12. oktober 2021

Arkitektfirma til det nye Ishøj Teater fundet

I går, mandag 11. oktober, var en særlig glædens dag på Ishøj Teater. Her blev vinderen af arkitektkonkurrencen om at bygge et nyt, smukt og velfungerende teater afsløret: Arkitektfirmaet WOHLERT Arkitekter med Svendborg Architects som underrådgiver.

Det kommende byggeri er muliggjort af en donation på 37,1 mio. kr. fra  A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, suppleret med 6,5 mio. kr. fra Ishøj Kommune.

Projekt 'Ishøj Teater – udbygning og fornyelse' har til formål at skabe bedre fysiske forhold og rammer til at udfolde teatrets kunstneriske visioner og levere mere kvalitet, flere forestillinger, flere kunstneriske samarbejder og bedre forhold for både publikum og ansatte.

'Vi er boblende glade og yderst taknemmelige over den store og helt enestående donation, som teateret har fået af A.P. Møller Fonden, og den store støtte vi får fra Ishøj Kommune. Med den nye bygning kan vi realisere visionerne om blandt andet at udvikle mere teater for stadig flere børn, unge og deres voksne. Den vigtighed, som vi finder, teateret har for børnene, bliver i højeste grad bekræftet med denne gave', lyder det fra den glade teaterleder, Allan Grynnerup.

Vinderforslaget præsenteres som en helt ny teaterbygning, hvor spor af det omgivende kulturlandskab trækkes op i facadens organiske former.

Opførelsen af den nye teaterbygning vil desuden fremtidssikre teatret ved at opfylde de moderne krav til komfort, bæredygtighed og teknik.

I byggeperioden finder teatret i samarbejde med Ishøj Kommune nye lokaliteter at opføre forestillinger i. Ishøj Teater forventer at flytte ind i den nye bygning den 1. juni 2024.

Det bliver så et par år efter, at man i 2022 har 50-års jubilæum for teatrets placering i Tranegilde i Ishøj – selvom teatrets historie faktisk går endnu længere tilbage. Det blev nemlig stiftet i København af Tonny og Jytte Lyngbirk, der de første år spillede eventyrforestillinger i lejede lokaler og siden i deres hus i Ishøj Landsby, før de byggede det nuværende teaterhus, som Ishøj Kommune siden overtog.

Ishøj Teater har været egnsteater siden 1985 – dog med undtagelse af 2012, hvor en evaluering af teatrets faldende kunstneriske og faglige niveau medførte tab af egnsteaterstatus og statsligt tilskud. Men teatret kom stærkt tilbage med ny ledelse og fornyelse af repertoire og kunstnerisk samarbejde med den øvrige professionelle danske børneteaterverden. Og om et par år kan det ske i et splinternyt teaterhus.

(Billedet: To visualiseringer af henholdsvis teaterhuset i harmoni med de landlige omgivelser og en smuk indendørs foyer. Kreditering: WOHLERT Arkitekter og underrådgiver Svendborg Architects) 

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne

KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside
KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside