DEBAT
23-11-2022
18-09-2022
15-08-2022
11-08-2022
07-06-2022
Festivalplakaten for Aprilfestival 2023 i Syddjurs Kommune virker nok bekendt, for det er en lettere opdateret udgave af den plakat, der blev lavet til Aprilfestival 2018 – og kunstneren er stadig Schannie Wridt. Nu er der blevet tilsat en stor gul sol og grønne marker – og selvfølgelig nye datoer for den forkortede udgave af festivalen 21.-23. april 2023.

Aprilfestival kommer tilbage til Syddjurs

18-11-2022
Det har rumlet et stykke tid, men Aprilfestival 2023 er nu helt officielt annonceret som en weekendudgave i Syddjurs Kommune 21.-23. april næste år. Trods det reducerede format er det en god redning af festivalen, der har stået uden værtskommune i 2023 efter at den oprindelige vært måtte trække sig. Nu er planlægningen i fuld gang, men der mangler dog stadig det nødvendige tilsagn fra Kulturministeriet om et milliontilskud til festivalen, som ikke kan gives, så længe en regering ikke er på plads.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

* Aprilfestival 2023 – teater for små & store 21.-23. april i Syddjurs Kommune

- Festivalen afvikles i reduceret udgave over en hel weekend fra fredag formiddag til søndag eftermiddag.

- Der kan forventes over 100 turnerende børne- og ungdomsteatre med formentlig over 120 forskellige forestillinger, der i alt opføres over 300 gange i løbet af weekenden på spillesteder i festivalbyerne Rønde og Ebeltoft.

- Der forventes deltagelse af over 300 formidlere, op til 100 internationale gæster og omkring 500 teaterfolk til årets festival.

- Der vil løbende blive orienteret om festivalen på hjemmesiden: www.aprilfestival.dk, på festivalens Facebook-side m.v.

Det er vældig rart endelig at kunne skrive, at Syddjurs Kommune bliver vært for en weekendudgave af Aprilfestival – teater for små & store, der afvikles 21.-23. april 2023 med Rønde og Ebeltoft som værtsbyer.

For det blev meldt ud officielt fredag fra Syddjurs Kommune og arrangørerne fra Teatercentrum, og det er den absolut glade besked til landets mange turneteatre, der nu får mulighed for at vise deres forestillinger for formidlere fra hele landet, der som opkøbere ligeledes er glade for en mulighed for at se repertoiret an.

Rygtet om Syddjurs Kommunes behjertede redning efter at den oprindelige værtskommune måtte trække sig pga. økonomiske og lokalpolitiske eftervirkninger fra covid-19, har cirkuleret i al stilfærdighed i nogen tid for bl.a. at give teatrene mulighed for at forberede sig til deltagelse. Ikke mindst omkring indgåelse af de nødvendige kontrakter med freelance-skuespillere, indkvartering m.v.  

Og det er selvfølgelig også en god nyhed for de mange børn og deres voksne i Syddjurs Kommune, der nu får mulighed for at boltre sig med op mod 300 opførelser af forestillinger fra de forventede over 100 børne- og ungdomsteatre.

Den endelige beslutning afventes

’Det er jo ret vildt det her! Vi er enormt glade for, at Teatercentrum har lyst til at afvikle festival i Syddjurs Kommune igen! En Aprilfestival byder på rigtig mange gode oplevelser, som vil være til gavn for børn og unge i hele kommunen. Vi er stolte over at kunne sætte os selv på landkortet som en dynamisk kommune, der med kort varsel kan påtage sig værtskabet for så stor en event, og vi glæder os rigtig meget til at byde landets teatre og publikum fra nær og fjern velkommen!’, lyder det fra Heine Skovbak Iversen, formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, i den glade pressemeddelelse, der blev sendt ud fredag.

Men det MÅ lige gentages – med brug af en for juletidsaktuel kysse-plante som metafor, at det altså ikke har været muligt at tage misteltenen i ed, så derfor afsluttes pressemeddelelsen med, at ’Den endelige beslutning om økonomi og afvikling af festivalen træffes af Kulturministeriet, når en ny regering træder til’. 

Den nødvendige accept fra Kulturministeriet af støtte til festivalen på mere end to mio. kr. foreligger nemlig ikke og kan ikke gives, før en ny regering er på plads. 

Ingen hverken i kommune eller Teatercentrum har fantasi til at forestille sig, at en ny kulturminister ikke vil godkende ansøgningen, men det skal påpeges - OBS: og dette er en rettelse til denne artikel! - at der er ikke er tale om standardprocedure, men en særlig ansøgning, fordi det ikke er en normaltfinansieret eller hel festival.

Men midt i glæden over redningsaktionen fra Syddjurs Kommune er risikoen for en aflyst festival trods alt stadig til stede. Og ventetiden på en ny regering kan risikere at blive lang.

Intakt weekendprogram

Men den bliver brugt særdeles aktivt, for planlægningsarbejdet kan ikke vente, og her er det så en stor fordel, at planer og logistik fra festivalen i 2018, hvor Syddjurs var en god og engageret vært, kan genbruges i stor stil. Det gælder ikke mindst med kendskabet til spillelokaler på skoler og biblioteker, i haller og kulturhuse m.v. 

Forskellen fra en fuld version af Aprilfestivalen er helt konkret bl.a., at det store program på hverdagene med de mange lukkede forestillinger for børn på skoler og institutioner og de offentlige på diverse spillesteder i hele kommunen udgår tillige med Festivalshow, faglige arrangementer m.v.

Men det store, åbne weekendprogram vil være helt intakt og tiltrække lokale, tilrejsende formidlere, internationale gæster, organisationsfolk m.v.

Historiske bump

Og til eventuel beroligelse eller berigelse skal den engagerede læsere da ikke gå glip af en kort fortælling om tidligere forhindringer i festivalens lange historie.

For festivalen startede faktisk på samme måde som en weekend-festival i november 1971 – og konceptet med festival over blot en weekend og i november holdt sig helt til festivalen i Odense i 1978, hvor den ugelange udgave blev introduceret. Både for at teatrene kunne nå at være mere sammen og i grupper evaluere hinandens teaterarbejde og fordi det gav værtskommunen mulighed for at sikre teater til børn på deres skoler og institutioner i hverdagene op til den afsluttende weekend-del.

Den ugelange festival er forsøgt fastholdt lige siden, men med reducerende bump på vejen: Ikke så snart havde teatrene vænnet sig til den ugelange version, før festivalen i 1981 i Frederiksværk af økonomiske grunde måtte afvikles over blot fire dage.

I 1993 i Aalborg røg festivalen igen på skrump, denne gang reduceret til fem dage, fordi Nordjyllands Amt kun ville bidrage med et symbolsk beløb og kommunen ikke ville trække læsset alene.

I 1999 var den gal igen. Her bakkede Skive og kulturregion Salling-Fjends med kort varsel ud af en tilsyneladende klar aftale pga. internt politisk intrigespil – og så påtog den børneteaterglade Odsherred Kommune sig at redde situationen med en fire dages festival.

I 2020 var det så coronaen, der var det store dyr i åbenbaringen og var skyld i den første deciderede aflysning af festivalen, der skulle have været afviklet i Holbæk, men så blev gennemført året efter. Og pandemien var indirekte også skyld i den oprindelige festivalvært Køge Kommunes nødtvungne udsættelse af værtskabet.

Det har været lidt for spændende både for arrangørerne Teatercentrum og landets mange turneteatre ikke at kende fremtiden for festivalen så tæt på april 2023. Det tager trods alt sin tid at planlægge og tilrettelægge en så stor festival. 

Men det lykkedes altså i noget nær sidste øjeblik at få placeret en festival i Syddjurs Kommune. Det skal bestemt også lige med, at København NV også nåede at stille op som frelsende mulighed – og her er det håbet hos Teatercentrum, at det vil være muligt at få dem som helfestival-vært på et senere tidspunkt.

Summa Summarum er, at logistiske, økonomiske og politiske udfordringer har gjort, at det atter bliver en reduceret udgave af festivalen, men heldigvis bliver der Aprilfestival 21.-23. april i Syddjurs Kommune.   

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Aprilfestival kommer tilbage til Syddjurs
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

22-11-2022
 

15-11-2022
 

10-11-2022
 

04-11-2022
 

17-10-2022
 

12-10-2022
 

25-09-2022
 

21-09-2022
 

19-09-2022
 

16-09-2022
 

13-09-2022
 

07-09-2022
 

01-09-2022
 

28-08-2022
 

08-08-2022
 

02-08-2022
 

04-07-2022
 

27-06-2022
 

17-06-2022
 

13-06-2022
 

03-06-2022
 

26-05-2022
 

21-05-2022
 

18-05-2022
 

11-05-2022
 

28-04-2022
 

25-04-2022
 

22-04-2022
 

16-04-2022
 

10-04-2022
 

08-04-2022
 

29-03-2022
 

24-03-2022
 

17-03-2022
 

14-03-2022
 

07-03-2022
 

01-03-2022
 

24-02-2022
 

17-02-2022
 

09-02-2022
 

Flere anmeldelser