DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Teatret Lampe: Grænsen

Anne Nøjgård (th) vogter grænsebommen med ildhu, mens Yamina Peerzada både spiller moderen og siden hendes unge datter, der får lov til at krydse grænsen. Foto: Wilfred Gachau

At krydse en grænse – også indeni

12-05-2014
Teatret Lampe har lavet en tankevækkende forestilling om faste grænser og individuelle hensyn.
FAKTA
Teatret Lampe: Grænsen -

I samarbejde med Rafi Peer Theatre Workshop. Instruktion og manuskript: Søren Iversen. Dramaturg: Peter Jankovic. Scenografi: John Kørner. Lysdesign: Jesper Kongshaug. Dukker: Mirela Peerzada og William Frohn Christensen. Med: Yamina Peerzada og Anne Nøjgård. Musik: Ejaz Ali, Jonas Stampe og Peter Jankovic. Alder: 3-9 år. Varighed: 40 min. Turnéforestilling. Set på Aprilfestival 2014 i Holstebro.www.teatret-lampe.dk

Alle læsekyndige aner, hvilken vej det bærer, for med store bogstaver står der 'STOP' på Anne Nøjgårds imponerende uniformskasket. Ved grænse BomBasta bliver der åbenbart ikke givet ved dørene - eller hævet nogen grænsebom med det første.

Med brysk autoritet tæller hun billetter op, anviser os plads, og har i det hele taget (næsten) alt under kontrol. Pedantisk,  ja, men meget vigtigt! For ikke at sige vitalt.

Grænsestationen består af en altdominerende bom tværs over scenen og et rødt telt à la skildvagt. Her holder Nøjgård til i sin rene hvide uniform med ansvarsbevidsthed, stopflag og absolut myndighed.

En mystisk kuffert

Til dejlig eksotisk musik, (fint musik-følge hele vejen!) dukker en langvejsfarende op på den anden side af bommen. En yndig pige med en stor kuffert og et rejsefølge i form af en sort ravn med lysende øjne. Grænsevagten får straks problemer - sproget er underligt, hårfarven mørkere end ellers her i landet ligesom hudens oliven-lød. Hvad vil hun her?

Yamina Peerzada gør, hvad hun kan med sine uforståelige ord og prøver med røde tryllebolde, men vagtens mistænksomhed retter sig først og fremmest mod kufferten. Den er måske farlig, den må undersøges. Forsigtig trækkes den under bommen og låget løftes - og en sørgmodig voksen dukke kommer til syne.

'Mamma', siger pigen, og det forstår børnepublikum: 'Det er hendes mor!', oversætter de med overbevisende empati for den forvirrede vagt.

Vi aner en sammenhæng, ikke mindst da en baby-dukke også findes i kufferten. Mor og barn. En adskillelse. En individuel historie - en af dem der til og med kan give Dansk Folkeparti en (lille) klump i halsen. En af dem der tilskynder de andre partier til en (lille) lovændring.

Efter en natlig drøm, en trist sang, et ulykkelig barns gråd samt samvittighedskvaler og loyalitets-konflikter kommer vendepunktet. Mor og barn forenes - men kun på dukkeplanet, for den rigtige moder er væk. Vagten træder til - hun affører sig uniformen og genopstår som Moderen, der kan tage sig af den – nu – store pige.

Den bryske vagt har krydset en grænse: 'De vigtigste grænser har vi indeni'.

Svinkeærinder

Men vi skal flere steder hen, inden vi når til den gode slutning. Teatret Lampe har sat sig for at undersøge begrebet Grænse. Temmelig møjsommeligt fører det os til historien om bygningen og sammenfaldet af Babels tårn og de grænser som sprogene skaber. Vi skal også ind om Første Verdenskrig og de grænser, som der blev angrebet og forsvaret. Vi skal til og med have historien om den legendariske fodboldkamp i ingenmandsland hin juledag.

Jeg synes, at vi kommer alt for vidt omkring. Det tager fokus fra hovedhistorien, og det virker unødig didaktisk. Den human touch-historie vi får her og nu, for vores øjne – over og under den konkrete grænsebom – siger tilstrækkeligt til, at vi forstår noget om lov til og ikke lov til. Og noget om tolerance og barmhjertighed og lov og rets begrænsninger.

Endvidere er overgangene til sidehistorierne ikke godt nok motiverede. De begrundes kun didaktisk: Nu skal du høre her  - ikke som en integreret del af historien og bliver derved i endnu højere grad fremmedlegemer, svinkeærinder.

Yamina Peerzada er indtagende som den unge pige, naiv og troskyldig, men opfindsom. Hun er endnu ufærdig som skuespiller, men glider fint ind i rollen som det uskyldige offer, der reddes til sidst.

Anne Nøjgård som grænsevagten står ikke helt til troende som barsk myndighedsperson - hun må spille sig til autoriteten. Da er hun mere troværdig, når hjertets sprog får overtaget.

Men forestillingen har været i gode hænder hos erfarne folk som Søren Iversen og Jesper Kongshaug, så med disse forbehold vil jeg gerne anbefale forestillingen som en tankevækker også for de små - men helt ned til tre år? Det virker drøjt.

Jeg glæder mig over det samarbejde, som her er opstået mellem gode kræfter i Pakistan og Danmark -  ligesom Passepartout  har et lignende samarbejde med Khayal i Libanon. Det giver nogle nye vinkler og nye bekendtskaber og et større perspektiv på vores hjemlige teaterliv.

Helt til sidst får vi et lille bollywoodsk indslag med koreograferet dans. Fint!

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Grænsen
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

Flere anmeldelser