28. juni 2015

Aprilfestival 2015 som talsymfoni

Aprilfestival 2015 i Frederikssund og Halsnæs kommuner 19.-26. april er allerede historie, men siden er fulgt evalueringsskemaer fra formidlerne og intern evaluering af festivalens afvikling og meget mere.

Og mens der arbejdes med regninger og regnskaber, inden festivalboet kan gøres endeligt op, er den såkaldte 'talsymfoni' ved at være på plads.

Det er Teatercentrums egen store opgørelse over stort og småt og finurligt og mærkværdigt, som udover de basale opgørelser over antal deltagende teatre, forestillinger, teaterfolk, internationale gæster, udleverede billetter, antal spillelokaler osv. også indeholder tal for pr-arbejdet, tryksager, festivalmedarbejdere og frivillige osv. osv.

I sidste afsnit over kuriøse tal kan man bl.a. læse, at der blev brugt over 3.000 meter gaffer-tape til mørklægning af spillelokaler og drukket over 6.000 kopper (gratis) kaffe i festivalcafeen – sidstnævnte lyder egentlig ikke af meget, når man tænker på, at der var flere hundrede teaterfolk, formidlere m.fl. forbi cafeen hver dag.

Men dyk selv ned alle tallene via dette link til Talsymfonien…

***

Også andre former for opgørelser har fundet sted i efterveerne fra Aprilfestival 2015. Således kunne de lokale medier allerede få dage efter festival fortælle om et lokalt erhvervsliv, der jublede over en voldsomt øget omsætning i festivalugen. Om det så var Chefs Cafe i gågaden – der til sidst måtte lukke, da de ellers store mængder indkøbte råvarer slap op – eller butikkerne Lady Beatrix og La Capia, der sælger tøj og brugskunst og sæber m.v. Ligesom også bager og indkøbscentret Sillebroen kunne melde om et stort og købelystent rykind.

Dette være nævnt til glæde for de kommende værtsbyer, for Aprilfestivalerne ER altså også en god forretning udover at være en fornem kulturel manifestation. Aprilfestival 2015 blev således finansieret af værtskommunen med 4.8 mio. kr., hvor Kulturministeriet refunderer halvdelen. Så for under 2,5 mio. kr. fik man i alt 759 forestillinger i løbet af ugen – samt liv og glade dage og forbrug fara 638 teaterfolk og en masse tilrejsende og lokale teaterkiggere.

Alt i alt har man kun hørt positive toner fra værtskommuner og arrangører, mens udmeldingerne fra de deltagende turneteatre efter festivalen vanen tro har været meget forskellige: Nogle har solgt overraskende mange forestillinger, andre håber stadig på et rimeligt salg – og så er der de mange skuffede, der føler sig helt glemt af formidlerne.

De må håbe på bedre tider – om ikke andet til næste Aprilfestival, der afvikles på Frederiksberg fra 10.-17. april 2016.

(Billedet: Den fint festivalplakatfolierede WV, der fulgte Aprilfestival 2015 på vej, tog lige eftrer festivalen et smut forbi Frederiksberg Rådhus for at give festivalstafetten videre. Foto: Søren K. Kløft).

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne