Af: Kirsten Dahl

20. juni 2020

Barsk besiddertrang og flirtende fælleseje

'Alting er mit' er en sjov, filosofisk og fantasifyldt forestilling om, at det kun at eje er en dødssejler, mens det at dele åbner op for nye påfund og nære venskaber.

'Kunne det ikke være sjovt, hvis du var sådan en, der ikke havde ret mange ting….og jeg var en, der var sød og smuk og havde helt vildt mange ting?'

Noget af et øv-forslag skulle man mene. Men næh. Marie Vestergård Jacobsen har charme nok til at lokke mindst én af Stig Reggelsen Skjolds slags til at sige OK. Måske ikke med det allermest sprudlende ja, men som en vej til kontakt. For at være med. Sammen. 

Og akkurat det at være sammen om noget rart er omdrejningspunktet i 'Alting er mit'. Som en central brik i det er indbygget, at den ene part (Pigen) har alt, mens den anden (Drengen) intet materielt ejer. Jakobsen spiller Pigen. Skjold Drengen. 

Herlig himstregims-scenografi 

Som noget af det fiffige og meget velfungerende er alle de ting, som Pigen ejer ikke hverdagsgenkendeligt legetøj fra et børneværelse anno 2020. På ingen måde. 

Det er derimod finurligt Storm P-agtige instrumenter og bygningsværker. Himstregimser i træ og metal kombinationer, som via en ledning hen til noget teknik, er i stand til at skinne og snurre og dreje og lave sjov musik og rytmer. 

Tingene baner sig vej til Pigens og Drengens univers via bankelyde i det trappetrins-byggeri, Pigen har. Frem bag låger i små og større skuffer trækker de dem ud og fylder rummet med visuel mærkelighed og skæve rytmer. 

Claus Helbo må have haft en fest med at opfinde de forskellige ting. På de små publikumsbænke bliver børn såvel som voksne fodret med fantasifulde påhits. I en helhed, hvor Pigen og Drengen er uden alder, får det en historie om at eje og at dele til at angå alle aldre. 

Finurligt krøllet hverdagssprog 

Dammark har skrevet en tekst, som tematiserer det 'at have og ikke have'. Hvordan agerer en person, som har vildt mange ting og som hæger om dem og meget nødigt låner dem ud, endsige giver dem fra sig? Og hvad så, hvis det alligevel sker? Hvordan udvikler det sig? Og hvordan er det i det lange løb at eje så meget, hvis man er alene om det, og måske slet ikke rigtigt bruger tingene til noget? Hvad hvis man møder én, som absolut intet har? 

Dammark bygger en palet af varianter over det 'at have og ikke have'-tema ind i sin tekst. 

Det giver universet kolorit, at teksten er sat sammen af talemåder, sætninger og udbrud, som de 6- til 11-årige bruger eller kender til. Især fordi sproget er i den finurlige og humoristiske ende. 

Dammark har 'krøllet' hverdagen lidt og fisker mange sproglige fornøjeligheder frem. Drengen trasker fx af sted på sine flade konvolutter (som Helbo morsomt har kreeret som to flade stykker træ med elastikrem rundt om. Og som Dammark, som iscenesætter, lader Skjold træde både gumpetungt og danselystent rundt i). 

Han forstår også på varieret vis at sno teksten, så den bliver forfriskende at lytte til. Han bevæger sig ud i poetisk vemodstvistede sætningskonstruktioner. Som når Drengens ingenting beskrives med, at han ingen skole, ingen veje og ingen venner har. Han har 'kun små skyer af drømme der bliver til ingenting'. 

Han fletter overraskende løjerligheder og små herligt til-ingen-verdens-nytte-agtige filosofiske smågryn ind. Som sætningen om, at verden er endeløs; et sted, man kan se sig selv i nakken, og hvor ingen nogen sinde har set et æsel. 

Vigtig og kompleks fortælling

Dammark taler ikke ned til børnepublikummet. Han har derimod skabt en tekst, som ind mellem det hverdagskendelige og fabulerende iblander fortælletråde af en helt anden abstrakt karakter, og en tekst, som dramaturgisk set er velfungerende og spændende, fordi den kræver forestillingsevne og fordi den leder frem til et essentielt fokus: Det 'eksplosive' sted, hvor Pigen og Drengen opdager, og erkender, hvad det vil sige og hvilke konsekvenser det har, at de er så diametralt forskellige. 

Pigen og Drengen fortæller en vigtig historie. En historie om en verden, der forsvandt og en virkelighed de (vi) lever videre i. 

Den første verden er den, hvor Pigen ejede alt og Drengen ingenting havde, og hvor der er løgn og følelsesmæssig lukkethed. Den næste er en, hvor Pigen deler ud af det hun har, hvor de kan lege sammen på mere lige vilkår, og hvor der er plads til ærlighed og betroelser.

Charme og blikfang

Marie Vestergård Jacobsen er nærværende tilstede som Pigen med tryk på både sød charme, rytme i kroppen, kontaktskabende øjne og en resolut og absolut møgirriterende besiddertrang. 

Stig Reggelsen Skjold har i sin bløde statur og i et blik, der kan pendle mellem vemod og spillopper, alt der skal til for at skabe Drengen, der først bor i en papkasse og sover på en sur madras, og siden – via sin nysgerrighed, sit imødekommende væsen og sin sunde sans for hvad der er ret og rimeligt – finder sammen med Pigen om en mere udforske-begejstret og dele-lysten verden. 

Og Dammark har som iscenesætter øje for, hvordan man skaber arrangementer, som følger tekstens 'farveskala', 'humør' og små rammende situationsspil (som fx situationen, hvor Pigen låner Drengen en lille klods, men i mange trin, alligevel på utålelig vis holder fast i at styre og kontrollere, hvad og hvornår og hvordan og hvor meget Drengen må med den lånte klods.)

'Alting er mit' er godt, spændende facetteret og ikke-moraliserende teater. Også hvad angår et smukt og stemningsbefordrende skiftende lys. Muntre dansetrin. Og skøn musik. 

Det er en forestilling, som i et væv af visuelle, rytmiske og sproglige fantasikreationer rummer mange eksempler på konfliktsituationer, som er svære at holde ud og at håndtere. Indestængte og udtalte. 

Den eneste malurt i helheden er, at teksten med held vil kunne forkortes lidt. Det vil fjerne de dyk i intensitet, som undervejs opstår i det hele vejen igennem meget stemnings-sammensatte univers. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste mĂĄltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NĂĄr sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde pĂĄ en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste mĂĄltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NĂĄr sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde pĂĄ en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.