Af: Torben Stig Hansen

19. august 2013

Ambassadør for dansk børneteater

Peter Manscher har i årevis været kendt som dansk børneteaters engagerede ambassadør i udlandet. Han har rejst i over 40 lande og over hele verden i børneteatrets tjeneste. I juni måned besluttede han imidlertid at opsige sin stilling som sekretariatsleder for ASSITEJ Danmark, hvor han har været tilknyttet siden 1988. Manschers globus med det vidtforgrenede, internationale netværk håber han dog fortsat at kunne holde i spil.

Hvis Peter Manscher selv kunne føre pennen i dette portræt, ville han hurtigt glide i baggrunden til fordel for en gennemgang af alle de internationale arrangementer, som ASSITEJ gennem årene har sat i søen.

»Jeg kan komme med mange eksempler på skidegode projekter, som har fundet sted,« lyder det fra den nu tidligere sekretariatsleder af ASSITEJ Danmark.

»Men det skal ikke blive for retrospektivt. Det er lige så væsentligt at demonstrere det kæmpe potentiale, der fortsat eksisterer ude i verden til glæde for alle.«

Manscher har været tilknyttet ASSITEJ Danmark i et kvart århundrede, og organisationens gode vilkår for at skabe et globalt netværk har i årevis givet ham mulighed for at repræsentere og promovere dansk børneteater i hele verden, men også at møde og invitere scenekunstnere til Danmark.

Han har med egne ord rejst i over 40 lande: Canada, Brasilien, Cuba, Zimbabwe, Burkina Faso, Libanon, Irak, Syrien, Tjekkiet, Rusland, Japan, Korea, Baltikum – bare for at nævne nogle stykker – og har efterhånden opbygget et verdensomspændende netværk af børneteaterfolk, der udveksler erfaringer og ideer på tværs af landegrænser.

Nu brænder han for at give stafetten videre. Overdrage hele den levende organisme af 1:1 kontakter, så globussen fortsat kan holdes i spil.

»Jeg ser nok mig selv som en frontløber for dansk børneteaters internationale netværk. Men nye, unge kræfter må bære faklen videre.«

Den berømte militærnægter-rute

Peter Manschers indgang til dansk børneteater er næsten klassisk:  Han var i gang med at læse til arkitekt, da han blev indkaldt til militæret og valgte at blive miltærnægter. Via lejrophold i Gribskov kom han i kontakt med folk fra børneteatermiljøet og blev i 1977 tilbudt et job i administrationen hos Comedievognen – det første opsøgende børneteater i Danmark.

Til det følgende års store festival i april  blev Comedievognens novice, Peter Manscher, udpeget som teatrenes repræsentant på festivalen med opgaver som vejvisningsarbejde, udarbejdelse af tegninger over skoler mv. Siden da har Manscher, iført varierende kasketter, været tilknyttet næsten hver eneste festival gennem 35 år.

I 1981 sprang han fra Comedievognen til Teater Artibus, hvor han kastede sig over PR og salg.

»På Comedievognen lærte jeg måske at have det sjovt, men på Artibus lærte jeg rent faktisk noget om teater – takket være Kim Nørrevig, en fantastisk leder og et utroligt menneske. Men i 1985 stoppede jeg på Artibus og droppede helt ud af børneteaterbranchen. Jeg havde behov for at finde ud af, hvad jeg egentlig ville med mit liv. For jeg var jo kommet sådan lidt hovsa ind i teaterverdenen.«

Et lukket system

Imens var andre kræfter i færd med at reformere dansk børneteaters forhold til udlandet. I begyndelsen af 1980'erne var det en sjældenhed, at dansk børneteater turnerede i udlandet; det var mest begrænset til Tyskland og Sverige, selvom enkelte også nåede længere ud. ASSITEJ Danmark var ikke synderligt orienteret mod omverdenen, ligesom ASSITEJ International i øvrigt – på trods af navnet – heller ikke fra begyndelsen var international.

Det havde Manschers gamle ven Michael Ramløse imidlertid besluttet at lave om på. Ramløse var dengang tilknyttet teatergruppen Banden og sad bl.a. i Kulturministeriets Udvalg for Børneteater og Opsøgende Teater. Og da han i 1987 blev leder af Teatercentrum, kontaktede han Peter Manscher og ansatte ham. Året efter var Manscher blevet én af hovedkræfterne bag den årlige festival, idet han fordelte sin arbejdstid mellem TC og ASSITEJ Danmark, som dengang ikke var fuldkommen adskilte institutioner.

Siden ASSITEJ Internationals stiftelse i 1965 havde generalsekretariatet ligget i Paris, og synet på teater var centraleuropæisk for ikke at sige decideret frankofilt. Ramløse var interesseret i at åbne organisationen mod resten af verden, men blev i første omgang henvist til at skaffe sig indflydelse gennem ASSITEJ Danmark, som dengang var en forholdsvis ukendt organisation næsten uden medlemsteatre – og kørt af nogle få personer med teaterkvinden Inga Juul i spidsen nærmest som et lukket system, husker Peter Manscher.

Kuppet og åbningen

»De deltog gladeligt i festivaler, seminarer og kongresser, men uden overhovedet at gøre børneteaterområdet opmærksom på aktiviteterne, endsige invitere nogen af dem«.

Ramløse satte derfor gang i en proces med at tilskynde flere børneteatre til at melde sig ind, og fik 'kuppet' organisationen en juledag i 1981, hvor en ekstraordinær generalforsamling ellers var forsøgt afviklet i skjul i Inga Juuls sommerhus ved Vesterhavet.

Med opbakning fra en ny bestyrelse for den danske afdeling kunne Michael Ramløse så fortsætte sine planer om at modernisere ASSITEJ International – velvilligt assisteret afde nordiske lande plus Holland – og ved organisationens verdenskongres i Stockholm 1990 blev Ramløse valgt til generalsekretær for næsen af franskmændene.

Med Danmarks overtagelse af generalsekretærposten blev ASSITEJ International for alvor en verdensorganisation med optagelse af langt flere medlemslande fra Afrika, Asien og Latinamerika, og større muligheder for gensidig inspiration landene imellem.

»Folk fra udlandet begyndte at interessere sig for dansk børneteater, og flere internationale gæster dukkede op på Teatercentrums store børneteaterfestival. Michael var bannerføreren, der rejste rundt i hele verden, mens jeg var ankermanden på ASSITEJ Danmarks sekretariat. Og fra starten af 1990'erne lykkedes det os virkelig at internationalisere dansk scenekunst for børn og unge.«

Kontakterne giver mulighederne

Efter Peter Manschers mening er ASSITEJ dybest set et internationalt netværk.

»Dét at man har en executivkomite og kongresser og generalforsamlinger er i virkeligheden bare en undskyldning for at klistre netværket sammen. Men takket være 1:-kontakterne opstår der mulighed for at udføre mangfoldige projekter på tværs af grænser og skel.«

Et af Manschers yndlingseksempler er en stor festival i den russiske by Sankt Petersborg i 2003, som han arrangerede sammen med ASSITEJ Sveriges sekretariatsleder Niclas Malmcrona i forbindelse med byens 300 års jubilæum.

»Vi havde fået i opdrag af Nordisk Ministerråds styringsgruppe, at vi skulle iværksætte et arrangement som en gave til Sankt Petersborg i anledning af jubilæet. De gav os en million og fuldstændig frie hænder, så vi besluttede at arrangere en festival med børneteater fra Norden, de baltiske lande og Rusland. Desuden afholdt vi en stor konference og foranstaltede turistbesøg for teaterfolk fra hele verden. Det var et udfordrende arrangement at gennemføre pga. en hel del bureaukrati og småkorruption, men det blev udnævnt som den næstbedste kulturevent i forbindelse med byens jubilæum, så vi var godt tilfredse.«

Højt spil under Muhammed-krisen

Succesen gav de to nordiske sekretariatsledere blod på tanden, og to år senere kastede de sig ud i et nordisk/mellemøstligt samarbejdsprojekt, som involverede et udvekslingsprogram mellem Skandinavien og mellemøstlandene Jordan, Irak, Syrien og Libanon.

Her bestod succesen i det faktum, at projektet overhovedet lod sig gennemføre – men det fandt nu heller ikke sted uden kontroverser. Israel havde vist stor interesse for projektet og inviterede Manscher og Malmcrona på en omfattende rundtur, men i sidste ende var de to herrer nødt til at give Israel en kold skulder, da Libanon ellers ikke ville være med. Det gav anledning til diplomatiske kurrer på tråden mellem Israel og Danmark, for hvordan kunne man tillade sig at kalde det et mellemøst-projekt uden Israel?

Projektet foregik i øvrigt samtidig med Muhammed-krisen, hvilket også satte sit præg på affæren.

»Da vi under planlægningen besøgte Syrien, havde den svenske ambassadør hørt, at Niclas var i selskab med en dansker – og dermed var han i livsfare! Som følge af Muhammed-krisen kunne jeg jo – som dansker – risikere at blive angrebet i netop de lande. Derfor var ambassadøren så venlig at tilbyde Niclas beskyttelse. Derimod var der ingen dansk ambassadør, der ringede for at tilbyde mig beskyttelse…«

Den kulturelle Øresundsforbindelse

I 2007 mødtes Manscher og Malmcrona atter for at planlægge et større arrangement – denne gang gjaldt det Michael Ramløses ide om at afholde ASSITEJ's 17. verdenskongres og scenekunstfestival for børn og unge 2011 i København og Malmø: det største børnekulturprojekt nogensinde tværs over Øresund.

Men selvom begivenheden blev en succes, forløb den ikke uden efterveer (læs evt. artiklen 'Koks i kulisserne, red.).

»At lave en festival er ligesom et one night stand med et umanerlig langt forspil. Kongressen kostede adskillige millioner, men det var en enkeltstående begivenhed uden efterspil,« fortæller Manscher, som dog stadig lever i håbet om en fastere forbindelse.

»Jeg drømmer stadig om, at København og Malmø går sammen om et nyt Øresundsprojekt, hvor man hvert andet år afholder en festival i København og hvert andet år i Malmø. Så ved folk ude i verden altid, at der hvert år afvikles en international børneteaterfestival i Øresundsregionen. Det ville jeg elske at lave. Ikke i årevis, men jeg ville gerne være med til at lave den første.«

Indtog på podiet

Ovennævnte projekter må vige for en mindre spektakulær begivenhed, når Manscher skal fortælle om en oplevelse, der ændrede hans liv.

I juni 2006 indtog han podiet ved et dukketeatertopmøde på den australske ø Tasmanien for at levere et PowerPoint-show om dansk scenekunst for børn og unge. Selvom den da 58-årige sekretariatsleder på det tidspunkt havde været med til at arrangere talrige festivaler og konferencer kloden over, var det første gang, han egenhændigt skulle delagtiggøre et internationalt publikum i sine tre årtiers viden om dansk børneteater. Med en vis usikkerhed tog han ordet.

Bagefter, da han havde leveret sit foredrag, og tilhørerne ivrigt henvendte sig til ham for at stille spørgsmål, var nervøsiteten blevet afløst af selvsikkerhed. Han opdagede, at selvom hans viden var ordinær i Danmark, var den ekstraordinær og eftertragtet i udlandet. Og at den internationale anerkendelse af dansk børneteater automatisk tilførte ham selv respekt, simpelthen fordi han var en kapacitet på området.

»Jeg oplevede en stærk følelse af at være trådt i karakter,« fortæller Peter Manscher. «I sit daglige arbejde bruger man nærmest vanemæssigt sin viden og ekspertise. Men hvis man bliver revet ud af sine vante omgivelser og anbragt i en ny sammenhæng, så bliver man opmærksom på sine egne ressourcer og kompetencer. Man finder ud af, at man har noget i sig, som andre kan bruge – at man er noget værd. Dét er en stor opdagelse.«

Japanerne er blandt de folkeslag, som åbenbart har et umætteligt behov for den danske udgave af scenekunst for børn og unge, og Manscher har netop for tredje år i træk besøgt Japan for at holde foredrag og workshops sammen med lederen af Teatercentrum, Henrik Køhler. Ifølge Manscher er japanerne bl.a. fascinerede af, at man i dansk børneteater kan fortælle alle historier, også de tabuiserede. Desuden elsker de den intimsfære, teatrene skaber – alt dét, som man i Danmark kalder 'teater i øjenhøjde'.

Betydningsfuld gæst

Også Kina viser stor interesse for dansk børneteater. I 2007 deltog Peter Manscher i en turné for en række danske teatre, og da han på en forberedelsestur blev guidet rundt i det østlige Kina, måtte han i allerhøjeste grad føle sig som en anerkendt personlighed.

Manscher forklarer, at der i Kina findes mange små eventbureauer, der forsøger at fremstille sig selv som kolossalt betydningsfulde, da det giver dem højere status og nemmere adgang til kontrakter med kommunerne. Et sådant eventbureau havde også Marina Guo, som var Manschers og teatrenes kontakt i Kina.

»Hun gjorde en stor indsats for at præsentere mig som noget i retning af den danske kulturminister. Jeg blev modtaget med pomp og pragt, uanset hvor jeg kom. Jeg skulle lægge min hånd i cement og åbne folkeparker og sende fredsduer til vejrs og holde taler, jeg var på tv og i radioen.«

Og anstrengelserne resulterede alt sammen i en succesrig turné med foredrag, workshops, paneldebatter mv.

Manglende statslig anerkendelse

Mens dansk børne- og ungdomsteater således nyder høj status i udlandet og er en af Danmarks største kultureksporter (der spilles i gennemsnit cirka to forestillinger pr. dag uden for Danmarks grænser), kniber det til gengæld med anerkendelsen herhjemme.

På trods af at Scenekunstudvalget generelt tilskynder til større internationalisering, er ASSITEJ Danmark blevet beskåret med en tredjedel i tilskuddet for næste sæson.

»ASSITEJ Danmark er en enormt vigtig institution, fordi den er den eneste organisation i landet, som varetager de internationale kontakter på området for professionel scenekunst for børn og unge,« fastslår Peter Manscher.

»Men den danske stat lader ikke til at anerkende vores arbejde i tilstrækkelig grad. I princippet skal en institution som ASSITEJ Danmark betales af medlemmerne, men det beløb dækker dårligt nok det administrative arbejde. Pengene fra staten er øremærket til projekter, og det tilskud er nu blevet beskåret. Uden ret mange projekter mister medlemmerne interessen – og det giver naturligvis en selvforstærkende negativ effekt.«

Brug for nytænkning

ASSITEJ Danmarks placering i et vadested er blandt årsagerne til, at Peter Manscher efter næsten 25 års virke nu valgt at fratræde jobbet som sekretariatsleder.

»Det er egentlig ikke fordi, jeg ønsker at stoppe, men ASSITEJ Danmark har brug for nytænkning, og det skal sådan en gammel nar som mig ikke stå i vejen for. Nogle andre bør træde ind. Og i virkeligheden er jeg slet ikke tilhænger af at give gode råd eller komme med forslag eller sige en masse kloge ord her på falderebet. Sådan noget som: organisationen bør revitaliseres… Det var et råd, jeg selv kunne have fulgt, mens jeg var ansat. Så jeg vil nødig blande mig.«

Verden har ændret sig de sidste 25 år, og set fra Manschers plads er der først og fremmest sket en ændring fra en gruppeorienteret til en mere individualistisk tankegang. I gamle dage blev man medlem af ASSITEJ Danmark, fordi man gerne ville støtte det internationale arbejde og bidrage til en fælles front, hvor nogle få teatre rejste ud i verden til gavn for alle. Men dette solidaritetsprincip er ifølge Manscher skiftet ud med en filosofi, der kort og godt lyder: 'What's in it for me?'

Ændret organisationskultur

Dog handler det også om, at organisationskulturen – og dermed kommunikationsvejene – har ændret sig, mener han. Tidligere var de fleste teatre ensembler og bestod af en gruppe mennesker (4-5-6 personer), som alle var medbestemmende og mødte op til mandagsmøderne. Det betød, at når ASSITEJ sendte sine nyhedsbreve ud til teatrene, modtog samtlige teaterarbejdere alle informationerne. I dag består mange teatre af en administration og en kunstnerisk leder, mens spillerne bliver hyret ind til konkrete forestillinger, og freelancespillerne får på den måde ingen informationer om ASSITEJ's aktiviteter.

»I vore dage lever vi med en form for zapperkultur, sådan en her-og-nu-ting. Det bør afspejle sig i den måde, vi organiserer os på. Vi bliver nødt til at finde nye måder at kommunikere på, arbejde på, interagere på. Og derfor vil det være en god ide at prøve at få nogle unge mennesker ind i ASSITEJ Danmark, nogle folk med nye og anderledes tanker,« opfordrer Manscher.

Større medlemsaktivitet er også blandt den tidligere sekretariatsleders ønsker. Han har indimellem måttet lægge øre til kritikpunkter, såsom at ASSITEJ Danmark er en lukket klub, at man ikke gør nok for sine medlemmer, at man hytter sine egne. Men, som han påpeger, hvis medlemmerne ikke kommer på banen, så er det nu engang bestyrelsen, der digter arbejdsprogrammet.

»Hvis man mener, at ASSITEJ Danmark bør gå i nye retninger, så ville det være fedt, hvis man rent faktisk dukker op og bidrager til en dialog. Hvis medlemmerne vil noget andet end den siddende bestyrelse, så må de møde op på generalforsamlingen den 29. august og bidrage med ideer, kommentarer og kritik, og eventuelt stille op til bestyrelsen. Det vigtigste er bare, at nogen fortsætter med at varetage den globale interesse for dansk børneteater og hele det netværk, der er skabt ude i verden. Det her handler om vores forhold til udlandet.«

'Som spor på en globus'

Peter Manscher har dog ingen planer om at forlade børneteaterbranchen fuldstændig, og han har da også flere forskellige projekter i støbeskeen. Som deltidsansat på Teatercentrum skal han fortsat være ansvarlig for de internationale gæster og gæstespil ved næste års Aprilfestival. Desuden vil han gerne være Teatercentrum behjælpelig med at finde samarbejdspartnere rundt om i verden og opbygge et netværk af teatercentre.  

Teatercentrums formidlerfokus og påfund såsom 'Lån en ung' kan ifølge Manscher sagtens eksporteres til udlandet, og ASSITEJ's netværk vil være et godt udgangspunkt.

Han arbejder også for en udvidelse af danske teatres besøg i Brasilien, Sydkorea og Kina.

»Det kan være svært for et enkelt teater at få støtte til en udlandsturné. Derimod er der ræson i at flere teatre slår sig sammen og supplerer teaterforestillingerne med workshops, foredrag og paneldiskussioner – sådan som vi prøver i Sydkorea. Selvom det bliver et dyrere projekt, vil de bevilgende myndigheder have større interesse i at støtte op om det, fordi der er mere kød på.«

Beder man Peter Manscher formulere sit liv som en meningsfuld fabel, kommer han med en kryptisk henvisning til Svend Åge Madsens roman 'Syv aldres galskab'. Heri definerer den århusianske forfatter et levnedsløb som en række episoder, der ikke forbindes i en fortløbende fortælling, men derimod krydser hinanden på et andet plan.

»Som linjer, der løber på en kugleoverflade.  Som spor på en globus.«

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere