DEBAT
20-07-2018
19-07-2018
18-06-2018
01-06-2018
31-05-2018

Odense Teater: Intet

Det går vildt og voldeligt for sig i Odense Teaters dramatisering af Janne Tellers roman. Foto: Emilia Therese

Barskt meningsteater

07-02-2018
I et klaustrofobisk gult rum gennemgår en teenageklasse en uhyggelig og hård kamp i bestræbelsen på at finde mening med tilværelsen.
FAKTA
Odense Teater: Intet -

Af Andreas Erdmann efter Janne Tellers roman. Oversættelse: Lise Sofie Houe. Iscenesættelse: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenografi: Katrine Gjerding. Koreografi: Poul Helmer Laursen. Medvirkende: Malene Melsen, Githa Lehrmann, Benjamin Kitter, Peter Høgsbro, Nicolai Jandorf, Benjamin Boe Rasmussen og Sophie Bredal Zinckernagel. Aldersgruppe: fra 12 år. Varighed: 1 time og 40 min. Set til premieren 3. februar 2018 på Værkstedet, Odense Teater, hvor den spiller  til 22. marts. www.odenseteater.dk

'Intet' er en barsk historie om betydning. Janne Teller lader i sin roman en gruppe unge fra en lille landsbyflække gå grueligt meget igennem før de nærmer sig og forstår, at det at finde mening med noget nok er vanskeligt, men også muligt og dyrebart.

'Intet' skildrer et eskalerende forløb af hændelser, som bliver stadigt mere grufulde – så forfærdelige, at det ender med slagsmål, lemlæstelser, voldshandlinger og aflivninger.

For nogle år siden blev stykket sat op på Teater V i Pelle Koppels dramatisering. Sidste år stod Den Jyske Opera for en operaversion. Og nu har Odense Teaters lille scene, Værkstedet, 'Intet' på programmet i Andreas Erdmanns bearbejdelse, med Maria Kjærgaard-Sunesen som iscenesætter, og med Katrine Gjerding som scenograf.

På Odense Teater, som har syv medvirkende modsat Teater V's kun to og Den Jyske Operas rigtig mange, har man valgt en meget stiliseret form. Her er ingen rekvisitter, som forsøger at gengive tingene naturalistisk, men ens grå skalstole og rygsække, som gør det ud for grønne sandaler, dannebrog, en afhugget finger, blodige lommetørklæder med mere. Det skaber en fin åbning: Alt er potentielt offer til dyngen af mening.

Et glat gult indelukke

Gjerding har skabt et klaustrofobisk lukket rum. Et rum hvor både gulvet og alle vægge er udført i et blankt skinnende gult materiale. Grå skalstole med dertilhørende lille bordklap står i to rækker. Fire stole bagerst og tre i forgrunden. Alle stole har en grå skoletaske hængende over ryglænet.

Signalet er effektfuldt både skole, iltmangel, løgn, sterilitet og spejling (spillerne spejles i det blanke gulv og vi kan ane os selv i det skinnende materiale).

En klasse, repræsenteret ved de syv skuespillere (som spiller mange roller, herunder alle en fortæller), mødes efter ferien og vi får med det samme at vide, at en dreng fra klassen, Pierre Anton, har forandret sig. For ham er der ikke længere noget som har mening. Overhovedet intet. Han har derfor forladt klassen og taget bolig i et blommetræ.

Det fortæller en af de medvirkende, mens den gule bagvæg glider til side og åbenbarer et rum med birkestammer. Oppe i et af dem sidder Pierre. Her har teatret åbenlyst tænkt, at birketræet scorer højere på den æstetiske rangliste – og stilrent og smuk ser det da også ud. Næsten for glat.

Alt imens Pierre sidder i træet og undervejs i en mikrofon tilkendegiver, at han absolut ikke tror på noget, har hans klassekammerater travlt i et nedlagt savværk med at samle ting ind som skal bevise overfor ham, at der er noget som har betydning. På krav fra hinanden aflever de en efter en noget til en fælles bunke som har betydning for dem. I begyndelsen er ofrene fake. Intet, så at sige.

Fint fokus på menings-refleksioner

Men gradvist – i takt med at de funderer over betydning - udvikler det sig til, at de pålægger hinanden stadigt større ofre i sagens tjeneste.

Erdmann har fint forstået at skabe fokus omkring netop disse menings-refleksioner. Og Kjærgaard-Sunesen har som iscenesætter – i samarbejde med koreograf Poul Helmer Laursen - valgt en meget melodiøs spillestil. N

ogle arrangementer, som qua deres timing, rytme og mimiske gestaltninger – sammen med replikkerne - skaber en voksende stemning af farlighed og gru. Vi mærker i salen, at det strammer til, går over gevind og udvikler til en fatal misforståelseshandling.

Også selvom man lige skal acceptere at se granvoksne skuespillere agere teenageunge iført shorts, korte nederdele og knæstrømper. Og vænne sig til den tydeligt påtagede vi-er-unge-gestik.

Professionelt, men også uden kant

Malene Melsen, Githa Lehrmann, Benjamin Kitter, Peter Høgsbro, Nicolai Jandorf, Benjamin Boe Rasmussen og Sophie Bredal Zinckernagel spiller godt sammen som et team og har hver især passager i særligt fokus.

Alle spiller professionelt præcist, men også lidt for korrekt i betydningen noget klichefyldt og ret forudsigeligt. Der er ikke meget kant og overraskelse på spil.

Forestillingen udvikler sig med en dramaturgisk klarhed og et tydeligt flow i spillet næsten hele vejen igennem. Mod slutningen opstår der nogle knæk. Det er som om forestillingen får lidt for travlt med at slutte. Den japper lidt. Og bliver uklar i mælet.

Ærgerligt. Men som helhed vil jeg tro at 'Intet' via de grumme handlinger og den fysisk kvalmende effekt, stykket afstedkommer, foranlediger, at de 12+årige og opefter-unge kommer til at gøre sig nogle substantielle og konstruktive eksistens-tanker.

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Intet
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
7891011121314151617181920212223242526

09-03-2013

07-03-2013

04-03-2013

01-03-2013

27-02-2013

25-02-2013

22-02-2013

20-02-2013

18-02-2013

15-02-2013

12-02-2013

06-02-2013

03-02-2013

31-01-2013

28-01-2013

24-01-2013

21-01-2013

17-01-2013

14-01-2013

11-01-2013

08-01-2013

05-01-2013

02-01-2013

30-12-2012

28-12-2012

20-12-2012

17-12-2012

13-12-2012

11-12-2012

09-12-2012

07-12-2012

05-12-2012

03-12-2012

01-12-2012

29-11-2012

27-11-2012

25-11-2012

23-11-2012

21-11-2012

19-11-2012

Flere anmeldelser