Af

6. maj 2013

Ang. anmeldelser: Om at samtale og være i trit

Jette Lund kommenterer den aktuelle debat om anmelder-kritik og føjer en kommentar til anmeldelsen af 'Tornerose' med Teater Ske, som hun er dramaturg og instruktør på:

Anmeldelser af anmeldelser – er de nødvendige? Og kan vi finde et niveau at diskutere på? Et debatindlæg i to sammenhørende og dog adskilte dele.

1. del: Om samtaler

Debatten om anmeldelser har fulgt Børneteateravisen – nu Teateravisen (TA) – siden starten i 1973. Den er som regel ophedet, og den er tilsyneladende altid svær. Aktuelt er Marie Kilsgaard tilsyneladende helt enig med Anne Middelboe i sin efterlysning af kunstdebat – men ikke enig med Peter Byrholt, når han siger, at anmeldelser af anmeldelser ikke er interessante. Det statement er Anne Middelboe så tilsyneladende enig i. Vil det så sige at Anne Middelboe ikke synes det er interessant, hvad andre mener om hendes anmeldelser? Næppe. En kunstdebat forudsætter vel at "anmelde anmelderens anmeldelse". Det er jo som regel der, det viser sig, at der kunne være brug for en debat. Men det bliver allerede i disse indledende spørgsmål klart, at det er helt afgørende, hvilken position man taler fra.

Anmeldelserne i TA skal primært ses som forbrugervejledning – nu suppleret af de let aflæselige og lidt tomme stjerner. Peter Byrholt taler fra en position som "indkøber" eller "forbruger". Han bruger stjernerne. Hvis stjernerne er få, og det er et teater han kender og synes om i forvejen, så får det endnu en chance. Fint nok. Men hvis det nu er et nyt teater, eller et teater som Byrholt ikke kender, som tildeles de få stjerner – ja – så er den forestil­ling vel dømt ude – også hos Byrholt? 

Marie Kilsgaard taler fra en producent-position. Hun kommer fra et forholdsvis nyt teater. Antallet af stjerner betyder noget for teatrets mulighed for at sælge deres forestillinger og dermed for teatrets overlevelse.  Hun har brug for kunstdebatten. Men det har Byrholt vel også? Derved vil han måske kunne lokkes til at se en forestilling, som anmelderen har dømt ude, og – måske – blive glædelig overrasket, og ikke blot skuffet, som han blev over den femstjernede ? En kunstdebat vil kunne nuancere både de mange og de få stjerner. En meget hurtig research i TA har givet et eksempel (fra "før stjernerne"), nemlig nr. 130, sept. 2004, hvor Sara Topsøe Jensen fra Carte Blanche får lejlighed til at forklare, hvordan teatret arbejder.  

Og selvfølgelig vil anmeldelserne, hvad enten stjernerne er få eller mange, kunne "bruges" af producenterne til at udvikle deres forestillinger. "Når to stjerner kan bruges", 3/4 2011, behandler det tema. Her må producenten prøve at læse "bagom" anmelderens indvendinger for – ud fra sine egne parametre – at kunne afgøre, hvor der kan være noget i forestillingen, som ikke modsvarer intentionerne.

Somme tider kan man godt undre sig over det, som giver anledning til ros, men det er nok helt sikkert, at ingen producent ønsker at lave en forestilling, som anmelderen ikke forstår og/eller ikke synes om.

En kunstdebat ville hjælpe til at anmelder og producent i højere grad talte samme "sprog", eller i det mindste bliver bevidste om deres sprogs forskellighed. Derfor mener jeg det er nødvendigt at diskutere anmeldelserne.

Vi vil som producenter gerne respektere anmelderne, som Byrholt også påpeger det: Det er erfarne, veluddannede mennesker, som burde kunne lære os noget. Men som producent vil man også gerne selv behandles med respekt. Man kan ønske sig at anmelderen prøver at finde et objektivt, professio­nelt sprog, undgår "personligheder", forsøger at aflæse intentioner og ikke foruddiskonterer en publikumsreaktion, som anmelderen ikke selv konkret har oplevet og kan beskrive. Og endelig at anmelderen anerkender producentens professiona­litet, også hvor han/hun måske har svært ved at se den.

Er det for meget forlangt? I sagens interesse har jeg gennemlæst et antal nyere anmeldelser med få stjerner, og langt de fleste ligger faktisk inden for respektens rammer, dvs. at det burde være et samtalegrundlag.

— 

2. del: Om at være i trit.

Ildprøven bliver så, om jeg kan finde et samtalegrundlag i det aktuelle eksempel – Randi K. Pedersens enstjernede anmeldelse af Teater Ske "Tornerose" – hvor jeg også selv har ørerne i maskinen ?

Jeg prøver indledningsvis at tage det punkt for punkt:

1. Der er tale om en veluddannet, erfaren og professionel spiller og en forestilling, som er refusionsgodkendt. Anmelderen beskriver den "eneste medvirkende" med ord som mere end antyder et amatørens første forsøg, men anerkender dog den "velskolede stemme".

2. Forestillingens få scenografiske elementer er nøje udvalgt. Anmelderen betegner den som "visuelt beskeden" og forholder sig ikke til sammenhængen mellem elementerne.

3. Forestillingen arbejder med objekter, som animeres idet de bruges som repræsentationer af fortællingens rollefigurer. Anmelderen forventer sig tydeligvis animation i betydningen dukketeater med figurer, og mener ikke at rosafarvede kartonhjerter kan "illudere de berømte gode feer". Det forsøger spilleren så heller ikke på at få dem til. Kartonhjerterne repræsenterer de for historien meget væsentlige invitationer, hvoraf een så kommer til at mangle, samt de gode ønsker, hvoraf eet må bruges til at afværge konsekvenserne af den knaldede guldtallerken – som i øvrigt ikke forekommer hos Grimm, men er en del af vores bearbejdelse.

4. Der "fortælles en historie" i den forstand at der er tale om episk teater.

Anmelderen anerkender ikke intentionen, men ser fraværet af historiefortælle­rens traditionelle dramatiske fortælleteknik som mangel på "dramatisk kaliber" hos spilleren personligt.

5. Forestillingen arbejder med relationer mellem spilleren og de genstande, der spilles med, og ønsker at skabe et billede af et forældrepar, som er fremmedgjort og fraværende i forhold til deres barn, stillet overfor det at "flytte hjemmefra". Anmelderen ønsker sig "dramatiske karaktertegninger eller rammende replikker", og ser forestillingen som "Tornerose for 117. gang".

6. Anmelderen mener ikke, at forestillingen "respekterer målgruppens præmisser". Men hun overværede en forestilling, hvis publikum var indenfor den anførte aldersgruppe, og som var meget lydhørt og "på", også i deres reaktioner.    

Der kan nævnes andre ting. Men på alle punkter ser det for os ud som om anmelderen har ønsket at se en anden forestilling end den, vi viste. Bortset fra det, at Tornerose til slut rejser ud i den vide Verden – har INGEN af vore intentioner – trods den "velskolede stemme" – tilsyneladende nået anmelderen.

Hvad skal vi stille op med den besked ?

Jeg forstår, at forestillingen er "ude af trit" – men hvem eller hvad har bestemt takten?

En så dårlig forestilling, som den anmelderen mener at have overværet, fortjener måske ikke respekt og efterfølgende samtale. Men er det en dårlig forestilling, eller er det en forestilling, som taler et andet sprog end det som anmelderen forventer?

Ser vi på debatten om anmeldelser, er det implicit, at producenten altid har det fulde ansvar, også for anmelderens eventuelle manglende forståelse. Man kunne jo bare have forklaret sig bedre. Det er umiddelbart et sundt princip. Men det har vel også sine grænser? Her kommer kunstdebatten ind i billedet.

Som det er nu må vi måske – med et citat fra anmeldelsen – bare sige: Kære anmelder! Vi ved godt at en bus ikke er et tog. Vores bus er næppe perfekt, men den kunne måske godt have bragt dig ud af dit Torneroseslot og ud i den vide Verden.

Du ønskede imidlertid at køre med toget og steg aldrig på bussen. Og derfor kom du ingen steder den dag. Det er vi kede af.

Men vi fortsætter gerne samtalen.

Jette Lund er cand.phil., dramaturg, instruktør, dukketeaterkonsulent m.v.

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg