En barsk komedie

En fyndig indledningssang sikrer, at alle kommer op på dupperne og ved, hvad 'Balalajka' handler om: ”Vi går lige til sagen, vi har jo ikke hele dagen” synger de, og det gør de så. De fire forrygende fyre med komiske kæmpenæser, buskede overskæg og klodsede hovedbeklædninger. 

Senere forvandler de sig til et imponerende antal skønne, sjove og rørende personer, hvis akrobatiske klovnerier bidrager til det, som Batida kalder for ”En komedie fra Rusland”.

Men selvom komikken og Bolshoi Balalajka Blues Bands musikalske mangfoldighed er bærende elementer, er ikke alt i forestillingen til at grine af. Alvoren i den indholdsrige historie om Ivan og hans balalajka skabes af situationer, der rummer både børnehjem og fangelejr. Men især af de medvirkendes evne til på et øjeblik at give personerne hver deres karakteristiske kropssprog og talegaver, der bag humoren afslører sorg, mistro og vrede, mens også den kærlige omsorg og medmenneskelighed, der holder dem oppe.

Unge Ivan er lidt genert, og spilles kært og musikalsk kompetent af Per Thomsen. Han er landsbyens bedste til at spille balalajka og berømt viden om for sin virtuositet, men han savner en far. Manden forlod konen og en meget lille Ivan for en fordrukken kvinde på den traktorfabrik, hvor han arbejdede. Det skal Ivan ikke være ked af, for faren var grim og et dårligt menneske, fortæller Danay Blancos lille, kærlige og kontante mor Lydia sin søn.

Forklaringen om farens forsvinden er ikke sand, men det finder Ivan - og vi - først ud af meget senere i den underholdende skildring af et samfund styret af undertrykkelse, vold og angiveri. I baggrunden bidrager et stort knaldrødt flag med hammer og segl (ser man godt efter, er hammeren dog erstattet af en balalajka...) til billedet af det forgangne Sovjetunionen, der i forestillingen i overensstemmelse med nutidens børn kaldes for Rusland. På scenen dominerer et kolossalt portræt af ”Den Store Hjælper”. 

Ustyrlige påfund

Han er stereotypen på en russisk diktator, og hans næse har umiskendelig lighed med en svinetryne. Selv viser han sig aldrig, men lader andre gøre det grove arbejde, mens han overvåger resultatet af sin magt. Alt det, der får landsbyens befolkning til at leve i angst og utryghed og finde sig i ringe sociale kår, der udspiller sig i et væld af ustyrlige og herlige scenografiske påfund med en snemaskine som fast element. 

Heldigvis udsender den kun lyspletter, når de medvirkende med jævne mellemrum strider sig frem i sibirisk stormvejr. En af dem er Maria Sonnes spinkle blinde Svetlana, som spiller på harmonika og viser sig at være en barsk overlever. Hende møder Ivan, da de sammen skal fremføre en hymne til den russiske traktor. For takket være sit balalajkaspil og sin sang kommer unge Ivan med rødt pionertørklæde til at optræde for landets magtfulde mænd. 

De to unge passer godt sammen, den ene er grim som sin far, den anden er blind og opvokset på et børnehjem. Den seje pige må finde sig i sult eller forstanderindens overgreb, og nonnerne tilbeder ikke Vorherre, men Den Store Hjælper. Duoen klarer sig rigtig godt. De kommer til at spille  i radioen og til diktatorens fødselsdag, der fejres med en forrygende dukketeaterforestilling om hans påståede fattige barndom.

Men da Ivan skal lave en sang, der skal få folk til at arbejde mere, bliver det for meget. I stedet skriver han sangen ”Vi vil ikke mere”, der handler om solidaritet og er lige efter 1970’er-bogen. 

Det bliver stikordet til oprørerne, der iført mor Lydias hjemmestrikkede huer i stærke farver med huller til øjnene stormer ind på scenen, og så bryder jublen løs blandt tilskuerne.