DEBAT
07-08-2021
10-06-2021
02-06-2021
02-06-2021
31-05-2021
Over 80 interesserede tilhørere var mødt frem, da Pernille Welent Sørensen fredag 19. november forsvarede sin ph.d.-afhandling. Foto: Søren K. Kløft

At turde stille sig på kanten – og stå fast

24-11-2021
Performativitet, diffraktion, perspektivforskydninger og paradigmatiske vendinger. Der var mange svære ord for de ikke-akademisk skolede tilhørere at holde styr på og mange sætninger med højt lixtal, da Pernille Welent Sørensen fra Teatercentrum forsvarede sin ph.d.-afhandling på Roskilde Universitet i sidste uge. Men for dem, der gad lytte ordentligt efter, var der meget at lære, at undre sig over og nye indsigter at få. Teateravisen var med til forsvaret og havde notesblokken klar.
Af: Søren K. Kløft, Teatercentrum
FAKTA

Fredag den 19. november 2022 forsvarede Pernille Welent Sørensen sin ph.d.-afhandling 'At lytte til børn – børns publikumstilblivelser i skole, når teatret kommer forbi,' som er en sam-finansieret ph.d. mellem Teatercentrum og Performance Design, RUC. Ph.d.-afhandlingen kan læses i sin fulde længde via dette link

Bedømmelsesudvalget bestod af hhv. professor Lise Hovik fra Dronning Mauds Minne Høgskole for barnehagelærerutdanning i Norge, lektor Louise Ejgod Hansen, Aarhus Universitet samt professor (MSO) Michael Haldrup, IKH, Roskilde Universitet. Sidstnævnte var også formand for bedømmelsesudvalget.

Afhandlingens vejleder var lektor Anja Mølle Lindelof, og lektor Birgitte Ravn Olesen var ordstyrer ved selve forelæsningen og den efterfølgende bedømmelsesproces.

Pernille Welent Sørensen er cand.mag. i kommunikation og psykologi fra RUC (2002) og har siden 2010 været ansat som konsulent på kompetencecentret Teatercentrum, hvor hun har arbejdet med formidling af teater for børn og unge med bl.a. netværkspartnerskaber og publikumsudvikling. Hun har tidligere bl.a. arbejdet som administrator hos Teatergruppen Batida (2001-06) og udviklingsmedarbejder / diplomuddannelsesansvarlig på Scenekunstens Udviklingscenter i Odsherred (2007-10).

Det er ikke hver dag, at børnekultur-forskningen i dette land beriges med nye indsigter på det niveau, som det var tilfældet forleden på Roskilde Universitet, hvor auditoriet i bygning 46.1 dannede ramme om det afsluttende forsvar af ph.d.-afhandlingen 'At lytte til børn – børns publikumstilblivelser i skole, når teatret kommer forbi’. 

Pernille Welent Sørensens (PWS) afhandling på i alt 262 sider, der har været næsten fire år undervejs, blev indleveret til bedømmelse i juni, og fredag d. 19. november skulle den så igennem den afsluttende akademiske ildprøve, hvor et uvildigt bedømmelsesudvalg sad klar til at stille Pernille uddybende spørgsmål om afhandlingens indhold. 

Banen var således kridtet op til en intellektuel gladiatorkamp, men når man stræber efter at opnå en af de højeste akademiske grader, skal man også have styr på sine begreber og være klar til at forsvare sine valg og fravalg på en måde, som kan tilfredsstille selv de mest kræsne og krævende akademikerhjerner.

Vanetænkning og forstyrrelser

Over 80 personer var mødt op til ph.d.-forsvaret, som i alt endte med at vare i tre fulde timer. Et fyldigt referat, som kan yde både afhandlingen og forsvaret retfærdighed, falder helt uden for det almindelige artikelformat, som vi arbejder med her på Teateravisens portal. Men de læsere, der er nået hertil, og som ønsker at vide bare lidt mere om, hvad det hele gik ud på, skal da ikke snydes for et lynreferat af dagens hovedemne – nemlig det at lytte til børn.

PWS’ akademiske kongstanke og ambition er at skabe fortællinger om børn som publikum. Disse fortællinger skal bringe både hende selv og os andre ’nye steder hen’, som hun formulerer det, eftersom fortællingerne skal være med til at forstyrre de hidtil velkendte måder at tænke på inden for dette fag- og forskningsfelt. 

Ifølge PWS er branchen, der beskæftiger sig med teater for børn og unge, nemlig kendetegnet ved, at det er voksne, der skaber rammerne for formidlingen af teater for børn og unge. Børnene er så at sige passive i denne proces. PWS ønsker os væk fra denne indstilling og verdensopfattelse, og hun vil bringe børnene ’med til bordet i de videns-skabelses-processer’, der handler om, hvordan børn bliver til publikum. Og deraf udledes afhandlingens grundlæggende forskningsspørgsmål, som handler om, hvordan børn bliver til publikum, når teatret kommer forbi.

Børnetegninger og kvantefysik

Hvordan griber man så helt konkret bevarelsen af dette spørgsmål an? PWS opsøgte (meget) kort fortalt et par skoler, så seks teaterforestillinger sammen med 53 elever (og deres lærere og pædagoger) og lod børnene tegne det, de havde oplevet i en række workshops. De mange tegninger, der kom ud af dén proces, udgjorde efterfølgende grundlaget for et analysearbejde, som PWS konsekvent præsenterer som ’læsninger’ af det foreliggende materiale.

Så vi har i virkeligheden en ph.d.-afhandling, som består af børnetegninger og fortolkninger af samme – vel at mærke ud fra et teoretisk analyseapparat baseret på begreber udviklet og operationaliseret af bl.a. feministen og nymaterialisten Karen Barad (f. 1956), hvis forskning tager udgangspunkt i kvantefysikken.

Vi har dermed at gøre med et naturvidenskabeligt teorikompleks, som omsættes til den sociale verden, hvor det bl.a. er med at forklare, hvordan alt grundlæggende er relativt og forbundet – både i tid og rum. Og vi forstår undervejs i fremlæggelserne af børnenes tegninger, hvordan tegningerne ikke bliver til af sig selv. Nej, de opstår jo i en relation med de øvrige tegninger, de øvrige børn i det lokale, hvor de blev til – og i forhold til beskueren, som fortolker på indholdet. Så den, der observerer, påvirker også det, der observeres. Præcis som i kvantefysikken, hvor man ikke kan observere noget uden selv at påvirke det observerede.

Men inden vi fortaber os helt i de teoretiske krinkelkroge, hvor man let risikerer at fare helt vild, når man ikke er en del af akademiet, må vi ikke forsømme at bemærke, at PWS’ fremlæggelse var en både underholdende og levende oplevelse, hvorunder der gentagne gange både blev grinet og klappet spontant fra tilhørerpladserne – en ting, der sjældent sker under lignende forelæsninger.

Efter den formelle fremlæggelse af hovedpointerne i afhandlingen var det så bedømmelsesudvalgets tur til at bore i de dele af stoffet, som de måske ikke følte var blevet godt nok belyst eller behandlet i afhandlingen eller i fremlæggelsen i auditoriet. Det blev gjort på en grundig, saglig og respektfuld måde, men udvalgsmedlemmerne gav også PWS en del modstand, og centrale pointer i PWS’ argumentation og resultatfremlæggelse blev diskuteret grundigt og kritisk.

’Man risikerer at slå en skævert’

Ét af udvalgsmedlemmerne beskrev PWS’ afhandling som 'talende til hjertet, følelsen og forstanden'. Og en gennemlæsning af afhandlingens mange hundrede sider forvisser hurtigt læseren om, at dette ikke er en afhandling forfattet i et konventionelt akademisk sprog. PWS udtrykker sig mere lyrisk end de fleste andre akademikere, og hendes færdige tekst er i sig selv et konkret udtryk for hendes stræben efter at forstå vores verden og omgivelser gennem nye og anderledes fortællinger, end dem vi ellers er blevet henvist til.

Hun vil hellere skabe komplekse og sensitive fortællinger end generalisérbare og almennyttige pointer. Om det er lykkedes for hende, kan den nysgerrige læser selv undersøge ved at gå til kilden selv. Afhandlingen kan læses i sin helhed via et link i den ledsagende faktaboks. Det skal også bemærkes, at PWS behandler sit stof og de erkendelser, hun når frem til, med en klædelig ydmyghed, som kommer fint til udtryk i bemærkningen ’man risikerer at slå en skævert’, som røg ud af PWS under fremlæggelsen. 

Solidt og originalt

I sin afsluttende bedømmelse og endelige indstilling af Pernille W. Sørensen til ph.d.-graden slog bedømmelsesudvalget bl.a. fast, at afhandlingen er ’en solid, original og velskrevet afhandling, som udgør et velkomment indlæg i den forskningsmæssige diskussion om børnekultur og publikumsoplevelser med både dens teoretiske perspektivforskydning, til engagement med tilblivelser af publikum, begivenheder og oplevelser, såvel som i de detaljerede situationsanalyser og læsning’.

Og udvalget afsluttede sin bedømmelse således: ’Ved det succesfulde forsvar den 19. november 2021 på RUC demonstrerede Pernille W. Sørensen sin evne til at lytte og engagere sig i faglige dialoger igennem en yderligere diskussion af Barads performativitetsbegreb og med inddragelse og tilføjelser af læsninger og refleksioner over afhandlingens mange tegninger, blev centrale aspekter af arbejdet uddybet og nuanceret’.

Derefter kunne den nyudnævnte ph.d.’er og bedømmelsesudvalget slappe af, mens de sammen med de mange fremmødte fik lov til at nyde et glas bobler ved eftermiddagens afslutningsreception. 

Vi landede således alle igen med fødderne solidt plantet på marken uden for Roskilde, selvom vi undervejs havde været vidne til, hvordan PWS trodsigt og med stor akademisk selvsikkerhed – dog også under iagttagelse af den førnævnte ydmyghed – havde stillet sig helt ud til kanten af vores erkendelseshorisont. Og hun havde stået fast - til glæde for alle de fremmødte og for den videre forskning i børnekultur i Danmark.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - At turde stille sig på kanten – og stå fast
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
1234567891011121314151617181920

27-11-2021
 

15-11-2021
 

05-11-2021
 

01-11-2021
 

06-10-2021
 

04-10-2021
 

27-09-2021
 

22-09-2021
 

16-09-2021
 

02-09-2021
 

28-08-2021
 

17-08-2021
 

06-08-2021
 

04-07-2021
 

27-06-2021
 

16-06-2021
 

14-06-2021
 

12-06-2021
 

10-06-2021
 

08-06-2021
 

06-06-2021
 

01-06-2021
 

30-05-2021
 

28-05-2021
 

21-05-2021
 

03-05-2021
 

23-04-2021
 

19-04-2021
 

09-04-2021
 

01-04-2021
 

26-03-2021
 

23-03-2021
 

11-03-2021
 

04-03-2021
 

26-02-2021
 

23-02-2021
 

10-02-2021
 

05-02-2021
 

25-01-2021
 

12-01-2021
 

Flere anmeldelser