31. maj 2023

Arbejdslegater til scenekunstnerisk fordybelse

Det nuværende Legatudvalg for Scenekunst, der i øvrigt takker af med årets udgang af efter fire år på posten, har blandt 202 ansøgninger udvalgt 39 modtagere af arbejdslegater til en samlet sum på 3,8 mio. kr. Hele udvalgets pulje.

De fordeler sig i form af fem legater på hver 200.000 kr., 15 legater på hver 100.000 kr., 16 legater på hver 75.000 kr. og tre legater på 50.000 kr.

Udvalget, der har scenograf Lisbet Burian som udvalgsleder og i øvrigt består af dramaturg Karen-Maria Bille og teaterchef Nikolaj Mineka, har modtaget ansøgninger fra et bredt genrefelt. Om det siger Lisbet Burian:

’Ansøgerfeltet er præget af tydelige tendenser, hvor vi ser scenekunstnere være optagede af at danne fællesskaber – og hvor scenekunsten forsøger at interagere med publikum på nye måder. Vi ser kvindelige kunstnere storme frem med nye vinkler på feminisme. 

Kunstig intelligens og nye teknologier har også haft en stor plads i ansøgningerne, hvor man med kritisk nysgerrighed undersøger, hvordan teknologien kan indgå som en aktiv medspiller i skabelsen af værker. Vi har også oplevet en tendens til, at der bliver kredset om sanselighed, klimakrise og natur. Vi ser landskaber og byrum indgå som scene, der rammesætter vores verden på nye måder.

I udvalget er vi optagede af at støtte kunstnere, der fornyer genren og har mod på at udfordre publikum. Vi har valgt ikke at uddele 3-årige arbejdslegater, men give flere ansøgere et højere enkeltstående beløb. Det har vi, da vi ønsker at investere bredere og give flere scenekunstnere mulighed for arbejdsro og fordybelse til at udvikle nyt’.

Blandt de mange legatmodtagere findes flere med tæt tilknytning til børne- og ungdomsteaterområdet:

– Signe Løve Andersen (legat på 100.000 kr.) er uddannet håndstandsartist ved den russiske statscirkusskole og har siden 2005 arbejdet som leder af nycirkuskompagniet Cikaros. I motivationen hedder det: Med afsæt i sine unikke fysiske færdigheder udvikler Signe Løve Anderskov genren til et helt nyt format. Hun udfordrer det traditionelle cirkus’ virtuositet og spænding. Det gør hun ved at lade kroppens møde med verden skabe nye fortællinger.

Man kan i øvrigt møde Signe Løve Andersen under CPH Stage-festivalen, hvor hun sammen med Henriette Aarup spiller gratis forestillinger af ’Bænken’ (3. juni Lørdag d. 3. juni kl. 12, 14 og 16 på Israels Plads; Onsdag d. 7. juni kl. 16 og 17 på Tårnlegepladsen i Fælledparken og Lørdag d. 10. juni kl. 12, 14 og 16 på Israels Plads. Se anmeldelse her på portalen.

 – Astrid Kjær Jensen (legat på 100.000 kr.), er dukkemager og -fører og har bl.a. været dukkespiller på en lang række af Marionet Teatrets forestillinger. Hun er medstifter af teatret AniMaNi, hvis sansevækkende ungdomsforestilling ’Fishtail’ fik en fin anmeldelse her på portalen.

– My Claire Grönholdt (legat på 100.000 kr.) er koreograf og kunstnerisk leder af MYKA, der bl.a. er kendt for en række eksperimenterende babydanse-forestillinger som ’Untz Baby Untz’ (se anmeldelse), ’Ocean’, og ’Natten’.

– Himherandit Productions (legat på 100.000 kr.) står bag en række normbrydende performance-forestillinger, hvor 'Home Queer Home' (se anmeldelse) var åbningsforestilling på sidste års Horsens Teaterfestival – med 81 statister (unge queer personer fra hele Danmark), udstilling, aftertalks m.v.

Der var også arbejdslegater til Betina Birkjær (75.000 kr.), der som kunstnerisk leder af Luna Park Scenekunst og medskaber hos andre performanceteatre har stået for en lang række vandreforestillinger. Claus Helbo (75.000 kr.), der er kendt for scenografier og plakater til en mange børne- og ungdomsteatre og sågar har delt en Horsens Børneteaterpris med Gitte Kath for det arbejde. Og til sART Danseteater, der helt aktuelt er Reumert-nomineret for samproduktionen med Team Teatret, ’Hvis jeg bliver født som…’. (se anmeldelse). Til  dramatiker Andreas Dawe (legat på 75.000 kr.), der har stået for en lang række manuskripter til børne- og ungdomsforestillinger, men tidligere også har medvirket som skuespiller. Og til komponist og performer Pete Livingstone (75.000 kr.), der udover værker i Livingstones Kabinet har stået for musik til en lang række teatre, bl.a. Marionet Teatret, Teatret Møllen m.fl.

Hele listen kan ses på kunst.dk: https://www.kunst.dk/for-ansoegere/tildelinger

(Billedet: Signe Løve Andersskov, her i forestillingen ’The Balance’, har modtaget et arbejdslegat på 100.000 kr. fra Legatudvalget for Scenekunst. Foto: Kurt Pedersen)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne