i forestillingen, som derfor bliver noget 'lang i spyttet' eller alt for omstændelig.

De små 2 til 5-årige var med i starten. De var opmærksomt fastholdt af Totte-dukken, der ligner den i Gunilla Woldes bøger på en prik. Rundhovedet. Med skinnende, tætsiddende mørke knapøjne, der sidder dybt i ansigtet under den brede næse og den smalle smiley-smilende mund. Med hår i tynde garnagtige striber jævnt fordelt ned over den øverste tredjedel af hovedet som længdegrader på en globus og med vågne stive strittende totter øverst.

Et nysgerrigt væsen som børnene selv og en stor bøjelig og blød dukke, som dem de har derhjemme. Og børnene kunne – som alle børn (og såmænd også voksne) se hverdagens drillerier og bøvl spejlet i den lille 'nu skal du have bukser på' – seance, hvor Totte og dukkeføreren drev lidt gæk med hinanden inden selerne på pædagogisk vis blev ført op over skuldrene og ned i spændeknappen foran på den blå overalls.

Alt for omstændelig

Men når Totte først går i gang – og lige har vist sin værktøjskasse frem og gennemgået alt værktøjet – så går der tomgang i bygge-hus-løjerne. Så bruger spillet al for meget omstændelig tid på at lede efter brædder og hængsle dem op på en huskonstruktion som også er besværligt meget vakkelvorn i sin konstruktion.

Anne-Sofie Høffding Nissen virker heller ikke overbevisende som dukkefører og spiller. Spilet er åbent og imødekommende. Men desværre også med en ret stor usikkerhed i udstrålingen og en mangel på præcision i det rent skuespil- og dukkeføringsmæssige. Musikken virker også uklar i sin idé. Skal den spille højt eller lavt. Med hvilket indhold, hvorfor og hvornår. Det forbliver mærkeligt mudret forestillingen igennem.

Og endelig er det forstyrrende at Nissen ikke teknisk set har styr på bamsen, der (udfra tekstens ordlyd) hjælper Totte og alligevel (i visning) ikke gør det. Bamsen vælter omkuld og har svært ved at sidde på den lille taburet. Siden rammes den af et bræt og får plaster på uden at det bliver overbevisende spillet.

Slinger

Husets konstruktion er som sagt for vakkelvornt. Med mange beslag, øskner, kroge mv. er det en sindrig indretning som hurtig skal kunne rejses. Men konstruktionens vakkelvornenhed påkalder sig en uønsket opmærksomhed. Et fokus der tages fra historien om Totte. Det er meget muligt og sandsynligt at mange børn efter forestillingen går byggelystne hjem og begynder at bygge.

Fint nok. På den vis kan 'Totte Bygger* være udmærket 'motivation til leg'- teater. Men er det det , som scenekunst skal? På egne og børnenes vegne savner jeg nogle kunstneriske greb og raffinementer at blive grebet og smittet af: - noget som rækker ud over den meget direkte oversættelse af bogens handlingsskelet som forestillingen er. Et univers af magi. Og hertil ikke mindst at kunne mærke, hvorfor Teatret Aspendos synes det er vigtigt at spille netop den her forestilling for os lige nu og her i 2011.