Af: Kirsten Dahl

25. september 2009

Askepot på mislykket selvværdskursus

Nutidens unge piger stilles over for mange urimelige krav til det rette udseende, og det tager forestillingen 'Makeover' ved vingebenet.

‘Jeg er fed! grim! og dum! Jeg har ingen venner og slet ikke på Facebook! Jeg har den helt forkerte mobilringetone og er dårligst til engelsk i skolen’. Mette taler som Askepot til spejlet, tager fat om en delle på maven og er stensikker på svaret: Bundkarakter!

Mette kan heller ikke finde ud af at lægge makeup. Og da slet ikke at få sig en kæreste. Hun er teenagepigen, der bor helt derude, hvor kragerne vender. Vestpå. I Pårup ved Ikast. Derude, hvor der kun er et par huse, en Statoil og et bordel, som kan ses fra hovedvejen.

Men heldigvis er der en muligt redningsvej: Hun kunne jo melde sig til realityshowet ‘Makeover’ og ad den vej blive en ny kvinde: ‘Tabe sig, få styr på sin stil, få styr på sin krop, få styr på sine indkøb, få en karriere – og få sig en kæreste!’, som der står i Teater TaTars program for forestillingen, der også hedder ‘Makeover’.

En fysisk absurd komedie kalder forestillingen sig. Voldsom fysisk er forestillingen nu ikke. Men den har sin helt egen fortættede, ‘rasende’ energi.

Alene på scenen med kun en blød læderimiteret lænestol og et lille bord gennemspiller Tora Balslev et rutschetursforløb, hvor Mette vikles mere og mere ind i alle de helt umulige og urimelige krav, der stilles til unge piger i dag om at være og se ud på helt bestemte måder. Lige fra starten, hvor Mette viser sit ansigt gennem den lille Askepot-spejlramme, som hun maler hvid langs alle fire rammekanter, fornemmer vi at hun, på grund af det ydre pres er spærret inde i et selvhad. En utilstrækkelighedsfølelse, som vokser gennem hendes kontakt med reality-showet i stedet for at hjælpe og forløse hende.

Penselkraft

Den hvide maling fra startbilledet viser sig mere og mere at blive en essentiel og vigtig spilfaktor. Og navnlig den intensitet, hvormed Tora Balslev stryger det på alting omkring sig. Først billedrammen, så på bordet, på lænestolen. Og effektfuldt mod slutningen på hele sig selv.

Det, der startede som sirlige lige strøg, udvikler sig til brutale, hårde udtværinger over både hoved og krop, som billede på hendes destruktion. Som illustration af alle de rigide normer og den indskrænkende reklame, som vil diktere regler og idealer for det perfekte udseende og væremåde, overmaler Mette sig selv.

Udover denne overmaling understøttes kritikken af de små situationsspil, som Mette gennemspiller som led i at forsøge at vinde realityshowet. Mette skal lære at indtage den rette udstråling og få styr på sit kropssprog. Hun bombarderes af en stylist med alle mulige umulige regler for, hvordan det perfekte ansigt skal se ud. Og hun sættes på en det-rette-indkøbs-konkurrence.

Tora Balslev mimer situationerne, mens en speak fortæller situationerne. At der er så gennemgående og meget indtalt lyd, bliver efterhånden noget anstrengt. Jeg kom i al fald til at savne levende stemmer på scenen. I en forestilling som også i sit fysiske udtryk virker noget utilstrækkelig.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.