DEBAT
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017
12-10-2017

Saga Dance Art Collective: Under Uret – en blind date

Ellesiv Vestreim danser den blinde pige i storbyens trafikale kaos. Foto: Jens Roved & Mohammed Zubair

Blindhedspoesi med skøn blomstersælger

28-04-2011
’Under Uret’ er en poetisk danseteaterforestilling om ny og følsom forelskelse. Men koreografen Ingrid Tranum har problemer med at få dans og historie til at hænge sammen.
FAKTA
Saga Dance Art Collective: Under Uret – en blind date -

Koreografi: Ingrid Tranum. Musik: Anne Eltard. Videoscenografi: Julie Forchhammer og Casper Øbro. Kostumer: Jette Jehrbo. Lys: Mårten K. Axelsson. Medvirkende: Jonathan Dabora, Ellesiv Vestreim, Anne Eltard. Aldersgruppe: 10-14 år. Varighed: 50 min. Turneforestilling. Set i april på Festival 2011 i Randers. Danses på Teatret Zeppelin i København til 8. maj 2011. www.sagacollective.dk

Danseteatret blomstrer op igen. Ingrid Tranum fortsætter i hvert fald sin poetiske og dramatiske udvikling af danseteatergenren med sin forestilling ’Under Uret’. Vel at mærke et danseteater med en fortløbende historie og nogle personer, som man umiddelbart kan identificere sig med.

Denne gang taler danserne såmænd også med ord – og taler direkte ud til publikum – og dermed bliver tilskuerne konkret involveret i historien om den blinde pige, der har fået et kærestebrev fra en beundrer. For jo, der er straks en tilskuer, der gerne vil læse brevet op for hende. Og der er også flere, der gerne vil hjælpe fyren med at holde fast i tålmodigheden, mens han venter på hende på sit livs første date.

Men hvordan finder hun som blind teenager overhovedet hen til Hovedbanegården til det aftalte tidspunkt? Hendes hasarderede vandring gennem København skaber forestillingens roadmovie-spænding.

Koreografisk fortsætter Ingrid Tranum sit bevægelsessprog fra børnehaveforestillingen ’Stjerneskudsjagten’. Men denne gang har hun komponisten og multimusikeren Anne Eltard med sig – og dermed også hendes forrygende timing og sans for brudflader i en forestilling. Den fascinerende og herligt bryske Eltard spiller på violin og alt muligt andet, der kan give lyd - og agerer endda livsklog blomstersælger, når hun nu alligevel sidder og kigger på...

Skulderstande med flow

Musikken har klart inspireret Ingrid Tranum til et stærkere flow i koreografien. Hun har skabt duetter, hvor kvinden løftes strakt opad eller slynges liggende vandret hen over et par knæ. Og hun har koreograferet soloer, hvor personen ruller rundt og lander på knæene – eller hvor danseren laver alle de variationer af skulderstande og sære foroverrul, som vedkommende nu kan. Men der er også megen ståen-oprejst og sidden-på-hug, som ikke virker særlig interessant, og som uheldigt bryder dansebølgens energi.

Hendes blinde pige bliver danset af Ellesiv Vestreim. Hun har en rørende bekymring og samtidig en åbenhjertig naivitet over sin lille krop, mens hun danser frem mellem imaginære biler og kyniske busser på den lange vej gennem byen til Hovedbanegården. Desuden er hun en hurtig og intutivt sikker partner i de mange skægge løft sammen med sin udkårne.

Brevskriverfyren danses af den høje, charmerende Jonathan Dabora, der har hiphop i kroppen, electric boogie i musklerne - og streetlife i blikket. Hans generthed er temmelig uimodståelig, og han performer med charme som en rapper. Sammen er de et fint par på scenen - og deres dans bliver antagelig endnu mere spændende, efterhånden som de får danset forestillingen varm på Zeppelin disse uger.

Ved premieren til Festival 2011 i Randers drillede dansevinylen og krøllede op i faretruende kantstenshøjde, men det klarede danserne altså imponerende, både med og uden blindestok, så det ikke ødelagde historien. Desuden har Julie Forchhammer og Casper Øbro skabt en heftig og lyrisk videocollage, der følger den blinde pige gennem byen med fint drive – og som udvider selve scenearealet på en fint meddigtende facon.

Hånden op i ansigtet

Som samlet udtryk har forestillingen dog problemer med at samle sig. Overgangene mellem scenerne er bratte, og fortællingens kronologi virker anstrengt. Ingrid Tranum har svært ved både at fortælle gennem dans og historie på én gang. Derfor brækker forestillingen op i mærkelige og umotiverede brudstykker – som om hun har vægret sig mod at følge musikkens og videoscenografiens strømmende rytmer.

Og der sker decideret underlige ting, da de to unge endelig møder hinanden: Da den seende fyr møder den blinde pige, bliver han pludselig tavs, som om han er stum og ikke kan tale... Det virker altså forvirrende. Til gengæld sætter pigen så en skøn blindehånd lige i ansigtet på ham, så hun kan ’mærke’ ham med sine følsomme hænder, hvilket så til gengæld er vildt overbevisende.

Hvorom alt er, så savner Ingrid Tranum tydeligvis nu en dramaturg eller en skuespilinstruktør, så hun kan koncentrere sig om at videreudvikle sin dans. Og så hun droppe nogle af alle de ord, som hendes dansere alligevel ikke helt kan tackle. Så ville oplevelsen af hendes danseteater stå stærkere. Og hendes ’uskyldighedsdramaturgi’ ville forhåbentlig kunne bevare sin anemoneduft endnu renere.

Blindhed er hot

Blindetemaet i ’Under Uret’ er ellers både interessant og tilsyneladende hot i scenekunsten lige nu. Sidste sæson præsenterede teatret Carte Blanche i hvert fald Lotte Faarups spændende forestilling ’Blind’, der også handlede om en blind pige. Men her blev tilskuerne konkret indviet i den blindes univers gennem mørkesansning og mørkeforvirring. Og her var frustrationen over blindheden koblet sammen med teenagerens uundgåelige oprørstrang og forsøg på at finde sin egen identitet.

Ingrid Tranum når ikke lige så langt med sin blindeforestilling. ’Under Uret’ bliver snarere blot et lyrisk dansedigt over en renhjertet forelskelse, der trues af farer, der dog aldrig bliver større, end de kan overvindes.

Dermed er forestillingen fint egnet til de 10-14 årige, der elsker at spejle sig i eventyrenkle handlinger med happy ends. For historien er lige så charmerende, som den er usandsynlig.

At så fyren ikke dropper sin brevskrivning fra begyndelsen af og i stedet blot ringer til sin skønne blindepige, når hun nu faktisk har en telefon – det virker godt nok lidt besynderligt. Men det er antagelig den slags jordnære og alt for voksne realismeforbehold, der ikke hører hjemme i det poetiske danseteaters teenageverden. Og det er sikkert godt.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Under Uret – en blind date
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

01-09-2017

30-08-2017

28-08-2017

25-08-2017

23-08-2017

21-08-2017

18-08-2017

16-08-2017

14-08-2017

Flere anmeldelser