Refusionsansøgningen er blevet et administrativt forhindringsløb

Claus Mandøe kommenterer André Andersens indlæg om de nye og urimelige regler for refusionsansøgning af forestillinger:

Kære André

Jeg må desværre give dig ret: Det føles af og til, som om der vitterligt bliver lavet benspænd for os med meget små butikker. 

Jeg har fire forestillinger, som jeg skal søge refusion på til september. Så fordi de nye krav om fuld videodokumentation ikke er blevet meldt ud før, men bare pludselig står på Kunstfondens hjemmeside, skal jeg nu bruge en god del af min sommerferie på at leje lokaler (helst ikke for dyre) og fotograf (god men ikke for dyr) og lave fire genopsætninger og derefter fire videoer af mine forestillinger - gode nok til, at man kan bevilge refusion på baggrund af dem. (Og jeg vil slet ikke nævne, at jeg har svært ved at forestille mig, at nogen i udvalget overhovedet vil sættte sig ned og se alle de indsendte videoer???)

Jeg har netop afleveret ansøgning til junipuljen for scenekunst - og har brugt, jeg ved ikke hvor lang tid på at regne ud hvad hver enkelt kunstnerisk medvirkendes ugeløn svarer til i månedsløn!!! Musikeren skal have 2,7696 månedsløn for sin medvirken, hvorimod scenografen skal have 2,308 månedsløn. 

Hvorfor er det meningsfuldt? Der er ingen i branchen der arbejder med månedslønninger, med mindre der er tale om et længere engagement. Vi taler om så mange uger til instruktøren og så mange til spilleren, så mange til musikken og så mange til scenografen. Men det skal pinedød regnes om til månedsløn???

Jeg får undertiden den tanke, at der ikke er nogen i Statens Kunstfond der aner, hvordan det er at arbejde i et meget lille teater med en eller to medvirkende, hvor det at skrive og producere og bygge scenografier og spille og sælge forestillinger og forsøge at lave en løn og sørge for administration og søge penge og bestille hotelværelser og arrangerer turnéer i ind- og udland samt søge refusion … alt sammen hænger på en enkelt person. Så har man jo ikke brug for at skulle lave ekstra dokumentation for sit arbejde, ud over det man allerede har lavet. 

Hvorfor spørger de os ikke, hvordan vi kunne få det til at fungere? Det er jo ikke fordi jeg synes, at vi ikke skal kontrolleres, selvfølgelig skal vi det. Men de kunne jo arbejde sammen med os, i stedet for at opfatte os som nogen man bare kan blive ved med at dænge til med nye krav. 

Med voksende frustration,

Claus Mandøe, De Røde Heste