Af

26. februar 2019

Børnene betaler for Bocks scenekunstreform

Johanne Prahl kommenterer kulturministerens forslag til scenekunstreform:

Kulturministeren har netop meldt forslaget til den længe varslede scenekunstreform ud. Det er en reform med flere gode anslag og initiativer, hvor især udmøntningen af den kommende udviklingspulje bliver rigtigt interessant at følge. Men, som det har været tradition i årevis inden for kulturområdet, er reformen et nulsums spil, hvor de eksisterende midler omfordeles.

Til finansiering af scenekunstreformens nye initiativer har ministeren valgt at tage midlerne primært fra dem, som ikke har stemmeret til det kommende folketingsvalg, nemlig børn og unge. Dette gør hun ved at tage 9,6 mio. kr. fra formidlingsordningen, som går til at finansiere rabat på teaterbilletter.

Hos Scenit administrerer vi formidlingstilskud på vegne af op mod 100 sjællandske teatre og teaterkompagnier, som har indgået samarbejde om billetsalg og rabatordning. Ca. 75 % af tilskudskronerne går til finansiering af rabatbilletter til børn og unge. Den suverænt bedst sælgende rabatform er gruppebilletter til skoler og institutioner, som med støtte fra formidlingsordningen i dag kan gå i teatret for 40 kr. pr. barn.

Vi taler ofte med teatrene om de budgetter, som skoler og institutioner har til kulturbesøg. Og det genkommende svar er at mange skoler og børnehaver ikke har råd til at tage bus eller tog med børnene, hvis de skal have råd til teaterbilletterne. Det siger vist sig selv at en prisstigning bare på 10 kr. som ville svare til den varslede reduktion i tilskud til børn og unge billetter, vil gøre børn og unges teaterbesøg med skole og institution langt sjældnere.

Teaterbesøg med skoleklassen eller institutionen er ikke bare en udflugt eller et åndehul for børnene. Det er også at præsentere dem for en anden læringsform, som træner den empatiske forståelse og giver mulighed for nuancerede diskussioner, fordi enhver på scenen forsvarer sin egen rolle. Selv Per Degn, der påstår at jorden er flad i Erasmus Montanus, bliver forsvaret af den der spiller rollen. Teaterbesøg med klassen er en adgang til dannelse og forståelse af kulturelle kodekser, som ikke alle børn og unge i Danmark nødvendigvis præsenteres for af deres forældre eller bedsteforældre.

Samtidig med at kulturministeren udhuler formidlingsordningen, skubber hun også en større andel af det støttede billetsalg over i formidlingsordningen. Nemlig det billetsalg til skoler og institutioner som nu ligger i den såkaldte refusionsordning, hvor kommunale skoler og institutioner får refunderet 50 % af udgifter til køb af turnéforestillinger, men hvor der også er mulighed for at dække 50 % af udgifter til billetter købt til fuld pris til forestillinger på teatrene.

Det er rigtigt set af ministeren at refusionsordningen er svær at gennemskue og at der er risiko for sammenblanding af de to ordninger i forhold til køb af billetter til forestillinger på teatrene. Men med den skitserede løsning kommer formidlingsordningen til at bløde dobbelt, fordi den både bliver beskåret og skal dække tilskud til endnu flere billetter til børn og unge.

Lige nu har teatrene en indtægt på 32 kr. pr. billet til skoler og institutioner efter moms. Dette kan kun hænge økonomisk sammen med tilskud fra formidlingsordningen. Hvis tilskuddet falder, er der kun ét sted at sende regningen hen. Det er til de skoler og institutioner, som skal betale for børn og unges teaterbesøg.

Johanne Prahl er direktør for den selvejende institution Scenit 

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg