DEBAT
18-02-2021
16-02-2021
07-12-2020
19-09-2020
03-09-2020

Teater Patrasket: Tre

Kaj Pedersen, Maria Myrgård og Giulia Pataró i småbørnsforestillingen om tilværelsens omskifteligheder. Foto: Teater Patrasket

At være eller ikke at være (sammen) med

22-05-2013
Teater Patrasket vil vise de næstmindste, at tilværelsen er en strøm af skift – til det bedre – til det værre – til det uvante – og tilbage igen.
FAKTA
Teater Patrasket: Tre -

Instruktion: Nina Kareis. Scenografi: Julie Forchhammer. Med: Maria Myrgård, Giulia Pataró og Kaj Pedersen. Musik: Pete Livingstone. Konsulenter: Dirck Backer, Paul Oertel, Nancy Spanier. Alder: 4-6 år. Varighed: 40 minutter. Turnéforestilling. Set i april 2013 på Festival 2013 på Mors. Kan også opleves på Teater Patraskets minifestival søndag 26. maj kl. 17.00 på ZeBU og på Horsens Teaterfestival 20.-22. september 2013. www.teaterpatrasket.dk

Hvis du ryster lidt på kalejdoskopet, forandrer alt sig. Nye spændende mønstre opstår, smukke eller uhyggelige, farvestrålende og symmetriske.

Ligesom tilværelsen. Når du har nået tre-fire-års-alderen, begynder du at blive på det rene med, at ikke alt er stabile variationer over samme tema: Mor og far, familien, stedet hvor du bor, legetøjet, bamsen og pegebøgerne.

Hvis du eller nogen anden ryster lidt på tilværelsens kalejdoskop, vil du også opleve skiftninger, rokader, nye mønstre. Men nu er du kommet i den alder, hvor disse skift kræver en forklaring. Kausalitet – opfattelsen af årsag og virkning – har fået det første spæde lys på sig. Og du begynder så småt, så småt at indse, hvorfor og hvordan mekanismerne udløses.

Enkelhed

Teater Patrasket har sat sig for at fortælle, hvordan alting er i forandring hele tiden. Du kan aldrig være sikker på, hvad der kommer rundt om næste hjørne. Det kan være, det er spændende, udfordrende, skummelt, det kan være trist, og det kan være glædeligt. Sådan er livet og tilværelsen, og der er en tid til, at begynde at indse det – og hvorfor ikke når man er fire til seks år? – for sådan vil det blive ved med at være. Resten af livet. Til du dør. Hvis du ikke bare vil lade dig falde, bliver du nødt til at finde de konstellationer der holder dig oppe.

Alle disse intrikate tankeganger er den voksne anmelders refleksioner. Teater Patrasket har gud ske lov gjort det adskillig enklere: Et stort gulv, tre stoler, en projektionsskærm, et hyllesystem med tre tasker og tre siddepladser, og nogle enkle rekvisitter. Og tre spillere med blomster på tøjet.

Alt handler om 'Hvad er det de andre laver? Kan jeg være med i det? Gider jeg være med i det? Eller vil jeg hellere lave mit eget? Bliver jeg holdt udenfor?'

De tre spillere flytter ordløst rundt på stoler, tasker, positioner - laver noget med en blomst, en buket, et æble. Hele tiden opstår der nye konstellationer, nye mønstre, nye udfordringer, som kræver justeringer for hver og én af dem.

I Patraskets pressemateriale står et lille digt: 'At være én/at være to/at være to mod én/at være tre/at være sammen/med de andre/den anden/eller helt alene'.

Det er fuldstændig præcist. Forestillingen er en demonstration af skiftende relationer mellem de tre, med alt hvad det indebærer af sårbarhed og glæde, ensomhed, fællesskab, og vrede. Plus den gryende forståelse af, at 'hvis jeg gør sådan, så vil de andre gøre sådan, og så må jeg…'. Det er som et se spil billard, at se spillerne studse mod hinanden, mod vantet, mod tingene, og for sit indre øje ser man trehjulede cykler og løbehjul og spande og spader alle vegne. Det er ganske sjovt at se det fremstillet på denne 'abstrakte' måde, selv om musikken bliver vel bastant.

Livet er en svær opgave. Svær at leve, svær at forstå. Men det byder jo også på vidunderlige stunder!

Big Brother

Det kan være jeg overfortolker. I et hvert fald er det forvirrende for mig, med min forståelse af stykket, at store deler af impulserne til skift ikke kommer fra spillerne selv, men som lyde i højttaleren.

Lydene er i og for sig ganske sjove, de laves af instrumenter og kan lyde som prut eller protest eller formaning eller opmuntring. Jeg kan da godt genkende en mors 'kom og spis!' eller kællingen på 2. sals 'ryd op efter jer!' eller morfars 'he-he, unger!' Men hvis det, der sætter aktiviteterne på scenen i gang, er initiativer fra en udenforstående - en slags overvågende Big Brother - forstår jeg ikke helt, hvad det er Teater Patrasket vil med sin forestilling. At vi delvist er styret af kræfter udenfor os selv, helt fra barnsben og livet igennem, er en erkendelse de fire-seks-årige måske kan genkende, men indtil videre næppe bruge til noget.

Uheldigvis så jeg forestillingen, idet festivalen var i færd med at ebbe ud, med næsten udelukkende et voksent publikum. Men jeg indbilder mig, at det målgruppen, kan bruge til noget, er underholdningsværdien her og nu ved genkendelsen af at være med, eller være udenfor, at være sammen, eller alene. Så må forståelsen af hvorfor komme efterhånden.

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Tre
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1234567891011121314151617181920

14-12-2016

12-12-2016

08-12-2016

07-12-2016

05-12-2016

01-12-2016

29-11-2016

28-11-2016

25-11-2016

24-11-2016

22-11-2016

21-11-2016

19-11-2016

14-11-2016

10-11-2016

09-11-2016

07-11-2016

03-11-2016

01-11-2016

28-10-2016

27-10-2016

25-10-2016

14-10-2016

09-10-2016

06-10-2016

03-10-2016

30-09-2016

28-09-2016

26-09-2016

22-09-2016

19-09-2016

15-09-2016

13-09-2016

11-09-2016

06-09-2016

05-09-2016

02-09-2016

31-08-2016

29-08-2016

24-08-2016

Flere anmeldelser