Blondine og brunette i Blixen-tango

Der er en dragning over Karen Blixens tekster, som kan overmande selv den mest åndløse gymnastiksal.

Det beviser Blixen Unplugged Fortælleteater i hvert fald med sin første forestilling, der ret og slet hedder 'Blixen Unplugged'.

Her er alt live, og her er alt basalt: To kvinder i et rum med to stole i midten – og med tilskuerne siddende i en oval rundt om som bolværk mod virkeligheden. Eneste rekvisitter er et par eksotisk lysende appelsiner fra Blixens skibsverden.

Resten af forestillingen udspiller sig mellem de to kvindestemmer, en lys og en mørk. Og mellem de to kroppe, der både gestalter mænd og kvinder og forheksede fugle undervejs. Det er meget betagende.

Flyvsk logik

Skuespillerne Petrine Agger og Mette Frank har tydeligvis opholdt sig så længe i Karen Blixens fantastiske univers, at deres kroppe fuldstændig underlægger sig fortællingerne flyvske logik og psykologiens altafvæbnende skæbnetro.

Her er ingen protester om de ofte urimelige hændelser. Her er kun loyal indlevelse.

For fortællingerne reciteres ord for ord. Her er intet tildigtet eller fjernet. Her er kun råmaterialet, altså Blixen-ordene, som forvandler sig til drama, når skuespillerne fremsiger dem.

Som to tangodansere

Instruktøren Karen-Lise Mynster har lagt alt fokus på fraseringen af ordene og balancen mellem stemmerne. Enhver litteraturanalyse er for længst tilendebragt. Alle tolkningsvalg er taget. Og skuespillerne bevæger sig mod hinanden som to tangodansere: i evig vægtoverførsel , hvor magten skifter fra den ene til den anden. Det er flot og stærkt.

Desuden klæder de hinanden – Petrine Aggers lyse hår og hurtige krop matcher godt Mette Franks mørke hår og rolige bevægelser. Blondinen og brunetten er ens klædte, men aldeles forskellige af sind og temperament. Og så deler de ellers Blixen-linjerne mellem sig, begærligt og nysgerrigt.

Mere lys, please!

Som teater betragtet er dette fortælleteater lige på kanten af, hvad teenagere kan klare. Den sproglige fokus og den spartanske indpakning kræver nok en opmærksomhed, som bedst kan honoreres af gymnasieelever.

Men Blixens sprog har en mærkelig drivkraft. Selv om mange af ordene virker omstændelige og gammeldags, så har de en umiskendelig fremdrift, som får tilskuerne til at lytte videre. Også de unge.

At så teaterrummet kunne være blevet mere spændende ved at blive mørkelagt og få en egentlig lyssætning, det siger sig selv. Men denne ’unplugged’ teaterversion er tydeligvis en low-budget forestilling, hvor ordene har fået første prioritet, og det er naturligvis i orden.

Visuelt kunne forestillingens skuespil bare godt fortjene noget mere.

Det første blik

Forestillingen deler sig i to. Først kommer den berømte og storladne eventyrberetning 'Skibsdrengens fortælling', der står så lyslevende i rummet, at jeg aldrig mere vil kunne læse denne historie om kærlighed ved første blik uden at se gymnastiksalen i Holstebro for mig. Og bagefter kommer den lillebitte fortælling 'Ringen' – om to nygifte, hvis lykke forskubbes og umuliggøres for altid af ét eneste blik mellem to, der ikke skulle have set hinanden i øjnene.

Her bliver skuespillerne næsten usynlige. Så stærkt virker fortællingen, at deres stemmer uden videre skaber den fatale lysning i skoven, hvor alt bliver forandret.

Som fortælleteater er denne forestilling altså så beskeden i sine ydre virkemidler, som den overhovedet kan blive. Men som ordkunst er den noget af det ypperste. Den sidder i kroppen længe efter. Som Blixen tatoveret i tankerne.