Af

24. september 2014

‘Bottom Rocks’ In Real Life

Jørgen Carlslund kommenterer Henrik Lydings anmeldelse af ZeBU's 'Bottom Rocks':

På ZeBU tager vi imod de anmeldelser, vi får, og accepterer, at de er udtryk for netop den enkelte anmelders oplevelse af en forestilling. Men anmeldelsen af vores seneste forestilling, 'Bottom Rocks' er desværre skrevet på forkert præmis, så som en service til Teateravisens læsere vil vi gerne komme med nogle supplerende informationer, som er helt nødvendige for at kunne vurdere forestillingen, og som ikke fremgår af Henrik Lydings anmeldelse.

Hele forestillingen improviseres på stedet hver eneste gang. Ikke én scene fra den forestilling der er anmeldt er spillet før og indholdet i den anmeldte forestilling bliver aldrig spillet igen. Dagens handling vil aldrig blive den samme og flere af karaktererne vil muligvis ikke være med igen og hvis de er, vil de sikkert være lidt anderledes næste gang.

Det er vildledende for Teateravisens læsere, at de af anmeldelsen kan få det indtryk, at der er tale om en forestilling, der er improviseret frem i prøveforløbet. Det er ikke tilfældet. Prøveforløbet er brugt på at træne skuespillerne i en metode, vi kalder 'In Real Life', som vi på ZeBU har udviklet over en årrække. En metode der gør det muligt ærligt at spille på det, der sker i nuet, og hvor skuespillerne træffer valg på stedet og reelt bruger de valg, publikum tager undervejs i forestillingen.  

De mange små valg – der træffes af publikum undervejs – former sammen med skuespillernes spontane valg handlingen og den enkelte forestillings hele udvikling. Så den publikumsinvolvering, der foregår, har langt større konsekvenser, end det kan læses ud af anmeldelsen.

 Projektet 'Bottom Rocks' er et af ZeBUs bud på at imødekomme den udfordring, at vi spiller teater for en generation af unge som er vant til at blive set og inddraget, og som ikke længere gider nøjes med rollen som tavse vidner til de voksnes kunst. At vi med 'Bottom Rocks' selvfølgelig ikke med et trylleslag har løst den udfordring, ved vi godt, men 'Bottom Rocks' er en del af en seriøs metodeudvikling af en teaterform, der reelt er i dialog med sit publikum. En konsekvens af ærligt at arbejde med et levende medie er for os også at der ikke er en eksakt længde på forestillingen. Vi rammer oftest tæt på 60 minutter men ikke alt går ikke efter stopur – In Real Life.

Jørgen Carlslund er instruktør på 'Bottom Rocks' og kunstnerisk leder af ZeBU

***

Henrik Lyding svarer:

Jeg tilstår gerne, at jeg ikke vidste, at forestillingen bliver improviseret frem hver eneste gang. Det gør den imidlertid ikke mere vellykket som færdig teateroplevelse i mine øjne. Vi taler immervæk om en forestilling, hvor billetterne bliver solgt til fuld pris. Så skal oplevelsen også være til fuld pris. Det var den ikke den dag, jeg så forestillingen. Derfor anmeldelsen, som måske er blevet til på en forkert præmis, men som ikke ændrer noget i konklusionen.

 I øvrigt var de få steder, hvor spillerne spurgte publikum om noget, slet ikke af en sådan kaliber, at det gav nogen mening at improvisere over det. Det var jo bare et ja eller nej. Det kunne man lige så godt have gjort i en færdig og gennemprøvet forestilling.

At man gerne vil arbejde med nye teaterformer, er bestemt prisværdigt. Jeg må så bare konkludere, at i dette tilfælde skygger den valgte metode – den totale improvisation – for den gode teateroplevelse, hvis formålet med forestillingen altså er, at man gerne vil fortælle publikum noget om dem selv og ikke bare vil demonstrere en ny måde at lave teater på. Eller sagt helt banalt: Formen skygger for indholdet, hvilket kan være fint som dramapædagogisk projekt, men ikke som færdig forestilling.

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg