Af: Kirsten Dahl

28. marts 2023

Blandede legebolsjer

Intentionerne om at udforske og gøre publikum opmærksomme på legens fantastiske kvaliteter er rigtig gode. Resultatet stritter desværre. Skønne sange med spændende tekster og livfuld dygtig dans går hånd i hånd med numre som er uklare, trækkes alt for længe eller er overgearet anstrengte.

Der er godt gang i de fire medvirkende i ’Hvis jeg bliver født som…’

De to dansere, Malthe Ørsted og Ibrahim Madsen, kan deres dansehåndværk i stilarten popping til fingerspidserne. Det ser legende let ud og er tillige inspirerende at se på, når de bevæger sig hen over scenen. Snart på boblende fjed – snart mere rykvist. Snart synkront – snart med bevægelser, der smittende bølger fra krop til krop. Snart med fokus på hele kroppens udtryk i rummet – snart med de linjer og rum, som udelukkende fingrenes dans skaber. Sidstnævnte excellerer især Malthe Ørsted i.

Man bliver også uvægerligt smittet af den høje energi, uforbeholdne begejstring og spontane glæde, som skuespiller Marie Vestergård Jacobsen udstråler gennem øjnene og via kroppens kvikke bevægelser. Ligesom komponist og musiker Elona Planman kompetent slår sig løs på et hav af musikinstrumenter – elguitar, keyboard, mundharpe, violin m.m. og hendes kompositioner er spændende lytning. 

Sprudlende og sej visualitet 

De fire medvirkende danser, leger, spiller og synger i et rum, som er foret med hvide klæder, som kan svinges til side og give plads til at bringe rekvisitter ind på scenen. Ind i et rum, hvor fire runde lampeskiver i baggrunden effektfyldt skifter kulør. Og hvor et smalt bånd af lys hele vejen rundt foroven tilsvarende ændrer farve og på den vis markerer nye stemninger. 

Kostumerne er også med til at skabe en stemning af festlighed og fantasi. Alle fire medvirkende har halv-meter højt hår. Parykker i skrigende rødt og orange papir eller uldlignende materiale. Håret står lige op i luften som omvendte megafoner, uglede turbaner, overdimensionerende pager eller balstyriske krøller. Det hvide tøj, de medvirkende har på, signalerer også idérigdom og ekstravagance. Blonder, læg, kraver og folder brydes af små sorte kantebånd og halsudskæringer. 

Rekvisitterne vækker opsigt. Navnlig en mandshøj stor gennemsigtig bold, som kan huse en af danserne, Ibrahim Madsen, som energisk boltrer sig i den, når de andre skubber til den. En stor grå væg, bag hvilken danserne laver sjove klovnenumre med deres lemmer. Små metalliske stylter, som Malthe Ørsted spankulerer frit omkring på. Og et pudsig kjoleantræk, som kan foldes ud som en harmonika omkring Marie Vestergård Jacobsens krop. 

Inspirerende legebobler 

Der er leg til stede i ’Hvis jeg bliver født som…’, og der bliver talt meget om det at lege, finde på, lave regler, bryde regler og føle sig med i eller udenfor legen. Sofie Christiansen og Dorthe Bébe har fået en rigtig god idé, uanset at mange andre har skabt forestillinger ud fra samme afsæt: De vil fokusere på legens væsen. På det at leg frigør tanker og følelser. Skaber nye ideer og liv. Man mærker at ønsket er stort. Det nærmest bobler over. 

På positivsiden har det i Sofie Christiansens iscenesættelse med hjælp fra Elsebeth Hedes kostumeideer, Sofie Stenholts parykker og sminke, Søren Lydersens lysdesign og Elona Planmans musikalske kompositioner ført til et udtryk, som rummer meget liv og giver interessant form til mange af ideerne. 

Udover det, jeg allerede har været inde på, kan nævnes fantasifulde og sjove påhit. Fx legen ’Hvis jeg bliver født som..’, hvor det gælder om at gætte hvilken type person, den, der mimer, imiterer at være blevet født som. Sangen ’Hvis jeg blev født på et dansegulv’, hvis vers bevæger sig fantasifrigørende væk fra dagligdagens logikker og sammenhænge. Samt dele af danse- og spilepisoder, hvor der bliver vist og talt om det at føle sig med i eller udenfor legen. 

Kommunikér til kroppen 

Alt er imidlertid ikke vellykket. Det virker eksempelvis forkert, at der først bliver talt om legen, før vi rigtigt har nået at opleve den udfoldet. Det sker med en voice-over-replik, som lyder tilnærmelsesvis sådan her: ”Her er fire personer. De leger og leger. Måske kan du også være med. Vi er i legens hjerte.” 

Fremgangsmåden virker voksen-agtig og tendentielt akademiserende. Fornemmelsen forstærkes af den voice-over-replik, som følger umiddelbart efter: ”Jeg leger. Jeg leger med dig. Kom vi skal finde ud af ting. Når vi leger opdager vi mange ting”. 

Replikkerne er tydeligvis placeret her for at invitere publikum med ind i universet. Men man sidder og mærker at noget er forkert. Man mærker en lyst til, at forestillingen i stedet for at lægge ud med at tale til publikums intellekt, havde kommunikeret krop til krop, sansning til sansning.

Også en anden af sangene rummer fine fantasi- og abstraktionstakter, men også udsagn, som, fordi de serveres så løsrevet fra en kontekst, kan være vanskelige for 5-årige at forholde sig til. Strofer som fx ”Hvad hvis mit hjerte holder op med at banke?/ Hvad hvis vi kommer i nød?” 

Klargør og beskær 

Alvorligst er imidlertid manglen på en ordentlig hækkesaks og et blik for, hvornår udtryk bliver mudrede. I lyset af at de mange instruktør- og dramaturg-øjne, der har hvilet på forestillingen ,undrer det meget, at der ikke er blevet luget mere ud og strammet mere op. 

Der er noget, som er OK, men også lige lovlig kryptisk. I al fald uklart: De fire medvirkende har spøjse navne. Agôn, Alea, Mimicry og Llinx, men det fremgår ikke klart, hvorfor de hedder sådan. I det materiale, som man kan hente via en flyers QR-kode, kan man læse sig til, at det er en fransk antropolog ved navn Caillois, som er fadder til de fire navne, som refererer til fire forskellige typer af lege, konkurrencelege, chancelege, rollelege og sanseudfordrende lege. 

Anderledes generende for oplevelsen er det, at mange af scenerne er alt for lange og ufokuserede. Børnepublikummet, jeg oplevede forestillingen sammen med, blev tydeligvis ukoncentrerede, når nogle lege blev trukket i langdrag, og når det var uklart, hvad udtrykket handlede om og ville. I forlængelse heraf forfladiger det oplevelsen, når de medvirkende hen imod slutningen af forestillingen slår over i plat sprogbrug af den type, de mest opgejlede børneprogrammer på TV tyr til for at score billige point. 

Det virker både unødvendigt og anmassende når børnene pludseligt bliver bedt om at råbe ”STOP!” til Elona Planman, der fløjtende sidder og prøver at komponere musik, mens de andre harcelerer over lydene og råber ”Jeg bliver sindssyg!”, ”Jeg bliver gal!” og ”Din fløjten lyder pisse-røv-dårligt!” og ”gå ud din røvbanan!”. 

Og når børnene kort efter bliver inviteret med på en kaste-bold-leg, har de ikke en chance for at begribe reglerne i den leg. De er helt uigennemskuelige. Så den fornøjelse børnene får af at kaste bolde hid og did op på scenen, hvor de medvirkende ofte bliver ramt, er ene og alene det at kaste boldene uden mål og med. 

Det er m.a.o. rigtig ærgerligt, at der ikke er blevet luget ud i det, som mest af alt tager sig ud som kedeligt oplevelsesdevaluerende grus i et maskineri, som ellers har mange rigtigt fine sansemæssige og legemotiverende kvaliteter – både visuelt, kropsligt og auditivt. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.