DEBAT
20-10-2014
29-09-2014
28-09-2014
24-09-2014
23-09-2014
21-09-2014
18-09-2014
13-04-2014
12-04-2014
10-04-2014

Betty Nansen Teatret: Tid og rumkys

Der formidles naturvidenskab i underholdende form i 'Tid og rumkys'. Foto: Betty Nansen Teatret

Alt for mange sorte huller

16-10-2010
Betty Nansen Teatret forsøger priværdigt nok at formidle naturvidenskab via teatret, men forestillingen ’Tid og rumkys’ savner dramatiker, dramaturg og instruktør.
FAKTA
Betty Nansen Teatret: Tid og rumkys - Tekst og musik: Martin Keller og Ketil Teisen. Kapelmester: Victor Eisner. Konsulent: Christoffer Berdal. Medvirkende: Martin Keller, Ketil Teisen, Victor Eisner. Aldersgruppe: fra 6 år. Varighed: 1 time. Set i oktober 2010. Spiller på udvalgte dage i oktober, november og december. Sidste dag 5. december. www.bettynansen.dk

’I dag skal vi blive klogere’.

Unægtelig en smuk målsætning over for den opvoksende ungdom. Resultatet bekræfter bare den velkendte sandhed, at der ofte er ganske langt fra teori til praksis. Martin og Ketil, kendt fra en række børneprogrammer i fjernsynet, vil gerne fortælle børn om videnskabens vidundere. Formidle noget viden i en underholdende form, liste stoffet legende ind i hovederne med teatrets virkemidler.

Men det kræver selvsagt, at man kender disse virkemidler og at man mestrer dem. Det er her, det går galt for Martin, Ketil og deres medbragte musiker Victor Eisner. I en scenografisk ramme, der er så ynkelig, at man bliver helt flov ved at se på den – et forkølet plastikgræstæppe slænget over nogle små podier, et krøllet hvidt bagtæppe, der bruges til projektioner, og nogle få rekvisitter i overstørrelse.

Efter tæppefald bliver det tilmed klart, at det grundlæggende problem i forestillingen – at tingene ikke er arbejdet ordentligt igennem – strækker sig helt ind i scenografien. For græstæppet får aldrig nogen funktion, det er der bare, fordi så er der da noget at se på.

Tag jer til hovedet

Vi begynder med en slags illustreret biologi-time. Hvordan fungerer hjernen? Spændende stof, hvis altså ikke Martin Keller slyngede om sig med fag-termer og en utydelig artikulation, hvor halvdelen af ordene bliver spist.

»Prøv at tage jer til hovedet med hænderne,« siger han. Og det gør vi gerne. Men det bliver ikke brugt til noget, og så sidder vi dér med hænderne. I stedet racer han videre med billeder af hjernen og forsøg på at forklare dens funktioner.

Så er det vores tur igen til at være aktive. Vi skal fungere som en stor fælles illustration af hjernens aktivitet, og det gør vi så. Sjovt nok, men hvor skal vi hen med det?

Tingene bliver desværre aldrig arbejdet ordentligt igennem eller ført til en logisk slutning.

Cirka midtvejs går det helt galt. Pludselig forlades hjerne-temaet til fordel for astronomi, planeter, mælkevejen og sorte huller.

Angiveligt har Martin en rum-kæreste i en anden galakse. Ketil dukker op, forklædt som kineser, og tilbyder at sælge en mekanik, der kan bringe Martin lynhurtigt igennem til denne anden galakse, hvor han møder sin kæreste – Ketil forklædt som gnomagtigt rummonster.

Det minder om behjertede skolelærere, der gør det så godt de kan udi teatrets svære kunst, men dramaturgisk og skuespilteknisk konstant havner i et af de sorte huller, forestillingen taler om.

Hvorpå vi ender med at skulle spise wokstegte græshopper! Ja, for det bliver fremtidens mad-ressource, får vi at vide. Interessant, men hvorfor lige den oplysning? Og hvor blev hjernen af, og hvad skulle vi med universet? Og hvad skal vi med de indlagte sange, der ikke har nogen funktion og ikke peger nogen steder hen?

Hvis videnskab blandt andet består i at stille spørgsmål, repræsenterer denne forestilling den ægte videnskab, med alle de spørgsmål man kan stille til den.

Det er bestemt prisværdigt at ville formidle naturvidenskab via teatret. Men der savnes en dramatiker, en dramaturg og en instruktør. Gode viljer gør det ikke. Hverken i videnskaben eller på teatret.

Af: Henrik Lyding
FLERE ANMELDELSER
1234567891011121314151617181920

30-10-2014

28-10-2014

24-10-2014

21-10-2014

18-10-2014

15-10-2014

12-10-2014

09-10-2014

07-10-2014

05-10-2014

03-10-2014

01-10-2014

29-09-2014

27-09-2014

25-09-2014

23-09-2014

20-09-2014

17-09-2014

15-09-2014

12-09-2014

10-09-2014

08-09-2014

06-09-2014

03-09-2014

31-08-2014

28-08-2014

26-08-2014

23-08-2014

20-08-2014

17-08-2014

14-08-2014

11-08-2014

08-08-2014

02-08-2014

28-07-2014

21-07-2014

16-07-2014

14-07-2014

12-07-2014

10-07-2014

Flere anmeldelser