DEBAT
20-07-2018
19-07-2018
18-06-2018
01-06-2018
31-05-2018

Ishøj Teater: Den grimme ælling

Der leges med spillestil og skyggespil og billeder i Ishøj Teaters ordløse udgave af H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling. Foto: Allan Grynnerup

Andejagt i Ishøj

01-03-2018
Ordløs udgave af H.C. Andersens eventyr begynder så sjovt og ender så rodet.


FAKTA
Ishøj Teater: Den grimme ælling -

Eventyr af H.C. Andersen. Bearbejdelse og iscenesættelse: Erkan Uyaniksoy. Scenografi: Ricardo Axel Castillo Rodriquez. Musik: Kenneth Thordal. Medvirkende: Annevig Schelde Ebbe, Mette Alvang, Vika Dahlberg-Hansen. Aldersgruppe: 3-7 år. Varighed: 50 minutter. Stationær og turneforestilling Set 27. februar 2018 på Ishøj Teater, hvor den spiller til 23. marts. Kan også opleves på Aprilfestival 2018 (www.aprilfestival.dk) i Syddjurs Kommune. www.ishojteater.dk

Vi begynder med at skulle være stille. Helt stille! For der er tydeligvis aktivitet inde i det store hvide æg på scenen.

Ud vælter det med hvide ællinger, ens og alligevel med forskellig attitude til livet, hvilket er sjovt. Samme skuespiller spiller alle ællingerne, og det fungerer fint. Og derefter kommer den grimme af slagsen. Ja, den ligner nu de andre, bortset fra at den har rødt bryst, men vi opfatter alligevel klart, at den er anderledes.

At der så kun er én pæn ælling sammen med mor og den grimme, når det er de tre skuespillere, der spiller, og hele tre pæne ællinger, når forestillingen kaster sig ud i dukke- og skyggeteater, forekom mig undervejs ikke ganske stringent, men det lader vi hvile. Forestillingen får nemlig større problemer end det.

Foreløbig er alting dog godt. Ord er der ingen af, kun lyde, og scenen, hvor andemor lærer den pæne og den grimme ælling at føre sig frem i verden, er glimrende. Stramt og skægt med klart kropssprog og en kazoo i munden til at lave lyde. Vi forstår det hele, som var det talte ord – en hel lille klovneentre.

Unødigt indviklet

Det er her, den grimme ælling skiller sig tydeligt ud. Den er mere ballettet i motorikken, hvor andemors og ællingernes bevægelser går i retning af det gemytligt eksercerende. Og så 'taler' den med en minimundharmonika i næbbet og ikke en kazoo.

Den er altså 'for aparte og så skal han nøfles', som Andersen skriver. Det er desværre også her, forestillingen selv begynder at skeje ud.

Et diskoteksbesøg med blinkende lamper forvirrer nok dem, der kender eventyret, men har dog den pointe, at der ikke er nogen, der gider danse med den grimme ælling.

Men derfra bliver det unødigt indviklet og indforstået at se på. Hvor første del var skarp og klar, resulterer ællingens asyl i bondekonens hus med hønen og katten i en spøjs blanding af dukker og kroppe.

Vel er det sjovt, at bondekonens ansigt gemmer sig på maven af en skuespiller, og at de lysende dukker vistnok alle er fremstillet af hvidt køkkengrej, men scenen i bondehuset roder simpelthen rent arrangementsmæssigt.

Og endnu mere forvirret opleves den efterfølgende scene med vildgæssene, der plaffes ned af jægerne, hvorpå vi forvilder os helt bort fra Andersen i konfrontationen med en edderkop og nogle lysende myg. Der stod jeg af – det føltes bare som unødigt fyld, når man nu kender eventyret.

Og gør man ikke det i detaljen, vil der være mange ting i anden del af forestillingen især et børnepublikum vil have svært ved at afkode. For eksempel scenen, hvor ællingen er ved at fryse ihjel, inden den forvandles til den smukke svane.

Det fik vi her illustreret ved, at skuespilleren blev svøbt i scenetæppets hvide stof. Smukt, men måske også en kende for voksent i udtrykket oven på ande-eksercits og kazoo.

Slutning vinder

Men mest uheldigt er roderiet. De tre spillere – Annevig Schelde Ebbe, Mette Alvang og Vika Dahlberg-Hansen – stæser energisk rundt på den hvide scene, hejser op og hiver ned, snart skyggespil, snart fysisk teater, mens de pipper og fløjter alt, hvad de kan.

Borte har taget det enkle udtryk og den klare, ganske originale spillestil fra begyndelsen. Det samme gælder det bevidst barnlige lysbilled- og skyggespil, som fra start virker enkelt og fint, men ender med at opleves som en række larmende og unødigt forvirrende påfund.

Heldigvis vinder slutningen, hvor de hvide vinger ligger gemt i bukserne, og sortien med de tre dukkesvaner, der flyver ud af døren til teatret, lidt af den ro og renhed tilbage, forestillingen lagde så flot ud med.

Af: Henrik Lyding
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Den grimme ælling
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1112131415161718192021222324252627282930

12-12-2011

09-12-2011

07-12-2011

05-12-2011

03-12-2011

01-12-2011

29-11-2011

27-11-2011

25-11-2011

22-11-2011

19-11-2011

16-11-2011

13-11-2011

10-11-2011

07-11-2011

05-11-2011

02-11-2011

30-10-2011

27-10-2011

24-10-2011

21-10-2011

18-10-2011

15-10-2011

12-10-2011

09-10-2011

06-10-2011

03-10-2011

29-09-2011

26-09-2011

23-09-2011

20-09-2011

16-09-2011

13-09-2011

09-09-2011

06-09-2011

04-09-2011

01-09-2011

29-08-2011

26-08-2011

22-08-2011

Flere anmeldelser