DEBAT
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017
12-10-2017

Opgang 2 Turnéteater: AR

Kaninen Mulle får en lufttur af Said Mohamed i Opgang 2's nye forestilling, hvor en række situationer af og med folk med fysiske og psykiske ar. Foto: Anders Ladegaard

Ar på sjælen

01-03-2015
Opgang 2 Turnéteater byder på både inciterende musik og på barske og morsomt-drejede smagsprøver på et liv med 'AR'. Forestillingen er formmæssig ferm, men den river og kradser ikke så dybt på historiesiden.
FAKTA
Opgang 2 Turnéteater: AR -

Manuskript og instruktion: Pia Marcussen. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Medvirkende: Nana Schwartzlose, Rasmus Reiersen, Said Mohamed og Gaia Maria Jørgensen. Aldersgruppe: fra 14 år og opefter. Varighed: 60 min. Turneforestilling. Set 20. februar 2015 på Aarhus Teater, Stiklingen, hvor den spiller t.o.m. 3. marts. Er tilmeldt Aprilfestival 2015 (www.aprilfestival.dk) i Frederikssund. www.opgang2.dk

Rene hvide linjer tilsat rød opmærksomhed, stram poesi, sanepirrende musik og få medvirkende som synligt i baggrunden skifter kostume og dukker frem i scenens rampelys og tager fat i nok et bud på stykkets tematik: Det at have ar på sjælen.

Opgang 2 Turnéteater er blevet æstetisk tjekket teater. Men heldigvis er 'ånden' bevaret; det hjerte som banker for at give stemme til dem som på en eller anden vis er belastede, ramt, oversete og har det svært.

'Aah, aah, uhm, uhm'. Plinge-ling: Rasmus Reiersen, Said Mohamed og Gaia Maria Jørgensen dukker frem bag en hvid disk og sender inciterende bogstavstøn ind i hver sin mikrofon, alt imens Nana Schwartzlose i scenens venstre side kyndigt og koncentreret vrider strengene på sin kontrabas. Stemningen er sofistikeret og overskudsagtig. Luften er ladet med puls, rytmer, behagelighed og 'der er noget i vente'- vibs.

Kanin i misvækst

Derpå følger en fortælling om en lille kanin. Mulle, som engang var et lille elsket kæledyr, der fik kys og kram af bløde og varme pigehænder i sollyset, men som nu sidder i mørket allerlængst borte i sit eget lort foran algefyldt drikkevand, hvis ikke den bevæger sig ud på sine ben, der er blevet stive af mangel på bevægelse og støder sine alt for lange fortænder ind i et uskyldigt offer – en legekammerat, som uden at turde græde giver sig til at hoppe i trampolin – et sted, hvorfra man kan ikke bare kan se hvad der sker tæt på, men følge begivenheder flere tusind kilometer væk.

På den raffinerede vis istandsætter dramatiker Pia Marcussen, som også står for den tjekkede iscenesættelse, et spring hen til andre begivenheder. Efter en tur omkring et dyreinternat, hvor vi bliver præsenteret for nogle hunde, heriblandt jagthunden Lucky, kommer vi til små smagsprøver, eller øjebliksbilleder af hvad det vil sige og hvordan det mærkes at have ar på sjælen.

Skræmmer i strejftog

I samlingen af AR-scener møder vi Luckys ejer, en gammel mand i rullestol, som på sit plejehjem får besøg af en besøgsven. Dialogen her stiller skarpt på de umenneskelige vilkår, beboerne tilbydes.

Og det siges ligefremt og direkte af den gamle i rullestolen: 'Det her er endestationen. Her de smør folks røvhuller med vaseline. Her kødet falder fra knoglerne. Fisse er fortid. Vælling er nutid. Og fremtiden er et hul i jorden'.

Podierne omorganiseres – nu til en banegård og her møder vi datteren, der som voksen mødes kortvarigt med den far som hun ikke havde som barn. I følge faren, fordi pigens mor var totalt dominerende og kørte psykisk terror på ham. Med pigens slutreplik: 'Jeg håbede du var død, for så var det lettere at forstå hvorfor jeg aldrig hørte fra dig' adresserer forestillingen det dybeste ar på pigen.

Vi kommer også forbi en ung mand, Adam, der får besøg af en veninde, som hurtigt får færten af, at Adams mor er alkoholiker og som ikke tøver med at stikke til Adam, da hun forstår at han både er 'jomfru' og finder trøst ved sin tøjkanin.

Og vi møder den unge mand, som ikke er karrig med at fortælle om sine fysiske sår og derfra glider fra at fortælle om egne psykiske ar over til at række mikrofonen ud blandt publikum for høre AR-historier, fra de som har lyst at videregive.

Undervejs bidrager Nana Schwartzlose med musikalske intermezzi på kontrabas og guitar. Og forestillingen afsluttes med en fortælling om en familie, som på en biltur i al for høj fart støder på både en lille kanin og på hunden Lucky.

Uens optræde-evner

Gaia Maria Jørgensen har en udmærket naturlighed i spillet som fx plejehjempersonale, datteren der vokser op uden en far, og som pigen der besøger Adam.

Rasmus Reiersen spiller med nerve, men hans gestaltninger som den gamle på plejehjemmet og som manden med både fysiske og psykiske ar kan godt virke en kende anstrengt. Til gengæld er han god til at skabe kontakt til publikum.

Modsat virker Said Mohamed næsten for ydmyg i nogle af sine roller, selvom beskedenheden matcher og klæder dem, fx som besøgsvennen og som Adam.

I det scenografiske set-up og på det musikalske niveau er der flere fine lighedstræk til den Reumertvindende '4Ever'. Men modsat den forestilling kommer vi i 'AR' rundt om mange flere historier uden at gå så meget i dybden.

På manuskriptsiden opretholdes en vis spændstighed via humoren i dialogen og via kaninen som billede på det forsømte og AR-mærkede menneske. Men fortællingen kommer ikke dramaturgisk på niveau med '4Ever', ligesom den heller ikke gør med hensyn til performance-evner. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - AR
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

01-09-2017

30-08-2017

28-08-2017

25-08-2017

23-08-2017

21-08-2017

18-08-2017

16-08-2017

14-08-2017

Flere anmeldelser