Anmelderdebatten: Fra en lægmands skrivebord

Claus Kjær kommenterer indlæg fra Quasi Teater om ikke at ville lade teatrets forestillinger anmelde i teateravisen.dk:

Jeg vil blot erklære mig fuldstændig uenig med Teater Quasis selvvalgte eksil. Og i det følgende vil jeg forsøge at forklare, hvorfor jeg ikke håber, at det vil skabe præcedens.

For en lægmand som undertegnede forekommer det usædvanligt verdensfjernt og måske en anelse for selviscenesættende (til min smag) ikke at ønske sin kunst omtalt på den præmis, at en anmeldelse er en strengt subjektiv disciplin. Det er jo netop dens væsen. Det fremgår ikke tydeligt af Marie Møllers indlæg hvori forskellen mellem én og to eller flere anmeldelser består udover, at der vil opstå en konkurrencesituation, som hun finder gavnlig.

Nuvel, konkurrence har unægtelig mange gode iboende kvaliteter, men i denne sammenhæng ophæver det jo ikke den realitet, at anmeldelsen er, som Marie Møller selv påpeger, et udtryk for ét individs oplevelse af en forestilling, begrænset af tid og rum. Hver især vil de så give vidnesbyrd om sidestillede enkeltstående oplevelser, men hvis man som i Marie Møllers optik ikke tillægger dem nogen videre værdi, netop pga. af deres iboende begrænsninger, er det ikke klart for mig, hvad en skærpet konkurrencesituation vil tilføre ud over kvantitet.

Hvad enten anmeldelsen kommer i ental eller flertal er det i mine øjne et utroligt vigtigt benspænd og en professionel sparring, der holder de udøvende kunstnere til ilden og tvinger dem til at levere på højeste niveau hver gang og dermed formindske betydningen af tid og rum. Samtidig kan det være et vigtigt, men ikke et afgørende point of sale.

Selvfølgelig er en god anmeldelse gavnlig, men min erfaring med kulturformidlere/indkøbere er, at langt de fleste blot bruger anmeldelsen for det den er. En holdning. De fleste ser selv forestillingerne eller kan bearbejdes med andre fortællinger om forestillingen end blot anmeldelsens ord. Middelmådigt anmeldte forestillinger er lige så ofte bestsellere her i butikken. Det handler blot om at sælge dem rigtigt.

Der var ikke noget jeg hellere så end, at teater for børn og unge blev tillagt den samme værdi og hyldet som den tilsvarende for voksne af både støtteydere og medier generelt, men det er ikke tilfældet. Jeg ville da ønske, at jeg ikke længere til middagsselskaber skulle redegøre for, at børneteater ikke spilles af børn, at scenografien ikke er lavet af papmache og at hånddukkerne ikke kommer fra et kreativt værksted i den lokale børnehave (undskyld unger).

Det er et langt sejt træk at vende den opfattelse og derfor er det afgørende, at vi på alle niveauer viser, at vi er mindst lige så professionelle og talentfulde som den såkaldte voksenkunst. Teateravisen.dk er en del af fortællingen om et fagligt kompetent og professionelt skabende miljø. Desværre – og det er en selvstændig diskussion – er der alt for mange dårlige og ufærdige teaterforestillinger for børn (hvilket let kan bekræftes på en Aprilfestival) og ethvert dårligt stykke kunst devaluerer vores fælles brand. Dårligt teater for voksne er bare dårligt teater. Dårligt teater for børn er dårligt teater og bekræfter fordommene.

Teateravisen.dk består i mine øjne af et yderst professionelt anmelderkorps, der supplerer hinanden godt, hvad angår teaterfaglighed, branchekendskab og formidlende evner. Deres anmeldelser har ofte givet anledning til gråd og tænders gnidsel (på denne adresse), men de er altid udtryk for et synspunkt, der har bund i virkeligheden og som sådan er relevant både fagligt og ikke mindst i en PR-sammenhæng.

Der er gudskelov andre medier som nytilkomne Fine Spind, diverse fagblade, i mindre grad Børn i Byen mfl. og desværre alt for sjældent i de landsdækkende medier (vi ved godt I kæmper), der skriver om teater for børn og unge. I den sammenhæng er Teateravisen.dk et vigtigt formidlingsværktøj, der giver vores frembringelser værdi alene af den grund, at dygtige mennesker overhovedet gider beskæftige sig med os på en professionel måde. At sætte sig i hjørnet af ren og skær frustration over tingenes tilstand ser jeg intet opbyggeligt i.

Jeg håber, at Teater Quasi vil vende tilbage til Teateravisens spalter og være med til at videreudvikle på mediet. Og når vi nu er der, så lad os endelig få afskaffet de forkætrede stjerner og tilføre et tidssvarende design og brugervenlighed, der nok ville generere mere kærlighed hos nyere generationer af internettet.   

Det kan vel dårligt kaldes en homerisk digression, men snarere end afledning, at jeg, mens jeg er ved tasterne føler trang til at erklære mig fuldstændig enig med Hans Henrik Clemmensens indlæg vedrørende forsøget på at trække os tilbage til det verdensfjerne elfenbenstårn. Vi skal åbne op og give plads til andre synspunkter og viden fra andre professioner selvom de ikke udspringer af vores egen navle. Deri ligger vores berettigelse og potentiale.

Det er muligvis overflødigt at nævne, men nærværende tekst er naturligvis udtryk for mine helt private synspunkter og holdninger.  

Claus Kjær står for pr og kommunikation hos ZeBU