10. juni 2016

Børneteaterordning fortsætter i Holbæk Kommune

De små, gode nyheder om børneteatret skal også med, så her er meddelelsen om, at også i de to kommende sæsoner, 2016-17 og 2018-19 vil der blive købt og spillet teater ude på skolerne i Holbæk Kommune, efter at Udvalget for Kultur, Fritid og Fællesskab har sikret, at der afsættes 120.000 kr. til det gode formål.

Ordningen blev tilbage i 2008 efter skolernes ønske iværksat som et pilotprojekt og en form for kopi af Odsherred-ordningen (alle børn skulle se ser mindst en forestilling hvert år), og det har været en succes. Omend politisk skåret til, så hver elev skulle se teater på sin skole mindst tre gange i løbet af sin skoletid, for så meget teater får man jo heller ikke for 60.000 om året.

For et par år siden besluttede modelkommunen Odsherred sig i øvrigt for så store besparelser, at antallet af indkøbte forestillinger nu er halveret.

Det kunne så afgjort mærkes hos Børneteaterudvalget i Teater og Musik Odsherred, der administrerer og udvælger forestillinger, mens skolesystemet i Holbæk (Læring og Trivselafdelingen) sammen med forvaltningen står for administrationen og udvælgelsen af forestillinger sker på baggrund af ønsker fra skolernes teater-kontaktlærere og KulturCrew.

Teatret Fair Play, der selv sælger forestillinger til kommunen og dermed skolerne, har i øvrigt foreslået, at man administrerer ordningen – som det er tilfælde i mange andre kommuner med egnsteatre – men det har der hidtil ikke været stemning for.

(Billedet: Skolerne i Holbæk får teaterbesøg på kommunens bud også de kommende to sæsoner. Desuden skal det lokale egnsteater Fair Play spille 'Miras verdener' flere gange på kommunens bud/skoler i næste sæson, men den indgår nu ikke i børneteaterordningen. Foto: Stig Hansen)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne