DEBAT
19-09-2020
03-09-2020
22-06-2020
26-05-2020
01-04-2020
27-03-2020
26-03-2020
28-02-2020

BaggårdTeatret & Quasi Teater: Statsministeren

Baggaardteatret og Quasi Teater præsenterer demokratiets grundidéer for de 4-8 årige. Foto: Rasmus Arentsen

Nok er nok

19-04-2013
’Statsministeren’ er blevet en munter introduktion til demokratiets besværligheder. Men selvom børnehaveungerne griner, så gentager forestillingen sig selv for meget.
FAKTA
BaggårdTeatret & Quasi Teater: Statsministeren -

Tekst: Lasse Bo Handberg og Marie Kilsgaard Møller. Idé og iscenesættelse: Marie Kilsgaard Møller. Musik og sangtekster: Camilla Bang. Scenografi: Rebekka Bentzen. Dramaturg: Marie Østergård. Medvirkende: Camilla Bang, Olivia Franciska Fevel Borgels og Christian Hetland. Aldersgruppe: 4-8 år. Varighed: 50 min. Set 12. april 2013 på Planeten i København. Turneforestilling. Spiller også på Festival 2013 (www.aprilfestival.dk). www.baggaardteatret.dkog www.quasiteater.dk

’Røde, gule, grønne eller blå / Det, du ønsker, kan du ikke altid få’. Sådan lyder den belærende, men også muntre sang i ’Statsministeren’.

For Baggårdteatret og Quasi Teater mener tydeligvis, at idéen om demokrati og stemmeret ikke kan rodfæstes tidligt nok. De to teatre har i hvert fald sammen skabt en forestilling, der introducerer børnehavebørn og skolestartere til samfundssystemer, hvor flertallet bestemmer.

’Statsministeren’ er da også blevet en ganske munter forestilling. En æstetisk renskuret lækkerbisken af scenografen Rebekka Bentzen, der har bygget en snedkertjekket modelby med hvidmalede huse og tårne og kongeslot, som de tre performere bringer til live med alverdens små dukker og rekvisitter. Smølfer og bamser, Kaj-kager og barbiedukker trives i dette jeg-vil-bestemme-land, hvor flagstængerne hele tiden får flag i en ny farve, fordi statsministrene skifter så ofte…

Gentagelser, gentagelser

Som en tolkning af demokratiets spilleregler er forestillingen selvfølgelig en grov forsimpling. Sådan må det være, når jura skal udlægges for de 4-8 årige. Men forestillingens plot forenkles også unødigt, fordi forestillingen insisterer på alt for mange gentagelseseffekter.

Gentagelser er glimrende, men her virker de faktisk, som om de skal kamuflere, at holdet er løbet tør for idéer – eller at de to dramatikere, Lasse Bo Handberg og Marie Kilsgaard Møller, har skrevet teksten ud fra flere ideologiske huskesedler end dramatiske spændingskurver.

Teksten rummer i hvert fald den tricky forklaring på, hvorfor et land både har en konge og en statsminister. Men desuden præsenteres spindoktoren som noget nær en naturlov. ’Det er altså ikke nogen rigtig doktor,’ siger performerne beroligende til børnene. ’Det er bare en spindoktor.’ (At ungerne så nok kalder deres doktor for ’læge’ og derfor ikke kan se pointen, det får så være.)

Samtidig skal teksten også lige runde værnepligten og borgernes manglende lyst til at være soldater. ’Men hvorfor skal vi være soldater?’ lyder et replikspørgsmål. Men svaret blafrer sammen med flagene. Lige som retoriske spørgsmål om stress, som unægtelig virker malplacerede til denne målgruppe.

Jubi og uha

Nuvel, ungerne har en fest. Jubi, hvor de nyder det, hver gang en ny statsminister får magten. Og uha, hvor de buh’er, når den tykmavede magthaver bliver for kæphøj og urimelig. De stemmer i hvert fald gladeligt for en ny. Og de fanger tydeligvis idéen om, at man skal opføre sig ordentligt over for folk, hvis man vil kunne bestemme over dem. Ellers gør de bare oprør.

Christian Hetland kæmper sjovt for magten, og hans stemme har en autoritetsfuld ro, som umiddelbart virker på børnene og gør dem tillidsfulde. Camilla Bang og Olivia Franciska Fevel Borgels har en skæg fysisk spillestil, overdrevet og kantet. Men deres musikalske indslag og sange mangler det raffinement, som for eksempel var med til at løfte Quasi Teaters ’Den Danske Sang’i 2010.

Her er der ingen leg mellem sangtekster og satire, og her skingrer deres stemmer, så klangen bliver flad mellem flagstængerne. Ærgerligt, når man nu ved, hvor musikalsk disse performere ellers kan funkle på en scene.

Desuden skamrider forestillingen tre stakkels akkorder, som bliver ved med at køre i ring i højttalerne, som om børnene allerede var blevet oldingedøve.

Drys og smil

Jovist, afslutningen er fyldt med farver og konfetti. Alt drysser, og alle smiler – og flagene hejses politisk korrekt i regnbuens farver, som var der tale om en bøssefest. Men da har flagene vel at mærke også været skiftet fra både røde til gule, grønne og blå undervejs – og hvide, selvfølgelig. Med hurtigere hænder for hver gang.

Men som statsministeren i forestillingen udtrykker det:

’Nok er nok’. 

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Statsministeren
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

28-09-2020

26-09-2020

21-09-2020

20-09-2020

19-09-2020

17-09-2020

16-09-2020

14-09-2020

12-09-2020

11-09-2020

10-09-2020

09-09-2020

08-09-2020

06-09-2020

04-09-2020

02-09-2020

24-08-2020

16-08-2020

03-08-2020

01-08-2020

14-07-2020

20-06-2020

13-06-2020

12-06-2020

09-06-2020

06-05-2020

17-03-2020

02-03-2020

15-02-2020

11-02-2020

03-02-2020

28-01-2020

19-01-2020

12-01-2020

20-12-2019

17-12-2019

05-12-2019

03-12-2019

02-12-2019

30-11-2019

Flere anmeldelser