Bare berømt

Hvem vil ikke gerne være berømt? Blive feteret og interviewet til bladene – det er i hvert fald Roberts og Katarinas største drøm. Han er filmoperatør, men håber på en karriere som skuespiller; hun er stalker og hemmeligt forelsket i Robert. Hver dag lurer hun på ham – når han er til casting, når han er på arbejde eller fester igennem med vennerne.

Og feste, det gør han. For Robert er en fandens sej karl i egne øjne. Flot krop, pigernes ven, masser af talent, masser af sprut og ikke mindst lidt godt til næsen, mens han prøver at mænge sig med de virkelig kendte – det kan kun være et spørgsmål om tid, inden han bliver opdaget.

Hver for sig dagdrømmer de om den store berømmelse og dermed frisættelse fra den triste hverdag; han som filmskuespiller, hun som kæresten ved hans side. Er man først kendt, kan man gøre hvad man vil, tror de.

Historien, der fortælles som to monologer flettet ind i hinanden, er baseret på skuespilleren Søren Vejbys debutroman 'Upcoming', fra 2012, men tilføjet den kvindelige hovedrolle-karakter Katarina, der jagter Robert. Hvilket fungerer ganske godt. Det unge publikum kan tydeligvis spejle sig i de to figurer og deres drømme. Sproget er samtidig en fin blanding af noget mundret og alligevel reflekteret, så der er indhold i ordene.

Derfor er det ærgerligt, at replikarbejdet fra de to skuespillere, Søren Vejby og Katrine Greis-Rosenthal, ikke føles helt i top. Typemæssigt er de rigtige, men der spises ord og mangler nogle oplagte nuancer og pauser, som kunne få de to historier til at stå stærkere.

Til gengæld fungerer kropssproget glimrende. To trappepodier bruges til at variere det sceniske udtryk, der i sagens natur – to mennesker, der taler hver for sig – let kunne være blevet ret ensformigt. Det gør det ikke her. Skiftende spotlights og god kropslig dynamik skaber et varieret scenebillede, mens vi følger dem til dramaundervisning, hemmelige møder i den biograf, hvor han arbejder, og hende udspionerende Robert.

Uforløst

Vi ender dog sært uforløst. En af de castinger, Robert har været til, resulterer tilsyneladende i, at han får en hovedrolle i en film. Ør af glæde er han til fest og råber efter en af de kendte, der hastigt stikker af. Og så forsvinder lyset på scenen. Brat og uforklaret. Som om nogen havde stjålet de sidste sider i manuskriptet. Hvad sker der nu, bliver filmen til noget og hvad med Roberts og Katarinas forhold – intet af det får vi svar på.

Åbne slutninger kan være fine nok, men ikke rigtig i dette tilfælde. Skuespillerne var da også nødt til at fortælle, at nu var stykket slut, så mærkeligt var det.

Tænker man samtidig lidt over stykkets morale, er pointen tilsyneladende, at det ender godt for Robert – han får jo faktisk en reel og stor filmrolle. Den Robert, som grundlæggende er en ubehageligt brovtende og selvglad båtnakke, lige som man vel heller ikke har lyst til at have en som Katarina rendende, der udspionerer og intrigerer mod alt og alle i forsøget på at komme tæt på ham, hun kritikløst begærer.

Uden at være specielt moraliserende har jeg svært ved at se, at det skulle være en rimelig udgangsbøn på en historie om to voldsomt overfladiske eksistenser, der jagter berømmelse for enhver pris. Tager man omvendt den positive hat på, lægger slutningen, såvel dramaturgisk som pædagogisk, i hvert fald fint op til debat!

Grundlæggende tænker jeg dog, at skal forestillingen have et længere liv end den aktuelle og ret korte spilleperiode på Vestvolden, må teksten nok lige en tur i ovnen igen.