Mandag den 20. marts markeres den internationale verdensteaterdag for børn og unge, og vanen tro sørger ASSITEJ, den internationale organisation til varetagelse af det professionelle børne- og ungdomsteaters interesser, for gode ord på dagen, bl.a. fra organisationens australske præsident, Sue Giles – og i år også fra børn fra Ukraine og Iran.
Disse World Day Messages kan ses på dagen via dette link: https://www.assitej-international.org/en/world-day-of-theatre-for-children-and-young-people-2023-2/
Verdensteaterdagen, der er blevet fejret siden 2001, kædes af International ASSITEJ sammen med det tema, der blev lanceret i 2012, 'Take a Child to the Theatre Today'-kampagnen, altså 'Tag et barn med i teatret i dag' – for også på den måde at markere organisationens mission om at give alle børn muligheder for at opleve teater.
Og som det lyder fra ASSITEJ Internationals danske generalsekretar, Louis Valente: »Hvis danske teatre eller kunstnere ønsker at markere dagen, kan dette års logo og ”World Day Message” downloades på ASSITEJ Internationals hjemmeside.«
I Danmark er den største fejring af teater for børn og unge normalt Aprilfestivalen, som forventes at blive gennemført som en tredages weekend-festival 21.-23. april i Syddjurs Kommune (følg med på www.aprilfestival.dk).
Også to andre aktuelle teater-verdensdage bliver markeret: 21. marts er det nemlig UNIMA's og altså animationsteatrets verdensteaterdag – mens 27. marts er den 'store' internationale verdensteaterdag – der så er helliget scenekunsten generelt.(caj)