'Reserveret' står der på tre stole blandt publikum. Stolesæderne er til forestillingens tre medvirkende, Henrik Holmen, Hedda Buer og Maria R. Clausen. Undervejs drøner de ned og sætter sig på stolene. De rejser sig fra dem og taler. De sidder på dem og falder i søvn.
Tanken er oplagt, at det er for at knytte forestillingen direkte sammen med de unge som den henvender sig til. Mingle, hedder det vist på nudansk. Det fungerer også helt fint, at de tre spillere på skift, parvis og undertiden alle drøner fra scenen ud til deres pladser. Det giver liv til det spil, som fortrinsvis foregår på scenen, som ingen kulisser og ingen scenografi har. Jo lidt. Tre høje barstole og nedenunder den første af dem en bog, under den næste en tegneblok, og under den sidste en bold. Tre rekvisitter som bliver brugt og er knyttet til forestillingens tre unge hovedkarakterer.
Det er m.a.o. spillernes kropsattituder og teksten – ordene – som tæller. Historien handler, som titlen siger, om at føle sig utilpas. Hjemme ved forældrene og især i skolen.
Vi starter tidligt om morgenen. Hjemme. Med de tre spillere snorkende skråt hængende på hver sin stol. Med de forskellige typer af morgenkommentarer fra deres forældre og den måde spillerne mimer at tage tøj på, børste tænder mv. bliver vi introduceret for tre forskellige unge fra tre forskellige miljøer. I løbet af forestillingens små situationsspil kommer vi tættere og tættere på hvem de tre unge hver især er. Og vi får fortællinger, der forklarer en del om hvorfor de unge reagerer, som de gør. Forklaringer som ligger både i den måde hvorpå familierne og skolen fungerer – eller rettere ikke fungerer.
Stille, vild og vrangvendt
Maria R. Clausen har flair for at spille klassens stille og forlegne pige. Dydsmønsteret der hjemmefra presses til at bruge alt for meget tid på lektierne og som aldrig synes, det, hun laver, er godt nok. Stærkest står to scener. En hvor Clausen spiller hvordan pigen foran hele klassen til et oplæg med det overforberedte foredrag i bogen foran sig oplever sig fuldstændig utilstrækkelig. Og en scene, hvor hun for en gangs skyld giver fanden i moderens lektietyranni og kortvarigt flipper kådt ud.
Hedda Buer er hendes diametrale modsætning. Pigen med – synes alle andre end hun selv – alt for meget krudt i røven. Derfor ordineres både aktivitetsdæmpende medicin og specialklasse. Buer iscenesætter sjovt pigens skoletilværelse som et gameshow, hvor hun friskt og frejdigt vinder fem fridage, hun spurter troværdigt med bolden, og hun er i det hele taget med sin levende udstråling en god eksponent for en pige, som systemet ikke kan tackle og ikke kan finde ud af at have plads til, fordi hun er alt for energisk – og glad!
Og endelig spiller Henrik Holmen troværdigt sky og afdæmpet den vrangvendte dreng. Drengen, der som en alien fra en anden planet drømmer sig væk under gennemgangen af Christian den Fjerde. En dreng hvis fraværende væremåde vækker latter, fordi han ind imellem kommer til at gøre og sige underlige ting. En dreng som fx via tegninger af rumskibe på sin tegneblok fantaserer sig langt væk fra en barsk virkelighed – en virkelig hvor han hjemmefra er presset af en voldelig far.
Debatteater
Udover at tegne de tre unge hver især, leverer forestillingen også flere fine eksempler på de forskellige samspilsmekanismer som er mellem de unge indbyrdes – og mellem andre i klassen, som de også en kort stund spiller. De skifter kortvarigt til tre bebrillede lærere, som på morsomt foredragsfjed fører os en tur gennem tidens forskellige lærerroller.
Sammenlagt tegner forestillingen et billede af et skolesystem i dag, som er fyldt med positivt klingende paroler om at her hersker lighed, sammenhold og ingen mobning. Men hvor de unge alligevel kommer i klemme og let føler at de ikke passer ind.
Det er tydeligt at Teater Uden Vægge har researchet til forestillingen. Nærheden til virkeligheden anno 2013 er en styrke. At spillerne er vågne i deres rollespil giver også nærvær, ligesom det gør, at Holmen som iscenesætter med små greb har sørget for at variere spilsituationerne. Så på den led leverer 'Diagnose utilpas' et udmærket debatoplæg til diskussion i en klasse.
Som teater savner jeg imidlertid flere teatralske løsninger. Det er med andre ord ikke her, at man kan hente teatermagi og scenekunstneriske overraskelser.
