DEBAT
18-09-2022
15-08-2022
11-08-2022
07-06-2022
24-05-2022
Børn vælger at deltage på mange forskellige måder som publikum, når de oplever scenekunst på deres skole. Det møde kan også rammesættes på forskellig vis af lærere og teaterfolk m.fl. Illustration: Bob Katzenelson

Anderledes fortællinger

09-02-2022
Teateravisen har bedt Pernille W. Sørensen om at skrive tre små artikler, som udspringer af hendes ph.d.-afhandling ’At lytte til børn – børns publikumstilblivelser i skole, når teatret kommer forbi’. Første artikel handler om de måder, man som kulturformidlere, teaterfolk, lærere og pædagoger arbejder og rammesætter mødet mellem teater og børn på.
Af: Pernille Welent Sørensen
FAKTA

I november 2021 forsvarende Pernille Welent Sørensen sin ph.d.-afhandling, 'At lytte til børn – børns publikumstilblivelser i skole, når teatret kommer forbi’ (se artiklen ’At turde stille sig på kanten – og stå fast’).

Forskning i børneteater er ikke hverdagskost i den akademiske verden, så der har været stor interesse omkring hendes ph.d.-projekt, der blev startet i efteråret 2017 og er finansieret af Teatercentrum og Performance Design, RUC. 

Teateravisen har bedt Pernille om at skrive tre artikler med udgangspunkt i afhandlingen og med specifik fokus på, hvad (børne)teaterfolk, formidlere og andre teaterinteresserede hver især bruge afhandlingen til? 

Første artikel er vedstående: At skabe sensitive og komplekse fortællinger der forstyrrer det, vi allerede synes at vide.  

Anden artikel består af et manifest, som Pernille håber kan inspirere andre, der ønsker at arbejde MED børn. Manifestet skal indgyde mod til at invitere børn med til bordet i processer til viden-skabelse. 

Tredje artikel har fokus på et børne-etisk perspektiv, der inviterer til at tænke viden, teater og fortællinger om verden som muligheder, man kan skabe med børn, med voksne, med verden.  

Pernille skal også udarbejde en metodebog – ’At lytte med børn’ med afsæt i afhandlingen, men til praktisk brug i arbejdet med børns oplevelse af teater.

Hvordan bliver børn til publikum i skolen, når teater kommer på besøg?  Igennem skoleåret 2018/2019 har jeg på to forskellige skoler været i en 0. klasse, en 4. klasse og i en 7. klasse. Vi har set seks teater- og danseforestillinger sammen. 
Jeg har ønsket at stille mig solidarisk med børn og kigge dem over skulderen for at få adgang til nogle andre fortællinger om at blive til publikum i skolen.  

Det har jeg gjort ved at være en anderledes voksen. At sidde sammen med eleverne, ikke gå på lærerværelset i pauserne, ikke håndhæve klasserummets regler, holde pauserne sammen med eleverne og sige ’ja’ til invitationer om at lege ved gyngen eller se YouTube-videoer i spisepausen. 

Med den position deltog jeg i en skolehverdag sammen med børn, hvor der blandt skolens øvrige fag og gøremål også var teater- og danseforestillinger på besøg. Det er der kommet nogle andre fortællinger ud af. Nogle anderledes fortællinger om børn som publikum til teater i skolen.

De våde bukser

Der er fortællingen om, hvordan et par våde bukser på en elev får en fremtrædende rolle – for er der tisset i dem eller er de blot en våd plet? De våde bukser er på en pige, der vælger at danse forrest i en form for kongens-efterfølger-leg i den interaktive forestilling ’Med kroppen på opdagelse’ af dansekompagniet Running Sculptures. 

De våde bukser overtager min og andres opmærksomhed, jeg kan hører der hviskes i gruppen af børn: 'Har hun tisset i bukserne?'. De våde bukser, min egen tvivl og de andres hvisken får mig til at tænke over nogle af de uklarheder, der kan opstå, når interaktiv dans eller teater kommer på besøg. For hvem skal gøre noget og tage hånd om de våde bukser? Danserne, lærerne, mig? Og skal der tages hånd om de våde bukser? Eller er det, helt ok fordi de våde bukser, ikke betyder noget for den elev der danser med dem? Fordi det at gribe ind, måske er at give de våde bukser en hovedrolle, de ikke har? 

Dette er en invitation til at afklare rolle og ansvar, når teater og dans kommer på besøg og jeg tænker at det på ingen måde er en entydig størrelse, men desto mere en mulighed for de teatre, dansekompagnier mv. der kommer på besøg skolerne, fordi der her findes nogle valg af, hvordan publikum deltager og dermed også nogle invitationer til hvordan lærere og andre voksne deltager som publikum. 

Det inkluderende venskab

Der er fortællingen om, hvordan tre børn på første række griner og snakker højlydt under forestillingen ’morfar, MORFAR, morfar’ med Limfjordsteatret. 

De peger på tegningerne på gulvet og virker som om det, der optager, er forestillingen og det går højlydt for sig. Bagefter, da jeg taler med en af de tre og spørger til deres snak og grin, forklarer hun, at det er vigtigt at dele undervejs, fordi det er vigtigt, at dem man sidder sammen med, også lige ”fanger det der er sjovt”. 

Det bliver til fortællingen om forskellige måder at lytte til børns grin og snak under en forestilling. Hvordan snak og grin hos publikum kan mødes på forskellige måder: Som forstyrrende og nærmest upassende, fordi jeg som lytter afgrænser mig fra de snakkende og bliver irriteret over deres manglende hensyn til mig og det øvrige publikum. Som dermed også gør mig til et mere passende publikum end dem. Og jeg kan også lytte som kollektivt væsen og lader mig gennemstrømme af snak og grin som en kollektiv krop, der lader sig forbinde med det der sker, som en fælles strøm. 

I den lytning træder der et flerhoved væsen frem for mig, hun hedder ’venskab’ og handler om at lade sig forbinde og være del af den samme oplevelse, i et inkluderende publikum. En fortælling der inviterer til at tænke over hvordan vi lytter til publikum som alene afgrænsede individuelle kroppe eller som både-og. Både som individuelle og forbundet i en kollektiv krop. 

Mobilen i teaterrummet

Der er fortællingen om mobilernes blå lys i teatermørket, der inviterer til at tænke over relationen mobiler, børn og teater. Mobiler kan tænkes som en slags kæledyr og som nogle, der ofte er med alle steder. De trænes, pyntes og personliggøres og holdes tæt på kroppen også i teatret.

Som barnet har sin mobil, har mobilen også sit barn. Mobilen registrer bevægelsesmønstre, kommer med beskeder og anvisninger og den minder om alt det der også sker andre steder. Mobilens tilstedeværelse gør membranen mellem at sidde i teatrets mørke og det, der sker udenfor, mere porøs. En invitation til at tænke over relationen børn som publikum til teater og mobiler. 

Skal mobilen have en anden oplevelse i et mobilhotel, mens der er teater; skal den tage billeder for så at have en pause - eller inddrages aktivt i forestillingen? 

Mellemrum og rammesætning

Disse tre fortællinger peger på nogle af de relationer, der med til at skabe børns publikumstilblivelser, når teater kommer på besøg i skolen -  og de inviterer til at tænke over nogle af de mellemrum, der opstår. Kan der skabes nogle flere kunstneriske løsninger på disse mellemrum og er her en anledning til, at teatre, skoler (og andre kulturformidlere) arbejder  videre med at rammesætte den rejse, som børn og deres voksne skal på for at blive til publikum? 

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Anderledes fortællinger
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

25-09-2022
 

21-09-2022
 

19-09-2022
 

16-09-2022
 

13-09-2022
 

07-09-2022
 

01-09-2022
 

28-08-2022
 

08-08-2022
 

02-08-2022
 

04-07-2022
 

27-06-2022
 

17-06-2022
 

13-06-2022
 

03-06-2022
 

26-05-2022
 

21-05-2022
 

18-05-2022
 

11-05-2022
 

28-04-2022
 

25-04-2022
 

22-04-2022
 

16-04-2022
 

10-04-2022
 

08-04-2022
 

29-03-2022
 

24-03-2022
 

17-03-2022
 

14-03-2022
 

07-03-2022
 

01-03-2022
 

24-02-2022
 

17-02-2022
 

24-01-2022
 

13-01-2022
 

08-01-2022
 

01-01-2022
 

16-12-2021
 

29-11-2021
 

27-11-2021
 

Flere anmeldelser