2. oktober 2015

Amager Børneteaterfestival 11.-17. oktober

Amager Børneteaterfestival afvikles i år for sjette gang og med et program, der byder på 15 teatre og 15 forskellige forestillinger og 28 opførelser. Dertil kommer en sanseudstilling og to teaterværksteder, hvor der skal klovnes og gøgles og laves masker.

Udstilling og værksteder er gratis – og det gælder også to af festivalens forestillinger for de lidt ældre børn, mens resten kan ses for en beskeden billetpris på kr. 30 og altså primært er for de mindste børn og deres oplevelsesivrige forældre og bedsteforældre…

Amager Børneteaterfestival blev etableret af teatret ZeBU, da man flyttede til øen som nybagt lille storbyteater, men arrangementet er for længst blevet et fællesprojekt for en række lokale kulturinstitutioner, der også lægger spillesteder til: Bibliotekshuset, Børnekulturhus Ama’r, Kulturhuset Islands Brygge, Kvarterhuset Amagerbro, Solvang Bibliotek, Ørestad Bibliotek og altså ZeBU

Der udbydes ca. 1800 teaterbilletter – mens man også skal reservere plads til de to gratis forestillinger ('Smash' og 'Fra Big Bang til Facebook') via billetsystemet.

Og selvom festivalen selvfølgelig især henvender sig til befolkningen på Amager, er det også for andre interesserede en glimrende lejlighed til at orientere sig om det professionelle småbørnsteater.

Forestillingerne på festivalen:

– Teater Baglandet: JUHU det er regnvejr (3-8 år)

– Teater KrisKat: Pelzz (0-3 år)

– Asterions Hus: Jason (3-6 år)

– Luna Park Scenekunst: Hukommelsespaladset (fra 6 år)

– Arthotel: 1-2-3-nU (0-3 år)

– Teater My: Jeg kan huske alting (2-5 år)

– Teater Hund: OpdagElse (2-5 år)

– Sif Jessen Hymøller/Teater Refleksion: Luk op (1-3 år)

– Teatret Månegøgl: Den isblå sang (2-6 år)

– Liminal: Fest (4-8 år)

– Randers EgnsTeater: Sokken (2-5 år)

– Randers EgnsTeater: En lille ny (1,5-4 år)

– Teaterværkstedet Madam Bach: Verdensbilleder (2-6 år)

– Teater Patrasket: Smash (fra 10 år)

– Teater Uden Vægge: Fra Big Bang til Facebook (fra 12 år)

Man kan læse om de enkelte forestillinger i festivalens program – og vil man supplere med professionelle anmelderes vurderinger, er alle forestillinger blevet anmeldt her på portalen  (brug Søg-funktionen).

Se mere om forestillinger, spilletidspunkter, billetkøb m.v. i programmet via ZeBU's hjemmeside: www.zebu.nu/forestillinger/amager-boerneteaterfestival-2014/ eller dette link til en pdf-udgave af programmet.

(Billedet: Det er Teater Mys nye forestilling, 'Jeg kan huske alting', der pryder forsiden på programmet for Amager Børneteaterfestival, der byder på en lang række oplevelser for især de mindre børn)

(caj)   

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne