Af: Anne Middelboe Christensen

20. november 2013

Bedst i stilhed

Teatret 770 ° Celcius har placeret sin første forestilling i en cabaretverden fuld af hemmeligheder. Men desværre bliver pointerne alt for bastante.

Cabaretens dekadence virker ofte tillokkende på teaterfolk. Lige nu er det teatret 770° Celcius, der har henlagt sin allerførste forestilling til cabaretens glitrende, men også lumre aftenverden.

Fint nok rummer 'Club Silencio' en hemmelig fortælling, nemlig om den kvindelige cabaretkunstner og hendes fortrængte ulykke. Kvinden står i sin spotlight og smiler og flirter, men indeni er hun gået i stykker og gået i stå. Og i løbet af forestillingen finder tilskueren selvfølgelig ud af, hvorfor hun har mistet livsgnisten.

Det er dramatikeren Jesper Pedersen, der har skrevet teksten til denne teenageforestilling, som er skabt i samarbejde med Teatret Vestvolden. Uheldigvis er det også Jesper Pedersen, der har stået for iscenesættelsen. Det er kun de færreste dramatikere, der magter at iscenesætte deres egen tekster, og i dette tilfælde har det tydeligvis været for stor en mundfuld.

Alt i teksten bliver i hvert fald overtydeligt i denne forestilling. Overdrevet og klodset og dermed arrogant i forhold til publikum, der faktisk godt fatter en hentydning – og som ikke bryder sig om at få alt gentaget og overbelyst. Stilhedspauserne virker i sig selv uendelige.

Rør aldrig håret

Skuespillerne gør ellers, hvad de kan for at nedtone forestillingens fysiske desperation. Lotte Bergstrøm lykkes imponerende godt med at ramme den faldne cabaretstjernes inderste drømme, også selv om hun er sat til at sige pinligheder på den mest kiksede måde. Hun smiler henført under alle sine similismykker, og hun danser vævert rundt  på scenen i Pernille Gardes heftige showkoreografi.

Som performer skaber Lotte Bergstrøm tydeligvis spontan tillid hos tilskuerne; teenagertilskueren ’Ron’ var i hvert fald helt med på hendes beretning og ville hellere end gerne fortælle hende om sit liv … Men selv Lotte Bergstrøm kan ikke dække over replikkernes utroværdigheder.

Jan Overgaard Mogensen har også en skæg og rørende charme som den håbløse fyr, der aldrig har fattet det med kvinder. Desværre er han instrueret til at gå i ekstrem nærclinch med tilskuerne.

Da jeg overværede forestillingen, gik det ud over en teenagepige, som ellers tydeligt signalerede, at hun ikke havde lyst til at være hans ’cirkusoffer’. Alligevel blev han ved med at tale til hende – og til sidst endte han med at lægge hænderne på hendes hoved og røre rundt i hendes hår i en eller anden uforståelig gestus.

Resultatet var tydeligvis afsky fra hendes side – og bodyguard-tics fra venindens. At røre ved en teenagepiges hår er bare ikke noget, man gør. Punktum.

Sten, saks, papir

Egentlig er forestillingen tænkt som en publikumsquiz. Publikum skal altså stemme og kan vælge mellem KNIV, SAKS og PAPIR. Men fordi quiz’en aldrig bliver forklaret tydeligt nok i begyndelsen, så smuldrer quizformen undervejs – og skaber aldrig den samlende effekt, som den ellers kunne have gjort. Dermed klasker det interaktive ved forestillingen bare sammen. Her ville noget dramaturgisk assistance kunne have gjort underværker.

Til gengæld fungerer scenografien fint som en klassisk scenen-på-scenen-scenografi med et rødt fortæppe foran en række caféborde. Men kostumerne strammer nogle sære steder, og hverken lysdesign og lyddesign kan prale med elegance.

Alt for voksenagtig

Egentlig virker forestillingen meget lidt teenageagtig. Den handler mest af alt om et desperat voksenpar, der fnidrer rundt i egne fortrængninger og højlydte skænderier. Og er der noget, der ikke interesserer teenagere, så er det faktisk, hvorfor deres forældre og deres jævnaldrende ikke kan finde ud det med livet og hinanden.

Så selv om det er ærgerligt, så har 'Club Silencio' det nok bedst i tavshed.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.