DEBAT
25-11-2019
22-11-2019
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019

Opgang 2 Turnéteater: AR

Kaninen Mulle får en lufttur af Said Mohamed i Opgang 2's nye forestilling, hvor en række situationer af og med folk med fysiske og psykiske ar. Foto: Anders Ladegaard

Ar på sjælen

01-03-2015
Opgang 2 Turnéteater byder på både inciterende musik og på barske og morsomt-drejede smagsprøver på et liv med 'AR'. Forestillingen er formmæssig ferm, men den river og kradser ikke så dybt på historiesiden.
FAKTA
Opgang 2 Turnéteater: AR -

Manuskript og instruktion: Pia Marcussen. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Medvirkende: Nana Schwartzlose, Rasmus Reiersen, Said Mohamed og Gaia Maria Jørgensen. Aldersgruppe: fra 14 år og opefter. Varighed: 60 min. Turneforestilling. Set 20. februar 2015 på Aarhus Teater, Stiklingen, hvor den spiller t.o.m. 3. marts. Er tilmeldt Aprilfestival 2015 (www.aprilfestival.dk) i Frederikssund. www.opgang2.dk

Rene hvide linjer tilsat rød opmærksomhed, stram poesi, sanepirrende musik og få medvirkende som synligt i baggrunden skifter kostume og dukker frem i scenens rampelys og tager fat i nok et bud på stykkets tematik: Det at have ar på sjælen.

Opgang 2 Turnéteater er blevet æstetisk tjekket teater. Men heldigvis er 'ånden' bevaret; det hjerte som banker for at give stemme til dem som på en eller anden vis er belastede, ramt, oversete og har det svært.

'Aah, aah, uhm, uhm'. Plinge-ling: Rasmus Reiersen, Said Mohamed og Gaia Maria Jørgensen dukker frem bag en hvid disk og sender inciterende bogstavstøn ind i hver sin mikrofon, alt imens Nana Schwartzlose i scenens venstre side kyndigt og koncentreret vrider strengene på sin kontrabas. Stemningen er sofistikeret og overskudsagtig. Luften er ladet med puls, rytmer, behagelighed og 'der er noget i vente'- vibs.

Kanin i misvækst

Derpå følger en fortælling om en lille kanin. Mulle, som engang var et lille elsket kæledyr, der fik kys og kram af bløde og varme pigehænder i sollyset, men som nu sidder i mørket allerlængst borte i sit eget lort foran algefyldt drikkevand, hvis ikke den bevæger sig ud på sine ben, der er blevet stive af mangel på bevægelse og støder sine alt for lange fortænder ind i et uskyldigt offer – en legekammerat, som uden at turde græde giver sig til at hoppe i trampolin – et sted, hvorfra man kan ikke bare kan se hvad der sker tæt på, men følge begivenheder flere tusind kilometer væk.

På den raffinerede vis istandsætter dramatiker Pia Marcussen, som også står for den tjekkede iscenesættelse, et spring hen til andre begivenheder. Efter en tur omkring et dyreinternat, hvor vi bliver præsenteret for nogle hunde, heriblandt jagthunden Lucky, kommer vi til små smagsprøver, eller øjebliksbilleder af hvad det vil sige og hvordan det mærkes at have ar på sjælen.

Skræmmer i strejftog

I samlingen af AR-scener møder vi Luckys ejer, en gammel mand i rullestol, som på sit plejehjem får besøg af en besøgsven. Dialogen her stiller skarpt på de umenneskelige vilkår, beboerne tilbydes.

Og det siges ligefremt og direkte af den gamle i rullestolen: 'Det her er endestationen. Her de smør folks røvhuller med vaseline. Her kødet falder fra knoglerne. Fisse er fortid. Vælling er nutid. Og fremtiden er et hul i jorden'.

Podierne omorganiseres – nu til en banegård og her møder vi datteren, der som voksen mødes kortvarigt med den far som hun ikke havde som barn. I følge faren, fordi pigens mor var totalt dominerende og kørte psykisk terror på ham. Med pigens slutreplik: 'Jeg håbede du var død, for så var det lettere at forstå hvorfor jeg aldrig hørte fra dig' adresserer forestillingen det dybeste ar på pigen.

Vi kommer også forbi en ung mand, Adam, der får besøg af en veninde, som hurtigt får færten af, at Adams mor er alkoholiker og som ikke tøver med at stikke til Adam, da hun forstår at han både er 'jomfru' og finder trøst ved sin tøjkanin.

Og vi møder den unge mand, som ikke er karrig med at fortælle om sine fysiske sår og derfra glider fra at fortælle om egne psykiske ar over til at række mikrofonen ud blandt publikum for høre AR-historier, fra de som har lyst at videregive.

Undervejs bidrager Nana Schwartzlose med musikalske intermezzi på kontrabas og guitar. Og forestillingen afsluttes med en fortælling om en familie, som på en biltur i al for høj fart støder på både en lille kanin og på hunden Lucky.

Uens optræde-evner

Gaia Maria Jørgensen har en udmærket naturlighed i spillet som fx plejehjempersonale, datteren der vokser op uden en far, og som pigen der besøger Adam.

Rasmus Reiersen spiller med nerve, men hans gestaltninger som den gamle på plejehjemmet og som manden med både fysiske og psykiske ar kan godt virke en kende anstrengt. Til gengæld er han god til at skabe kontakt til publikum.

Modsat virker Said Mohamed næsten for ydmyg i nogle af sine roller, selvom beskedenheden matcher og klæder dem, fx som besøgsvennen og som Adam.

I det scenografiske set-up og på det musikalske niveau er der flere fine lighedstræk til den Reumertvindende '4Ever'. Men modsat den forestilling kommer vi i 'AR' rundt om mange flere historier uden at gå så meget i dybden.

På manuskriptsiden opretholdes en vis spændstighed via humoren i dialogen og via kaninen som billede på det forsømte og AR-mærkede menneske. Men fortællingen kommer ikke dramaturgisk på niveau med '4Ever', ligesom den heller ikke gør med hensyn til performance-evner. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - AR
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

05-12-2019

03-12-2019

02-12-2019

30-11-2019

29-11-2019

28-11-2019

27-11-2019

26-11-2019

24-11-2019

23-11-2019

22-11-2019

20-11-2019

19-11-2019

18-11-2019

13-11-2019

11-11-2019

05-11-2019

25-10-2019

11-10-2019

09-10-2019

07-10-2019

02-10-2019

27-09-2019

25-09-2019

24-09-2019

23-09-2019

21-09-2019

18-09-2019

17-09-2019

15-09-2019

13-09-2019

11-09-2019

01-09-2019

30-08-2019

26-08-2019

23-08-2019

21-08-2019

19-08-2019

15-08-2019

12-08-2019

Flere anmeldelser