14. juli 2015

Bornholms Gadeteater Festival 24.-26. juli

For femte gang afvikles den bornholmske gadeteaterfestival fra 24.-26. juli, hvor ti forestillinger kastes i grams til turister, fastboende og andre interesserede tilrejsende.

Gadeteaterfestivalen arrangeres af Teaterforeningen Bornholm og Dansk Rakkerpak i  samarbejde med Helsingør Teater – der selv byder ind med den dansk-svenske gadeteater Passage i slutningen af juli – og støttes økonomisk af Statens Kunstråd samt en række lokale organisationer og virksomheder m.fl.

I år deltager ti forskellige forestillinger, der i alt spiller op mod 30 gange og udover danske indslag (Dansk Rakkerpak, Brændende Kærlighed, Uppercut Danseteater og Kristian Dinesen) er der repræsentanter fra Italien (Claudio Levati), Kenya (NAFSI African Acrobats) og Catalonien (Adrian Schwarzstein med tre forestillinger) samt dansk-italienske-catalonske Brunette Bros.

Som vanligt er der gratis adgang til alle løjerne, der passende nok finder sted i gader, på torve og havne i byerne Svaneke, Gudhjem, Aakirkeby og Rønne. Det gælder også gadekabareten på Havnen i Gudhjem fredag aften, hvor alle festivalens deltagere bidrager med et nummer.

Hele programmet kan studeres nærmere omkring forestillinger, steder og tider m.v. på festivalens hjemmeside: www.bornholmsgadeteaterfestival.dk

(Billedet: Blandt forestillingerne på gadeteaterfestivalen er Brændende Kærligheds nye forestilling, 'Flueben'. Foto: Gorm Valentin)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne