Børn som medforskere?

Tobias på 12 år sætter sig bagerst i lokalet på de borde, som udgør sidste række i en publikumsopbygning, som er opstillet i skolens musiklokale.

Efter at forestillingen er slut, spørger jeg Tobias, om han kunne lide forestillingen, og han svarer:

»Ja, det bedste var, at jeg sad så godt.«

»Altså - på bordet? spørger jeg og han svarer:

»Nej, ved af min ven, han er bare så god at sidde ved siden af.«

 Jeg fik ikke spurgt mere ind til Tobias udsagn den dag. Men - jeg har en opmærksomhed på børns fællesskaber og venskaber som betydningsfuldt for oplevelsen af at være publikum.

»Hvordan ved I, hvad jeg synes er vigtigt?« kommer det fra en pige på 12 år - henvendt til skuespiller i en dialog om, hvordan en forestilling var blevet til.

Hendes kommentar er ikke nødvendigvis en afvisning af forestillingens indhold. Den kan også rumme en undren over, hvordan skuespilleren kunne vide, at forestillingens indhold faktisk var noget for hende. Hvordan opleves genkendelse eller aktualitet af børn som publikum? og hvad betyder det at blive spurgt? Hvad tillægges betydning som publikum i et børneperspektiv?

Publikum i børneperspektiv

'Hvad er det at være et publikum i børneperspektiv?'

Det får jeg mulighed for at undersøge med den ph.d., jeg har startet på. Projektet har fokus på, hvordan børn 'bliver til' som publikum i mødet med en scenekunstforestilling for børn og unge.  

Ved at kigge på børn som publikum, spørge dem, se på billeder og arbejde sammen med børn om forskellige udtryk, stiller jeg mig undrende overfor det, der tilsyneladende er velkendt og selvfølgeligt, for at gøre et kendt fænomen 'børn som publikum' til noget, der kan forstås på andre måder. Hensigten er at bidrage med viden, der udspringer af netop det blik, som børn kan tilbyde.

Jeg er særligt optaget af den proces, hvor tilblivelsen, altså det at være eller blive et publikum, består. De sociale normer og handlinger som gør at børn oplever sig som gode eller dårlige publikummer, opmærksomme, ansvarlige, tilstedeværende, ukoncentrerede publikummer eller noget helt andet?

Og dernæst hvad det betyder for børn at være publikum i skolen, som det sker i gymnastiksale, teatersale, storrum landet over – i iscenesatte rum, som deres kroppe kender, eller ikke kender og som nogle børn føler sig velkomne i og andre ikke.

Det er et fokus på, hvordan rum skaber særlige omstændigheder, muligheder og funktioner qua den måde, som de opleves på af børn og hvad det gør ved dem som publikum. 

Brugerinddragelse i fokus

Teatercentrum er, i lighed med mange andre kulturinstitutioner, påbegyndt en bevægelse, som indebærer et skift fra alene at være rådgivere og 'eksperter' til at kommunikere med og inddrage flere brugere og deres ressourcer. 

Kirsten Drotner, professor ved Syddansk Universitet, Kulturvidenskab/Medievidenskab, skelner mellem kulturformidling og kulturel kommunikation. Kulturformidling bygger på antagelsen om, at institutionen rummer en vidensbank og nogle professionelle, som kan formidle en allerede eksisterende viden. Kulturel kommunikation bygger på en antagelse om, at både institution og brugere har nogle ressourcer, og at nye former for viden opstår, når institution og brugere mødes (Drotner, Kulturstyrelsen 2006).

Ved at bidrage til dette Ph.d.-projekt efterspørger Teatercentrum mere dialog med børn, der kan tilbyde et perspektivskift samt udfordre det, 'vi synes at vide' om at være børnepublikum i mødet med scenekunst for børn og unge. Projektets hensigt er ikke at frembringe en eksakt viden som et færdigt produkt, men at igangsætte samtaler og processer, der kan skabe refleksion, og som kan tilvejebringe nye måder at tænke om børn som publikum.

Ph.d.-projektet skal altså ikke 'afsløre' virkeligheden, men snarere, i samspil med børn og forskellige aktører fra branchen, danne baggrund for nye fortolkninger og dialoger af betydningsfulde sammenhænge med børn som publikum.

At undersøge hvordan børn bliver til et publikum sammen med børn, betyder i dette projekt, at børn gøres til medforskere. Det er et ønske om at bidrage med børns perspektiv på produktioner, som er udviklet særligt med dem for øje. Forskning i et børnekulturelt perspektiv kendetegner sig ved at sætte børn i centrum, ikke alene som et perspektiv på børn, men først og fremmest som et perspektiv fra børns ståsteder. 

Gratis arrangement 17. april i Ebeltoft

Gør du dig nogle tanker om børn som medforskere eller har du lyst til at høre mere om ph.d.-projektet, så duk op Tirsdag den 17.4 kl. 19.30-20.30 i Aktivitetshuset, Nørreallé 4 i Ebeltoft. Arrangementet afholdes som en del af Aprilfestival 2018 – teater for små & store.  Samtalen denne aften afvikles som et reflekterende team, det er en mulighed for at fordybe sig og tænke højt samme.

***

Pernille Welent Sørensen er konsulent på Teatercentrum og Ph.d.-studerende på Performance Design, Roskilde Universitet. 'Børn som publikum i mødet med scenekunst for børn og unge' er et tre-årigt, sam-finansieret ph.d.-projekt, der startede 1. oktober 2017 og som forventes afsluttet 1. oktober 2020. Vejleder er Anja Mølle Lindelof fra Performance Design.