11. oktober 2022

Asger Gomez på givtigt teaterbesøg i Jordan

Skuespiller, instruktør og dramatiker Asger Gomez Frøkov er også identisk med sit eget Asguer Zap Showteater – og i den egenskab har han gæstet Jordan og deltaget i en international børneteaterfestival i byen Irbid, arrangeret af regionens kulturdirektorat.

Der var udover lokale teatre inviteret teatre fra Egypten, Irak og Tunesien og altså Danmark, hvor Asguer Zap Showteater havde premiere på sit nye show, ’Mr. Zap – the Clown’.

Det kastede hele tre priser af sig: For bedste show, bedste instruktion og bedste skuespiller. Og Asger Gomez fortæller fra Jordan, at han selvfølgelig er glad og stolt over priserne.

»Men mere spændende har været kulturudvekslingen og mødet mellem to forskellige kunst-kulturer og arbejdet med skuespillere og andre kunstnere på min workshop over tre dage, og hvad de og jeg fik ud af det, da de aldrig havde prøvet at arbejde med comic på min måde før og følte, at de fik helt nye og ’fantastiske’ værktøjer i hænderne,« siger han til Teateravisen.

Asger Gomez (f. 1954) har i over 40 år arbejdet i teater og showbizz, hvor hans klovnefigurer er velkendt og elsket i de børneteaterforestillinger, som han har turneret flittigt med i både Danmark og udlandet.  

(Billedet: Asger Gomez med prisen for ’best acting', som han fik på den internationale teaterfestival i Jordan. Foto: Sharif Marashdeh)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne