11. november 2020

Bikubenfonden starter ny ansøgningsrunde

Bikubenfonden meddeler i en pressemeddelelse, at man ønsker at styrke udviklingen af den idérigdom og kvalitet, der er på kunstscenen. Derfor kan man fra 20. november til 4. december 2020 ansøge om bevillinger i størrelsesordenen 50.000 – 300.000 kr. til udstillinger og udvikling inden for billedkunstområdet samt forestillinger og udvikling inden for scenekunsten:

– Nyskabende udstillinger og øvrig formidling af billedkunst i Danmark

– Nyskabende scenekunstforestillinger, der opføres i Danmark

– Nyskabende danse- eller performanceproduktioner, som opføres i Danmark

– Formidling af scenekunst, dans eller performance

– Udvikling inden for scene- og billedkunstområdet

Både store og små institutioner, foreninger og virksomheder kan søge, men ikke enkeltpersoner.

Bikubenfonden har to faste ansøgningsrunder for scenekunst og billedkunst. I maj 2020 bevilgede man således i alt 2.1147.500 til scenekunstområdet – og 1.019.193 kr. til billedkunstområdet. 

Ser man på de seneste tildelinger, er der ikke deciderede børne- og ungdomsteaterprojekter blandt de udvalgte.

Nærmest kommer  BaggårdTeatret i anden ansøgningsrunde i 2019 med 200.000 kr. til 'Jagten på det gode menneske', hvor teatret eksperimenterede med en ny, symbolistisk iscenesættelsesmetode til et nyskrevet  musikdramatisk  teaterstykke om forfatteren Karin Michaëlis, med tekst af Julie Maj Jakobsen og sange af og med Katinka.
I samme runde fik CPH:STAGE ligeledes 200.000 kr. til arbejdet med at udvikle festivalen i en miljømæssig bæredygtig retning og med publikumsevents og et brancheseminar skubbe på omstillingen i teaterbranchen generelt.

Læs mere her: https://www.bikubenfonden.dk/ansoegningsrunde-scenekunst-og-billedkunst

(Billedet: BaggårdTeatret fik Bikuben-støtte til 'Jagten på det gode menneske', der helt aktuelt spiller frem til 30. november på teatret i Svendborg. Foto: Ard Jongsma)  

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne