Af: Anne Middelboe Christensen

20. januar 2011

Bedst med ærmet nede i isvaflen

Når Heine Ankerdal slipper sin fandenivoldske ironi løs på nogle kridttavler i skræddereventyret, så løfter den ellers kedsommelige historie sig.

’Jeg sidder og skriver på et ærme,’ siger Heine Ankerdal med blink i øjet. For i ’7 – med et slag’ er han skrædder. Men han er også historiefortæller. Og lige nu sidder han ved en gammeldags skrivemaskine inde i lyset af en 20-30 arkitektlamper, så han kan holde sig vågen og gøre prinsessens brudekjole færdig.

Heine Ankerdal er en gemytlig skikkelse. Han fortæller historier, så ungerne kan forstå dem. Og han tumler og fumler med værktøj og ting, så ungerne får lyst til at give en hånd med. For to år siden var i det solorollen som Gud, der skabte verden i forestillingen ’Kamelen kom til sidst’. Og nu er det i fortællerrollen som skrædderen, der vandt prinsessen og det halve kongerige.

Denne skrædder sidder midt i en kæmpe bunke tøj, der fylder hele scenens kvadrat på gulvet. Bukser, kjoler, bluser og nederdele ligger rodet sammen som et eventyrlandskab, og manden sidder i skrædderstilling oppe på en bænk og snakker og syr. Og bag ham er der store skoletavler, så han lige kan belære om dette og hint undervejs med sikker kridtføring. så skoleglæden er ikke at kimse ad.

Instruktøren og scenografen Claus Helbo har her skabt en eventyrverden, der både er abstrakt og konkret, og som pirrer ungernes lyst til at digte med.

Fluer på marmeladen

Historien i sig selv er ganske uskyldig – sådan en omgang Grimm-på-en-mandag. Hemmeligheden bag titlen ’7 – med et slag’ afsløres ret hurtigt: De syv slagne er nemlig ikke frygtindgydende fjender, men simpelthen syv fluer, som skrædderen klasker, mens han sidder og syr. Men fordi beboerne i kongeriget ikke ligefrem er overbegavet, kan skrædderen ret let pludselig blive superman og landets fremtidshåb -og prinsessens brudgom i nabolandet.

Ankerdals krop er stor nok til at lege kæmpe, men hans stemme kan også blive helt spag og bange som den svageste splejs, og det er disse modsætninger, han hele tiden leger med. At han så også skal nå at spise en marmelademad undervejs i forestillingen, det virker lidt demonstrativt, når han nu ikke ligefrem ligner en, der er sulten.

Selve eventyret er ret letbenet, og det er det ærgerlige ved denne forestilling. Beretningen er for tynd og for hovsaagtig i sit plot. Undervejs kommer der dog herlige biroller til syne. Som for eksempel hr. Berggreen, der tog så store skridt, at alle hans bukser revnede – og så ungerne i salen ikke kunne lade være med at grine.

Umiddelbart virker ordvalget og tallogikken i nogle passager alt for avanceret til de 3-6 årige, selv om historien er et eventyr netop til denne målgruppe, der elsker kæmper og prinsesser – og happy ends. Men det kan vel justeres.

Kridt i isen

For ellers er denne forestilling altså yderst fredsommelig og fremkommelig. Ikke mindst fordi Ankerdal er så overbevisende i rollen som legebarn og medsammensvoren i forhold til tilskuerne. Derfor er det ærgerligt, at selve historien er så uinteressant. På teatrets hjemmeside står der godt nok, at forestillingen handler om, ’hvor langt vi kan nå, når vi har selvtilliden i orden’. Men det virker godt nok letkøbt, når helten er oppe imod to idiotiske kæmper og en underbegavet konge.

Men sådan er det åbenbart; verden vil jo forføres… Til gengæld blusser forestillingen vældigt op til slut. For da de skal til at leve lykkeligt til deres dages ende med bryllup og isdessert, så kaster Ankerdal sig over tavlerne – og så tegner han vaffelis med kridt i den mest jazzende tegnestil, mens hans krop danser, og musikken vælter gennem rummet.

Her virker den stiliserede teaterform. Her slår Ankerdal sig omsider løs med den en kådhed og en vild energi, som ellers tæmmes unødigt undervejs. Og her ligger overbevisningskraften bag det skrædderportræt, der ellers kan virke tamt. Måtte der komme flere tavleeksplosioner fra hr. Ankerdal.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.