9. april 2014

Børneteaterfestival i Randers

Ikke så snart er den store Aprilfestival i Holstebro slut, før endnu en jysk by fyldes af festivalforestillinger.

Randers EgnsTeater afvikler således deres helt egen festival 25.-27. april 2014 – og selvom det er i noget mindre skala end Holstebro, er betingelserne de samme: Gratis adgang til alle forestillingerne, der henvender sig til familier med børn mellem 1,5 og 12 år.

Der er næsten 1000 gratis billetter til de i alt 11 forskellige forestillinger, og de frigives 10. april og kan hentes hos Randers EgnsTeater, på Randers Bibliotek og Østjydsk Bank på Østervold. 


Festivalprogrammet består af to egenproduktioner, syv andre danske forestillinger og to afrikanske gæstespil:

– Teatret Fair Play: Små døde dyr

– Teatret Kriskat: Jeg skal nok finde den

– Madam Bach: Blæst

– Det Lille Verdens Teater: Lilly og Søster

– De Røde Heste: Den sandfærdige beretning om de 3 små grise

– Teater Patrasket: Bjørnen som spurgte hvorfor

– Det Fortællende Teater: I guder!

– Randers Egnsteater: Kludedukken

– Choc Trio & Khaar Theatre: Kaj Nord-Syd

– Mook Company: Slottet med de tusind sider

– Randers EgnsTeater: Rute 3 1/2

Sidstnævnte forestilling er skrevet af Eva Boland og instrueres og opføres af amatører fra Randers EgnsTeaters ungdomshold.

Alt i alt bliver spillet 21 opførelser i løbet af weekendens festival, som også byder på workshop, kunstudstilling af lokale skolebørn og familiecafe i teatrets foyer.

Næsten alle forestillinger spiller på Randers EgnsTeater, med undtagelse af de afrikanske forestillinger der spiller på Hadsundvejens skole og amfiscenen mellem Randers EgnsTeater og Værket, mens gadeteaterforestillingen 'Rute 3 ½' spiller på pladsen foran Randers EgnsTeater.

Program, info om spillesteder og billetter m.v. på  www.randersegnsteater.dk

Børneteaterfestivalen arrangeres af Randers Egnsteater, der har fået en økonomisk håndsrækning fra Randers Kommune.  I 2011 var Randers i øvrigt vært for den store aprilfestival, hvor 110 teatre kom til byen med 182 forestillinger til en særdeles velorganiseret festival, hvor det lokale egnsteater var et vigtigt omdrejningspunkt.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne