DEBAT
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022
15-08-2022
11-08-2022
Snapshots fra Aprilfestival 2019 - øverst tv og uret rundt: Den officielle festivalåbning fandt sted på Nordsøen Oceanarium; Uppercut-danseindslag ved festivalshowet; Britta Skov modtog Årets Arrangørpris; Der var frivillige vejvisere overalt på spillestederne; På vej til festivalforestillinger i weekenden; En lille festivalgænger studerer udleveret materiale... Fotos: Søren K. Kløft & Jacob Stage

Blandt kunst, klumpfisk og slikposer

10-04-2019
Aprilfestival 2019 i Hjørring er allerede historie, men en rigtig god en af slagsen. Nu er teaterfolket draget videre med biler, scenografier og forestillinger - og teaterformidlerne ligeså. Men tilbage i Vendsyssel har en masse oplevelser forhåbentlig bundfældet sig hos de lokale børn og unge og deres voksne.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

- Aprilfestival 2019 i Hjørring fra 31. marts - 7. april 

- Der deltog 105 teatre, 156 forestillinger, 628 opførelser (inkl. to franske gæstespil)

- Der blev spillet forestillinger på 42 skoler (13 i Frederikshavns Kommune) og 34 institutioner i løbet af ugen. I den afsluttende weekend var der 16 spillesteder i aktion i Hjørring midtby 

- Der deltog 595 teaterfolk tillige med ca. 260 frivillige hjælpere fordelt på 15 lokale foreninger. Dertil ca. 250 teateropkøbere og omkring 160 unge fra hele landet - sidstnævnte deltog i div. workshops omkring skuespilteknik, kuratering og vurdering af forestillinger m.v. 

- Der var 82 udenlandske gæster fra 24 lande i form af festivalarrangører, kunstnere og andre fagfolk 

- Festivalen blev arrangeret af kompetencecentret Teatercentrum (en selvejende institution under Kulturministeriet) i samarbejde med Hjørring Kommune 

- Festivalens samlede budget var på ca. 5,5 mio. kr., og blev finansieret af værtskommunen og Kulturministeriet. Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst støttede festivalens internationale del 

- ASSITEJ Danmark bidrog i planlægningen af festivalen 

- Se mere om Aprilfestival: www.aprilfestival.dk

- Læs forskræpartiklerne om festivalen: 'Hjørring tager imod' & 'Hjørring varmer op'

Det er næsten som afslutningen på de olympiske lege, som i gamle dage altid blev kaldt outstanding, second to none eller bare de bedste nogensinde.

Fornemmelsen efter en uges Aprilfestival i Hjørring er i hvert fald helt i top efter et fornemt arrangement, hvor indsatsen fra Teatercentrum, den lokale arbejdsgruppe, de mange frivillige, Vendsyssel Teaters stab og cafe, folket på de mange velegnede spillesteder samt en fin indkvartering af teaterfolket osv. osv. gik op i en højere enhed.

En forlods truende vejrudsigt med monsterregn og måske sne midt i ugen blev også afmonteret til fordel for frisk kølighed og solrige perioder.

For Teateravisens udsendte er den korte version af festivalens udbytte 26 forestillinger plus festivalshow, åbningsfest med børnekor, åbningsreception med klumpfisk, flere faglige møder med bl.a. Projektstøtteudvalget og Refusionsudvalget, anmeldertræf m.v. - samt et par gode gåture ved Vesterhavet, for man ville da være et skarn ikke at få den del af Vendsyssels lyksaligheder med i sit program. 

'Teatrenes Dana Cup'

Hjørring Kommune diskede op med god logistik og planlægning: Et nyt teater, der blev det naturlige centrum for festivalen med sekretariat, billetudlevering, cafe, teatersale m.v.; en by med så mange store skoler og institutioner og sportshaller m.v. samlet, at der var gåafstand til weekendens over 300 opførelser; et feriecenter ved Vesterhavet, hvor de 600 teaterfolk m.fl. kunne bo samlet; en venlig lokalbefolkning og hjælpsomme sjæle overalt. Og en officiel åbning af festivalen på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals, hvor klumpfisk og hajer m.fl. var de forbavsede tilskuere til virakken på den vandrige side af den enorme akvariumsrude...

Aprilfestival er også kæmpestort, men Hjørring er som arrangør af Danmarks største sportsevent, den årlige ungdomsfodboldturnering i juli, hvor over 1000 hold fra op mod 50 forskellige lande normalt deltager, vant til slige udfordringer

Og som borgmester Arne Boelt udtrykte det ved festivalshowet torsdag aften i Vendsyssel Teater, så kan man passende betragte Aprilfestival som 'teatrenes Dana Cup'.

Forankring og forventninger

Med Hjørring Kommunes succesrige værtskab og klare udmelding om, at festivalen skal efterlade et varigt kulturelt løft, må alle være glade.

Det var således en vældig god ide, Vendsyssel Teaters direktør, Lars Sennels, fik, da han kontaktede Teatercentrums direktør, Henrik Køhler, ved Aprilfestival 2014 i Holstebro for at høre om muligheden for at få festivalen til kommunen - for bl.a. at kunne bruge arrangementet som led i præsentationen af det nye Vendsyssel Teater, der på det tidspunkt stadig var i anlægsfasen (og blev indviet i januar 2017).

Hjørring Kommune besluttede sig så i 2016 for at påtage sig værtskabet - med bred politisk opbakning - og resten er altså nutidshistorie efter effektiv planlægning og hårdt arbejde. 

Om kommunens forventninger og festivalens lokale forankring kan man bl.a. læse mere om i artiklen 'Åbne vinduer og varige spor', der samtidig tegner et portræt af den lokale festivalprojektleder og kulturkonsulent, Leif Lund Jakobsen, hvis engagement og indsats hører til i en kategori for sig...

Slikposer på overarbejde

Men mange andre har været med til at gøre Aprilfestival vellykket og synlig - herunder lokale børn og unge, der bl.a. har stået for udsmykningsopgaver, lavet små reportager og film om festivalen - og er mødt op i rigt mål til de mange forestillinger. 

De har oplevet kunst i alskens afskygninger og genrer - fra det helt sublime til det mere ordinære - for på så stor festival er der selvfølgelig kvalitetsspring mellem forestillingerne.

Det er der i øvrigt også omkring tilskuernes adfærd. Generelt og altovervejende har publikum i alle aldre taget vældig godt imod scenekunsten, men Deres udsendte oplevede altså også efter 33 festivaler noget helt nyt omkring en forestilling, hvor skuespillerne indledningsvis bad børnene om at holde slikposerne i ro.

Hvorefter en konstant og meget højlydt raslen fulgte det meste af den tre kvarter lange forestilling - som i øvrigt alvorligt nok handlede om to børns problemer med en alkoholiseret mor - så både spillere og tilskuere var påvirket af det. Med det absurde klimaks, at et par af børnene under selve forestillingen gik ud for at hente MERE slik ind fra hovedlageret. Deres voksne forblev passive...

Så var det mere hyggeligt at opleve den lille pige, der under en forestilling flere gange forlod sin plads foran på tilskuermåtten forrest for at gå tilbage til sin mor og informere om, hvad der skete - bl.a. 'det er megasjovt' -  efterfulgt af et 'så går jeg ned igen!'

Det var samme forestilling, som en anden dreng gav det absolutte kvalitetsstempel: 'Det er en god forestilling, for der er en dinosaur med!'

Komfort og knogleskørhed

Mens turneteaterforestillingernes målgrupper af små og større børn fint klarer de ofte noget primitive udfordringer i form af tæpper, bænke og borde, der udgør publikumsopstillingerne, er det altid sværere for de voksne og ældre tilskuere med gamle knogler i ryg og ben.

Siddekomfort eller manglen på samme er således et fast samtaleemne på en Aprilfestival, hvor udsigten til et ryglæn kan opkvalificere en teateroplevelse betragteligt.

Det paradoksale ved det store weekendprogram er samtidig, at der er en ganske klar overvægt af voksne til de fleste forestillinger - oftest kun med en lille gruppe alderskurante 'gidsler' forrest - og det kan give spillemæssige udfordringer for teatrene. Ikke mindst i de (efterhånden mange) forestillinger med direkte publikums-inddragelse eller -kontakt.

Både formidlere og anmeldere og andre professionelle betragtere skal forestille sig, hvordan forestillingerne virker på målgruppen under mere optimale omstændigheder.

Hvilket på en festival faktisk er de lukkede forestillinger, der spilles i hverdagene på skoler og institutioner.

Weekendprogrammet blev som nævnt afviklet i nærhedsafstand i Hjørring midtby på skoler og institutioner og haller, der var skræmmende store. Var det ikke for en rimelig skiltning og ikke mindst de frivilliges informationskorps, der befolkede spillestederne, kunne man såmænd godt være bange for at fare vild og først blive fundet i skeletteret tilstand om nogle år...

Årets Arrangør

Mange af de tilrejsende formidlere er dog erfarne festivalgængere, som kender hele rumlen. Som opkøbere/arrangører er de samtidig særdeles eftertragtede tilskuere til forestillingerne hos teatrene, der håber på et godt salg af turneforestillinger i kølvandet på Aprilfestivalerne, som jo både er en markant kulturel manifestation og en decideret salgsmesse.

En af disse veteraner fik fortjent Årets Arrangørpris, der uddeles af teatrene, Kulturkongen.dk og Teatercentrum i fællig. Britta Skov står i spidsen for børneteaterudvalget hos Teater og Musik Odsherred og har købt og arrangeret forestillinger gennem fire årtier. Teatercentrums direktør, Henrik Køhler, opgjorde det i sin pristale til, at hun har været med til at formidle ca. 3.000 forestillinger til de lokale børn.

Med hæderen følger en gratis forestilling, som derved drøjer på prismodtagerens indkøbsbudget (se note).

Kritikertanker

Teateravisen var på festivalen i nærkontakt med norske Amund Grimstad, der bor i Trondhjem og skriver for Klassekampen (har gjort det siden 1978!) og Norsk Shakespearetidsskrift - og har sin egen blog.

Han var med ved et lille træf lørdag aften på festivalen med Teateravisens fem anmeldere, hvor der blev snakket fag og teater.

Selv fik den norske anmelder set hele 16 forestillinger fredag og lørdag - og hans kommende artikel i Klassekampen med oplevelserne fra festivalen vil måske dukke op på denne portal på et senere tidspunkt. 

Men Teateravisens egne anmeldere var selvfølgelig også i aktion i Hjørring. Udbyttet i form af 44 anmeldelser af nye forestillinger - og en håndfuld meget gamle og derfor nu genanmeldelsesværdige - vil blive bragt i de kommende uger og måneder i takt med, at de flittige kritikere får de teaterfaglige vurderinger fra noter og hjerner til færdige anmeldelser. 

Aprilfestival 2020

Næste Aprilfestival rulles ud i Holbæk fra 19.-26. april 2020. Det sker under temaet 'Mødet, Gnisten og Drømmen' - og det er i øvrigt første gang, at festivalen afvikles i Holbæk.

Det bliver samtidig festival nummer 50 i en ubrudt række af festivaler, arrangeret af Teatercentrum, der startede i Herning i 1971. Dengang afviklet over en weekend i november med 15 teatre, 25 forestillinger og 32 opførelser. Det bliver godt nok noget større, når Aprilfestival 2020 invaderer det nordvestsjællandske...

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Blandt kunst, klumpfisk og slikposer
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

29-03-2023
 

22-03-2023
 

09-03-2023
 

08-02-2023
 

30-01-2023
 

10-01-2023
 

01-01-2023
 

21-12-2022
 

13-12-2022
 

22-11-2022
 

18-11-2022
 

15-11-2022
 

10-11-2022
 

04-11-2022
 

17-10-2022
 

12-10-2022
 

25-09-2022
 

21-09-2022
 

19-09-2022
 

16-09-2022
 

13-09-2022
 

07-09-2022
 

01-09-2022
 

28-08-2022
 

08-08-2022
 

02-08-2022
 

04-07-2022
 

27-06-2022
 

17-06-2022
 

13-06-2022
 

03-06-2022
 

26-05-2022
 

21-05-2022
 

18-05-2022
 

11-05-2022
 

28-04-2022
 

25-04-2022
 

22-04-2022
 

16-04-2022
 

10-04-2022
 

Flere anmeldelser