Af

22. april 2013

Arrogant og nedladende anmeldelse af ‘Statsministeren’

Jens Jacob Beck, der bl.a. betegner sig som 'ivrig børneteatergænger', kommenterer Anne Middelboe Christensens anmeldelse af BaggårdTeatret og Quasi Teaters samproduktion, 'Statsministeren':

Jeg skriver til dig efter at have læst din anmeldelse, at 'Statsministeren', da den indholder fejlagtige beskrivelser, forkert præmis og ja, resten må du læse dig til.     

”Smølfer og bamser, Kaj-kager og barbiedukker trives i dette jeg-vil-bestemme-land, hvor flagstængerne hele tiden får flag i en ny farve, fordi statsministrene skifter så ofte… –  ”Jubi, hvor de nyder det, hver gang en ny statsminister får magten. Og uha, hvor de buh’er, når den tykmavede magthaver bliver for kæphøj og urimelig. De stemmer i hvert fald gladeligt for en ny.”

Har vi set det samme stykke? Der er TO (2) statsministre i stykket, og flagene får ikke hele tiden ny farve, fordi statsministrene stiftes ofte, men fordi folket (publikum) stemmer om, hvilken farve byen skal have. Faktisk skifter statsministeren kun to gange. Første gang da den første statsminister (ham der før var bager) bliver så ked af, at folk bliver kede af det, at han vælger at trække sig og lokkes/narres til udnævne sin spindoktor (og de to gange jeg har set forestillingen, var der ingen, der jublede her eller nød det). Anden gang da Statsministeren (ham der før var bager) i slutningen vinder valget over den tidligere spindoktor, der stadig vil bestemme det hele. Så hver gang er een gang       

”Som en tolkning af demokratiets spilleregler er forestillingen selvfølgelig en grov forsimpling. Sådan må det være, når jura skal udlægges for de 4-8 årige.

Hvis du er gået til forestillingen med en forventning om at få udlagt jura om demokrati er dit udgangspunkt jo fuldstændigt forfejlet og anmeldelsen lavet på forkerte præmisser. Demokrati har i bund og grund meget LIDT med jura at gøre og rigtigt meget med dannelse at gøre. (Det er årsagen til, at det rundt om i verden gentagende gange viser sig at være meget svært at indføre et demokrati i vestlig forstand – juraen er nok til stede, men dannelsen mangler). Og netop hvad angår dannelse mener jeg, at 'Statsministeren' står rigtigt stærkt, fordi den langt hen ad vejen fortælles i børnehøjde. Alle børn har oplevet, at nogen vil bestemme det hele (måske oven i købet dem selv) uden at tage hensyn til andre. Og alle børn har oplevet, at en afstemning, som umiddelbart synes at være det mest retfærdige, risikerer at skuffe nogen rigtig meget.

Jeg køber gerne din præmis om at ”…de fanger tydeligvis idéen om, at man skal opføre sig ordentligt over for folk, hvis man vil kunne bestemme over dem” men ikke for at undgå oprør, men fordi det er det rigtige at gøre. For selvom spindoktoren har været rigtig dum og ligefrem ondskabsfuld, gav mange af de børn jeg så forestillingerne med udtryk for, at det var synd for hende, at de andre ikke ville have hende med til festen(/legen) – hensyntagen til mindretallet (hvor uenig man end må være med dette), det er da demokratisk dannelse, der vil noget.

”Jovist, afslutningen er fyldt med farver og konfetti. Alt drysser, og alle smiler – og flagene hejses politisk korrekt i regnbuens farver, som var der tale om en bøssefest.

Her hopper kæden sgu’ af, Anne – din anmeldelse gik her fra at være dårligt gengivet og baseret forkerte præmisser til blot at være arrogant og nedladende.  

Jens Jacob Beck er lærer og ivrig børneteatergænger 

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg