Af: Kirsten Dahl

22. marts 2016

Billedpoetisk alderdomsepos

Træers (krogede) grene og (gamle) menneskers blodårer smelter sammen i en visuel smuk overlapning i 'Beskæring', som emmer af kunstnerisk begavelse, sanselighed og nænsomhed.

Nævn en forestilling af Carte Blanche, hvor naturen ikke indgår. Det er vist nærmest en umulighed. Det er næsten som om Sara Topsøe-Jensen ikke kan lade være. At det er indlejret i hendes scenekunstgen.

Hun bringer naturen – den uberørte, frodige, mangfoldige og vildtvoksende – ind i de forestillinger og installationer, hun iscenesætter. Hun tvister, leger og drejer naturens finurligheder, storhed og ubegribelighed i et univers med performere, musik og iscenesatte rum.

Det sker også i 'Beskæring', hvor hun er gået sammen med CoreAct om at bringe et udpluk af 288 fortællinger, fortalt af ældre på 13 plejecentre, ind i en teaterramme. Det er blevet til et fascinerende udtryk for det at ældes og for det at generationer mødes.

Vi reder deres hår

'Vi reder deres hår og vi aer dem. Der skete noget særligt, når vi rørte dem. Det var som om en længsel blev vakt'.

Den sentens bliver sagt hen imod slutningen, hvor Anika Barkan sidder på en stol og forestiller en ældre dement kvinde på et plejecenter, mens Helene Kvint er hende, som fletter hendes hår. Vi får et billede på den virkelighed som forestillingen bygger på og inddrager vel at mærke uden at lave de gamles fortællinger om.

Barkan og Kvint har tydeligvis taget sig tid på de plejecentre, de har besøgt. Og Kvint har tillige gravet erindringer og materiale frem som hendes morfar, Willy F. Hansen, bedrev som overstadsgartner i København. Stribevis af dias, bogen 'Træer i Byen', optegnelser og minutiøse systematiseringer af flora og botanik.

I selskab med Topsøe-Jensens sanse-visuelle-performance-arbejde er fortællingerne kommet ind i en ramme, som langsomt zoomer publikum ind i et univers, hvor det snarere end at få en masse konkrete ordfortællinger bragt ind på scenen, handler om at mærke stemninger og vandre ind i egne rum af erindring – animeret af det, som udfolder sig på scenen og via det direkte samspil med publikum, som også er.

Træers forbavsende former

Træer og grene i forbavsende former og blomster i mange kulører og af alle mulige slags spiller en stor rolle. De transformeres op på de mange dias-film-lærreder, som befolker scenen.

Performerne beretter om de mange varierede arter. Barkan klipper grene itu med et ørnenæb. Begge står helt stille med hver deres store forgrenede gren i et panorama af lyserøde japanske kirsebærblomster.

I en collage af musik, billeder og fortælleuddrag laver forestillingen en uudtalt, sanselig sammenligning mellem træet og mennesket. En måde at iscenesætte på, som gør, at vi gennem naturen mærker mennesket.

Vædder-nærvær

Som en fin finesse bærer performerne undervej helmasker: En vædder med solide snoede horn. Det spejler tillige det faktum, at performerne også på plejecenterbesøgende undertiden bar masker, hvilket skabte en god kontrakt om, at her var det i orden at være, lige sådan som man var – eller som performerne forklarer det i forestillingen: Vi var sammen med dem 'uden at stille dem til regnskab for det, vi andre kalder virkelighed'.

Fra små beretninger om de gamle bevæger forestillingen sig mere og mere over i at fylde på det visuelle, musiske og nonverbale kropslige plan. Vi får fortsat små både filosofiske og morsomme uddrag af hvad de ældre har sagt, og efter introduktionen af demens også funderinger fra performerne så som: 'Hvornår mon min mor ikke længere kan huske mig? Og kommer jeg en dag til at glemme mine egne børn?'

Godt beskåret

Hvad der mere er at komme ind på? Masser – i et performance-montage-udtryk, der gør indtryk auditivt og visuelt og som minder os alderdom, samvær og generationsskifte. Et udtryk med porcelænssvaner. Giraffer, akrobater og badenymfer. Med florlette forhæng som trækkes for og fra som erindringsgardiner. Med stemninger af en lysforladt mørkekammer-kælder. Med en undervejs særegen brutalitet i ordvalget. Med lyd af både motorsav, sangskat-klassikere samt gamle sukkersøde popslagere, der tager sig helt væsens-substantielle ud. Med dias-billeder fra 50'erne og 60'erne. Og meget, meget mere.

'Beskæring' er lykkedes, fordi man i en kunstnerisk kompetent proces har skåret til og valgt fra – ligesom man fjerner grene og vildskud fra træer, for at de derved bliver sundere, smukkere og træder stærkere frem.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.