DEBAT
09-12-2018
04-12-2018
02-12-2018
19-11-2018
18-11-2018
16-11-2018
14-11-2018
08-11-2018

Ishøj Teater: Den grimme ælling

Der leges med spillestil og skyggespil og billeder i Ishøj Teaters ordløse udgave af H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling. Foto: Allan Grynnerup

Andejagt i Ishøj

01-03-2018
Ordløs udgave af H.C. Andersens eventyr begynder så sjovt og ender så rodet.


FAKTA
Ishøj Teater: Den grimme ælling -

Eventyr af H.C. Andersen. Bearbejdelse og iscenesættelse: Erkan Uyaniksoy. Scenografi: Ricardo Axel Castillo Rodriquez. Musik: Kenneth Thordal. Medvirkende: Annevig Schelde Ebbe, Mette Alvang, Vika Dahlberg-Hansen. Aldersgruppe: 3-7 år. Varighed: 50 minutter. Stationær og turneforestilling Set 27. februar 2018 på Ishøj Teater, hvor den spiller til 23. marts. Kan også opleves på Aprilfestival 2018 (www.aprilfestival.dk) i Syddjurs Kommune. www.ishojteater.dk

Vi begynder med at skulle være stille. Helt stille! For der er tydeligvis aktivitet inde i det store hvide æg på scenen.

Ud vælter det med hvide ællinger, ens og alligevel med forskellig attitude til livet, hvilket er sjovt. Samme skuespiller spiller alle ællingerne, og det fungerer fint. Og derefter kommer den grimme af slagsen. Ja, den ligner nu de andre, bortset fra at den har rødt bryst, men vi opfatter alligevel klart, at den er anderledes.

At der så kun er én pæn ælling sammen med mor og den grimme, når det er de tre skuespillere, der spiller, og hele tre pæne ællinger, når forestillingen kaster sig ud i dukke- og skyggeteater, forekom mig undervejs ikke ganske stringent, men det lader vi hvile. Forestillingen får nemlig større problemer end det.

Foreløbig er alting dog godt. Ord er der ingen af, kun lyde, og scenen, hvor andemor lærer den pæne og den grimme ælling at føre sig frem i verden, er glimrende. Stramt og skægt med klart kropssprog og en kazoo i munden til at lave lyde. Vi forstår det hele, som var det talte ord – en hel lille klovneentre.

Unødigt indviklet

Det er her, den grimme ælling skiller sig tydeligt ud. Den er mere ballettet i motorikken, hvor andemors og ællingernes bevægelser går i retning af det gemytligt eksercerende. Og så 'taler' den med en minimundharmonika i næbbet og ikke en kazoo.

Den er altså 'for aparte og så skal han nøfles', som Andersen skriver. Det er desværre også her, forestillingen selv begynder at skeje ud.

Et diskoteksbesøg med blinkende lamper forvirrer nok dem, der kender eventyret, men har dog den pointe, at der ikke er nogen, der gider danse med den grimme ælling.

Men derfra bliver det unødigt indviklet og indforstået at se på. Hvor første del var skarp og klar, resulterer ællingens asyl i bondekonens hus med hønen og katten i en spøjs blanding af dukker og kroppe.

Vel er det sjovt, at bondekonens ansigt gemmer sig på maven af en skuespiller, og at de lysende dukker vistnok alle er fremstillet af hvidt køkkengrej, men scenen i bondehuset roder simpelthen rent arrangementsmæssigt.

Og endnu mere forvirret opleves den efterfølgende scene med vildgæssene, der plaffes ned af jægerne, hvorpå vi forvilder os helt bort fra Andersen i konfrontationen med en edderkop og nogle lysende myg. Der stod jeg af – det føltes bare som unødigt fyld, når man nu kender eventyret.

Og gør man ikke det i detaljen, vil der være mange ting i anden del af forestillingen især et børnepublikum vil have svært ved at afkode. For eksempel scenen, hvor ællingen er ved at fryse ihjel, inden den forvandles til den smukke svane.

Det fik vi her illustreret ved, at skuespilleren blev svøbt i scenetæppets hvide stof. Smukt, men måske også en kende for voksent i udtrykket oven på ande-eksercits og kazoo.

Slutning vinder

Men mest uheldigt er roderiet. De tre spillere – Annevig Schelde Ebbe, Mette Alvang og Vika Dahlberg-Hansen – stæser energisk rundt på den hvide scene, hejser op og hiver ned, snart skyggespil, snart fysisk teater, mens de pipper og fløjter alt, hvad de kan.

Borte har taget det enkle udtryk og den klare, ganske originale spillestil fra begyndelsen. Det samme gælder det bevidst barnlige lysbilled- og skyggespil, som fra start virker enkelt og fint, men ender med at opleves som en række larmende og unødigt forvirrende påfund.

Heldigvis vinder slutningen, hvor de hvide vinger ligger gemt i bukserne, og sortien med de tre dukkesvaner, der flyver ud af døren til teatret, lidt af den ro og renhed tilbage, forestillingen lagde så flot ud med.

Af: Henrik Lyding
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Den grimme ælling
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1213141516171819202122232425262728293031

25-05-2009

22-05-2009

21-05-2009

19-05-2009

17-05-2009

17-05-2009

15-05-2009

14-05-2009

10-05-2009

10-05-2009

10-05-2009

08-05-2009

07-05-2009

06-05-2009

05-05-2009

05-05-2009

01-05-2009

26-04-2009

26-04-2009

19-04-2009

14-04-2009

14-04-2009

08-04-2009

06-04-2009

04-04-2009

31-03-2009

26-03-2009

23-03-2009

22-03-2009

17-03-2009

13-03-2009

06-03-2009

03-03-2009

02-03-2009

27-02-2009

23-02-2009

18-02-2009

13-02-2009

12-02-2009

09-02-2009

Flere anmeldelser