DEBAT
16-11-2018
14-11-2018
08-11-2018
28-10-2018
25-09-2018

Åben Dans: Mig Dig Os

Er dette et kvindesmil iført badehætte og mandebeundrer – eller er det to mennesker, der leger hund? I 'Mig Dig Os' leger Åben Dans med barnets avancerede abstraktionsevne i en scenografisk undreforestilling af de smukkeste. Foto: Ditte Valente

Babypoesi for gul badehætte

16-12-2008
'Mig Dig O's fra Åben Dans er en undrende milepæl af en småbørnsforestilling. Med lysende fjer i uforudsigelig dalen.
FAKTA
Åben Dans: Mig Dig Os -

Koreografi: Thomas Eisenhardt og danserne. Instruktion: Catherine Poher. Scenografi: Rolf Søborg Hansen, Catherine Poher og Thomas Eisenhardt. Musik: Ivan Perard og Markus von Platen. Lyskoncept: Carina Persson. Lysdesign: Gitte Knudsen. Medvirkende: Ole Birger Hansen og Patricia Seron Pawlik. 25 min. – og så må ungerne blive og lege i scenografien bagefter! For børn fra 6 mdr. til 4 år. Oplevet i Roskilde, sept. 2008. Åben Dans Roskilde. På turné feb. og nov. 2009. www.aabendans.dk

Se også Catherine Pohers artikel om opsætningen af forestillingen, 'Historien om at være menneske', her på sitet (15-09-2008)

Scenografien til 'Mig Dig Os' kunne sagtens nomineres til Danmarks bedste legeplads for de allermindste. Her er alt, hvad hjertet og øjnene og fingrene begærer: Klokker i snore. Lyspletter på gulvet. Lyde inde i træstammer. Vand i en søjle. En dims bag en luge. Vattotter ned fra loftet. Et papir, der folder. En spiral, der snor sig. En lampe på en pind. Og en fjer, der måske begynder at dale nedad...

'Mig Dig Os' er et sandt sansemekka for børn i mindste nissestørrelse. Rolf Søborg Hansens magiske scenografi er nænsomt afgrænset af nogle lave strandstole rundt om et blødt tæppe; lige et sted for dem, der netop har lært at kravle – eller som drømmer om at komme til det. Og koreografen Thomas Eisenhardt har flettet dansen med med ind i forestillingens generelle undren over verden. For hvad hvis en fjer lige så godt kunne hænge i en snor som på en fugl? Hvad hvis mennesker lige så godt kunne hvirvle sig ind under hinandens arme som at sætte sig på skødet af hinanden? Og hvad hvis storetåen var lige så god til at pege med som pegefingeren?

Børnesamhørighed

Danserne bevæger sig nede i babyhøjde. Den to meter høje Ole Birger Hansen knækker sig sammen, så han kan vugge rundt helt nede på gulvet, og lille Patricia Seron Pawlik bøjer sig fremover, så hendes mave laver sjove bølger i den lyse kjole. Ved premieren var hun endda temmelig gravid, hvilket gav hende en ganske særlig, symbolsk samhørighed med børnetilskuerne - som om ungerne kunne mærke, at noget af hende var meget tæt på dem. Og hendes gule badehætte sikrede resten af smilet. Hvis børnene var nået til alderen med de karakteriserende tillægsord, ville de nok have kaldt badehætten for ’solgul’. Eller måske ’blomstergul’. Eller ’gladgul’.

Maveskindsmøde

Koreografien er en blid strøm af overraskende bevægelser. Flere steder refererer Eisenhardt til sit sidste værk, forestillingen 'Arme og Ben' for de 9-12 årige, ikke mindst til dens forundring over kroppens overraskende led, der kan dreje hænder og fødder i temmelig mange retninger. Dansen opstår stille og upretentiøst. Sådan ud fra en vuggende gyng og nogle sommerfugleflaksende fingre. Ud fra legende løb og pjattede sving – og pludselige maveskindsmøder med gulvet.

De to dansere kilder også hinanden, ganske som børnene gør det. Og kvinden sætter sig på ryggen af manden, mens han ligger på alle fire. Ganske som børnene gør det, når de leger hund – eller hest.

For det er en barneleg, dette her. Og samtidig er det et kunstnerisk vokseneksperiment – og et flot respekthilsen til børnene. Catherine Pohers iscenesættelser holder fintfølende et flow og en intensitet, så sansepåvirkningerne akkurat går til grænsen for, hvad disse små mennesker kan kapere. Mærkeligt nok er talereplikkerne forestillingens svageste led. Det virker, som om ordene alligevel forstyrrer og banaliserer mere, end de giver. Til gengæld er musikken af Ivan Perard og Markus von Platen herligt meddigtende uden at være konkretiserende – med lige dele minimalismeklaver og violinstrejf og glade suk.

Pusteplot

For de voksne tilskuere er 'Mig Dig Os' et interessant møde med børn og deres fordomsfri abstraktionsevne. De allermindste børn er jo både debutanter udi livet og scenekunsten: De er befriet for forventninger, men også for faste billeddannelser og sammenligninger. Blebørn synes jo ikke, at det er mærkeligt, at der er lyspletter på gulvet. Eller at der er vand i en søjle - eller vattotter ned fra loftet. Der er vel så meget uforklarligt i deres nye verden.

Netop denne abstrakte sans forsøger Eisenhardt at udfordre. Og måske er det netop, fordi projektet er så tilsyneladende umuligt, at det lykkes så overbevisende. Koreografien undgår da også ethvert tilløb til en historie undervejs. Der er blot en mand og en kvinde, som smiler til hinanden. Derudover er der ingen ’handling’. Hver enkelt bevægelse udgør dansen.

Men hov! Pust! Så forsvinder den eller ændrer retning. Nu – og nu igen. Akkurat som den fjer, der måske daler ned lige om lidt.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Mig Dig Os
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

12-11-2018

07-11-2018

05-11-2018

03-11-2018

29-10-2018

18-10-2018

12-10-2018

11-10-2018

09-10-2018

07-10-2018

05-10-2018

01-10-2018

28-09-2018

26-09-2018

24-09-2018

21-09-2018

19-09-2018

18-09-2018

16-09-2018

14-09-2018

12-09-2018

10-09-2018

04-09-2018

24-08-2018

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

Flere anmeldelser