DEBAT
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
04-10-2019
28-09-2019
26-09-2019
10-09-2019
Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff foran den gamle biograf, der nu rummer Forsøgsstationen for scenekunstnerisk forskning og eksperimenteren... Foto: Carsten Jensen

Besat af en drøm

26-10-2009
Om få dage åbner et nyt, spændende værksted for forskning, udvikling og træning for professionel scenekunst i København. Dermed er en drøm gået i opfyldelse for Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff, der med fem børneteatre som backup er klar til at forvandle en gammel biograf til et sprudlende forum for scenisk kreativitet.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Forsøgsstationen er et åbent værksted, hvor der kan etableres kontinuerlige træningsforløb, udvikles forskningsprojekter, organiseres workshops m.v. Forsøgsstationens primære opgave er at fremme forskning, udvikling og træning inden for professionel scenekunst i Danmark, rettet mod både børn, unge og voksne.

Forsøgsstationen er etableret som forening. Den overordnede kunstneriske linje formes af fem scenekunstgrupper: Det Olske Orkester, Teater Hund, Figura Ensemble, Teater Kriskat og Asterions Hus. Til daglig ledes Forsøgsstationen af Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff fra Det Olske Orkester samt administrator Lone Vibe Pedersen.

Forsøgsstationens bestyrelse består af formand Thorbjørn Tønder Hansen (Sekretariat for Ny Kompositionsmusik) samt Claus Reiche (Kulturprinsen, Viborg) og Erling Larsen (Café Teatret).

Forsøgsstationen bliver støttet af Kunstrådets Scenekunstudvalg med 2 x 750.000 kr. over to år mens Scenekunstudvalget under Københavns Kommune p.t. har givet 20.000 kr. til markedsføring af det nye projekt.
Forsøgsstationen holder til i den gamle biograf på Sønder Boulevard 79-81 i København.

Der er åbent hus fredag den 30. oktober kl. 16-20.

Se mere på hjemmesiden www.forsøgsstationen.dk - som forventes operativ omkring 30. oktober.

De har godt nok fået 2 x 750.000 kroner fra Scenekunstudvalget, men den største indskudskapital i Forsøgsstationen må alligevel være deres entusiasme og tro på projektet.

Det synes der til gengæld at være rigeligt af, mens Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff viser rundt i den gamle biograf på Sønder Boulevard 79-81 på Vesterbro i København.

Det er et sted, der emmer af både sjæl og muligheder. Med tre særdeles højloftede sale – den ene i megastørrelse – samt en stor foyer og et utal af mindre rum og hyggelige kroge synes de 750 kvadratmeter som skabt til at rumme de mange visioner hos de to ankerfolk bag Forsøgsstationen.

Og de ser et hus, der summer af liv og kreativitet i form af scenekunstnere, der her får muligheden for at eksperimentere, lave vanvittige forsøg, træne, forske og finde arbejdsfællesskab med andre brugere af stedet.

Kun til en halv løn

»Vi ved præcis, hvad vi vil med stedet,« lyder det fra Lotte Faarup, der forlod posten som medkunstnerisk leder hos Corona La Balance med udgangen af sidste sæson og nu har etableret teatret Det Olske Orkester sammen med Øyvind Kirchhoff.

Her arbejdes der frem mod en ungdomsforestilling, der til foråret skal spille på NyAveny, men lige nu går det meste af tiden med at få Forsøgsstationen på skinner i de storslåede rammer, der står i nogen kontrast til det økonomiske fundament.

Med en årlig husleje på en halv million er der p.t. kun 250.000 støttekroner tilbage at drive stedet for hver af de to (første) projektår. Det betyder bl.a., at Lotte og Øyvind som ledere af stedet arbejder både hårdt og gratis, mens Lone Vibe Pedersen som administrator på deltid er eneste personale på løn.

»Vores overlevelsesstrategi er, at vi forstår at slå kludene sammen med folk. Det handler om at dele med andre, samarbejde – folk skal føle ejerskab af stedet, og det skal være med til at drive det fremad. De skal tro på den store drøm,« lyder det fra Lotte.

Medlemskab kræves

Og den starter bl.a. med at få gjort den gamle biograf indrykningsklar:

»Fordi vi ikke har nogen penge, er der en helt anden tilgang til stedet: Folk melder sig frivilligt til at give en hånd med,« konstaterer Lotte og Øyvind og løfter dermed også sløret for strukturen i
Forsøgsstationen.

Den skal nemlig drives som en forening, hvor man skal være medlem for at kunne bruge stedet. Og man skal også dokumentere sin tilstedeværelse og sine aktiviteter:
»Alt beskrives og rapporteres,« lyder det bestemt fra lederparret, der kan komme til at træffe mange valg omkring brugere og brug, når det rygtes, at her er et kreativt udviklingssted med gode faciliteter, hvor man kan få et billigt medlemskab og få ført sine egne små kunstneriske drømme ud i livet.

Det ser Lotte og Øyvind mest som spændende udfordringer, for det vil være med til at skabe et mangestrenget arbejdsfællesskab og et superaktivt miljø, hvor der diskuteres og tænkes scenekunst i alle afskygninger og afarter. Og i alle sale, hjørner og kroge i den gamle biograf.

Derfor forventes også universiteter og tilsvarende institutioner at indgå som aktive sparringspartnere og som brugere af stedet som en form for forskningscenter.

Kun for professionelle

I princippet er alle velkomne på Forsøgsstationen – om ikke andet som besøgende – men Lotte og Øyvind understreger, at stedet er for professionelle scenekunstnere, der vil forske og udvikle.

Det handler primært om, at Forsøgsstationen skal danne ramme om træningsforløb, udvikling af forskningsprojekter, workshops m.v. Der skal således heller ikke spilles egentlige forestillinger for betalende tilskuere i de tre sale, og det er absolut ikke tænkt som et øvested, hvor næsten færdige produktioner kan pudses af.

Det bliver heller ikke som de særlige teaterhuse, man kan finde i Holland og Schweiz, hvor der stilles professionelle scenografer, dramaturger, instruktører - og sågar markedsføringsfolk – til rådighed for de teatre, der får adgang.

»Det er et udviklingssted, ikke et produktionssted, og vi har ikke en fast konsulentgruppe, som vi kan tilbyde brugerne,« lyder det fra Lotte og Øyvind, der dog godt kan forestille sig, at Forsøgsstationen råder over lister med fagligt kompetente mennesker, der kan stille sig til rådighed for en teatergruppe, der ønsker hjælp til at igangsætte et forsøg eller finde en arbejdsmetode.

Huser fem teatre

Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff skal fungere som daglige ledere, men den overordnede (kunstneriske) linje for stedet udstikkes af de fem involverede teatre: Det Olske Orkester, Teater Hund, Figura Ensemble, Teater Kriskat og Asterions Hus, der alle vil have en fast tilknytning til stedet – og for de fires vedkommende faktisk bopæl på Forsøgsstationen.

»Teatrene bor og arbejder her – men vi forventer, at en masse andre scenekunstnere vil være med til at fylde stedet ud. Og vi er stolte over at kunne give et hus til branchen,« siger de to ledere, der også oplever stor interesse og velvilje hos bl.a. Statens Teaterskole, Dansk Skuespillerforbund m.fl., der sammen med en række organisationer og grupper forventes at blive blandt brugerne.

»På Statens Teaterskole må man ifølge love og bekendtgørelser jo ikke forske, kun undervise, så enten må man kalde den slags aktiviteter noget andet – eller komme her og bruge vores nye sted til vilde ting og forsøg,« siger Øyvind Kirchhoff, der selv er tilknyttet teaterskolen som lærer – og bl.a. har bragt noget så alternativt som Aikido-kampsportsteknik til teaterskoleeleverne og nu også til Forsøgsstationen.

Det kunne lyde som en noget perifer tilgang til scenekunst, men det er aldeles ikke tilfældet, bedyrer Øyvind om den særlige kunstart, hvor den personlige udviklingsproces og samspillet med andre er en drivende kraft og således minder meget om teaterverdenen...

Fælles mødested

Dermed fremgår det også, at Forsøgsstationen ikke skal ses som en konkurrent til eksisterende (efter)uddannelsessteder – heller ikke Scenekunstens Udviklingscenter (Odsherred Teaterskole), der vel er det nærmeste, som børneteaterområdet har som fast uddannelsessted.

»Selvom der står fem børneteatre bag Forsøgsstationen, skal stedet bruges af teatre for alle alder. Og Forsøgsstationen laver jo ikke egentlige kurser som i Odsherred, men forløb, eksperimenter og forskning, og vi forventer at få et godt samarbejde med alle andre agerende inden for scenekunstområdet,« siger Lotte, der håber, at Forsøgsstationen kan blive et fælles mødested for børne- og voksenteater.

Det sker altså allerede fra 2. november, hvor stedet åbnes for aktiviteter. Nogle af disse har allerede fået navn og kan give en fornemmelse af stedets linje:

-’Undersøgelse af kollektiv improvisation’ er således et forsøgsprojekt med udgangspunkt i bl.a. Mauricio Kagels værker, ledet af Frans Hansen, Helene Gjerris og Jesper Egelund fra Figura Ensemble.
- ’Den hemmelige sang’ handler om udvikling af sang som sprog, og er et forsøgsprojekt ledet af Poul Oertel og Methe Bendix fra Teater Hund.
- ’Site Specific’ er et forsøgsprojekt omkring stedsafhængige forestillinger, ledet af Asterions Hus.
- ’Behersk nuet med nærværet i stemme og krop’ er et fysisk forsøgsprojekt, ledet af Øyvind Kirchhoff.
- Viewpoint’ – et forsøgsprojekt om improvisationsevne, ledet af Petrea Søe og Teater Kriskat.

Disse aktiviteter er forankret i de tilstedeværende teatre, men der er også indgået aftaler om brug af stedet til et forsøgsprojekt fra bl.a. Teater Glad, ligesom Dramatikervæksthusets nye forsøgsprojekt, der ledes af Jane Rasch, har booket sig ind.
Tag et krus med!

Selvom Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff altså er noget så inspirerende som sande idealister med en storslået plan, som nu er under udførelse, er de også realister og ved, at det hårde, seje træk ligger forude, og at det ikke fra dag et vil myldre ind med både medlemmer/brugere og penge.

»Det handler om tålmodighed – det vil tage tid at få stedet til at fungere helt efter hensigten,« siger de i erkendelse af, at en to-års-horisont næppe er nok for projekt Forsøgsstationen.

»Men udover, at vi selvfølgelig skal i gang med at søge om flere penge fra fonde m.v., føler vi også, at Scenekunstudvalget ser på projektet med stor interesse og velvilje – og vi agter bestemt at lave en ansøgning om at få et tredje år.«

På kort sigt skal den daglige økonomi bl.a. hænge sammen ved medlemskaber og måske lejlighedsvis udlejning af sale til scenekunst-aktiviteter.

Men lige nu gælder det om at blive klar til åbent hus fredag den 30. oktober kl. 16-20, hvor der er rundvisning, gode ord om stedet, medlemskabstilbud og kaffe. Og vi skal hilse og sige, at der er plads til flere krus i køkkenskabet. Det nuværende udvalg afspejler både stedets beherskede økonomiske ressourcer, men også håbet om mangfoldighed og vilde ideer ved at der er for få, men at de til gengæld alle er forskellige i form og farve...

Så tag et krus med, når I besøger Forsøgsstationen!

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Besat af en drøm
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

16-02-2010
 

12-02-2010
 

09-02-2010
 

05-02-2010
 

29-01-2010
 

28-01-2010
 

23-01-2010
 

22-01-2010
 

20-01-2010
 

12-01-2010
 

07-01-2010
 

04-01-2010
 

21-12-2009
 

17-12-2009
 

13-12-2009
 

09-12-2009
 

06-12-2009
 

02-12-2009
 

24-11-2009
 

22-11-2009
 

18-11-2009
 

16-11-2009
 

13-11-2009
 

10-11-2009
 

06-11-2009
 

03-11-2009
 

03-11-2009
 

22-10-2009
 

21-10-2009
 

19-10-2009
 

13-10-2009
 

08-10-2009
 

05-10-2009
 

01-10-2009
 

29-09-2009
 

24-09-2009
 

20-09-2009
 

17-09-2009
 

14-09-2009
 

10-09-2009
 

Flere anmeldelser