DEBAT
25-09-2018
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018

Teatret Zeppelin: Under Haady's Skjold

Fem flygtningebørn på flugt fra krig i Zeppelins 'Under Haady's skjold, spillet af Torben Vadstrup, Mie Brandt, Jessica Dinnage, Rune Antonio Bro og Pernille Hilgart. Foto: Anders Rimhoff

'Alle børn har ret til at overleve'

25-02-2015
'Under Haady's skjold' er virkelighedsnært teater, der skildrer børn på flugt fra krig med barske detaljer, menneskelig nerve - og håb.
FAKTA
Teatret Zeppelin: Under Haady's Skjold -

Idéudvikling: Mie Brandt & Ensemblet. Manuskript og Instruktion: Mie Brandt. Dramaturg: Niels Lehmann. Kunstnerisk rådgiver: Vibeke Wrede. Instruktørassistent: Vilde Jensen. Lyddesign. Inuk Thomsen. Lysdesign: Martin Danielsen. Scenografi & Kostumer: Johanne Eggert. Kostumier: Camilla Lind. Teknisk afvikler: Martin Danielsen Medvirkende: Pernille Hilgart, Rune Antonio Bro, Torben Vadstrup, Mie Brandt og Jessica Dinnage (elev fra Statens Scenekunstskole). Aldersgruppe: fra 7 år. Varighed: 75 min. Set 20. februar 2015 på Teatret Zeppelin, hvor den spiller til 27. marts. www.zeppelin.dk

Slutscenen er decideret dejlig. Fyldt med glæde, håb og sammenhold. Den er fast i nuet, samtidig med at den skuer positivt fremad og fletter tråde tilbage til alt det, som er sket i løbet af forestillingen:

Midt på scenen sidder flygtningepigen Aisha på hug. Hun har tømt sin las af en skuldertaske for papirlapper ud på gulvet i den flygtningelejr i Danmark, som hun er nået frem til.

De håndskrevne noter er ikke tilfældige skriblerier, men små sætninger, som Aisha undervejs på flugt fra sit krigshærgede hjemland har noteret sig skal gælde for alle børn. Alle de små manifestsedler placerer hun rundt omkring på det skjold - eller rettere på det slidte tørklæde som hun har opkaldt efter skjoldet på den skildpadde, Haady, som hun mistede da krigen brød ud.

Tørklæde-'skjoldet' er blevet det skjold hvorunder hun finder tryghed og styrke.

Usentimentale mål

Aisha læser sætningerne op, før hun eftertænksomt placerer dem på 'skjoldet'. Fx: 'Når et barn er født, har det ret til at overleve resten af sit liv', 'Alle børn har ret til at sige deres egen mening...', 'Ingen følelser er forbudte eller forkerte' og 'Alle mennesker – især børn, har ret til et skjold, der beskytter dem mod alt ondt'.

Hver lille tekstbrik i manifestet fremstår indlysende og rimelig. Ikke i rigid korrektheds forstand og ikke sovset ind i sentimentalitet, men sådan som det visionært set må være, hvis det bygger på virkelige krigsflugt-hændelser – på det som Aisha har oplevet som det uledsagede barn, der er flygtet sammen med andre børn, fordi det er blevet livsfarligt at være i hjemlandet.

Jessica Dinnage, som endda 'kun' er elev fra Statens Scenekunstskole, spiller rollen som Aisha overbevisende naturligt. Med klarhed i stemmen. Med troværdige bevægelser. Og med et fængende ligefremt, åbent og skiftende følelsesregister. Helt intuitivt oplever man Dinnage som et barn, selvom hun er voksen.

Heroverfor er det især i begyndelsen af stykket noget vanskeligere at abstrahere fra, at de fire børn, som slutter sig sammen med Aisha (barnesoldaten Raaida, Rabah hendes fætter og de to søskende, den alvorligt syge Nazaaha og hendes lillebror Shafeeq, som spilles af hhv. Pernille Hilgart, Torben Vadstrup, Mie Brandt og Rune Antonio Bro) er voksne skuespillere, nogle endda godt oppe i årene.

Aisha er lidt som en skytsengel. En overlever. Pigen som løsner op og gør en solid indsats for at redde ikke blot sig selv, men også de fire andre børn, som slutter sig sammen med hende, da de mødes under flugt.

Nazaaha overlever ikke. Hendes død skildres dygtigt, helt usentimentalt og samtidigt virkningsfuldt stærkt. De unge, jeg sad ved siden af, rykkede tyst og påvirkede frem på sædet, da de blev klar over, at nu var det sket.

Aisha, Raaida, Shafeeq og Rabah smugler sig selv om bord på et skib. Hvordan? Som Aisha siger: 'Vi gør som rotterne, kravler på reb'.

Og ved stykkets slutning er de nået til Danmark, landet hvor, som Aisha fortæller de andre, at 'Dronningen bestemmer og hvor alle børn har mindst ét kæledyr i snor eller kasse'.

Det er en stor styrke ved teksten, at de fem børn på grund af forskellige forhistorier og temperamenter handler så forskelligt - og et plus for historien at flere af dem er i tæt eller nær familie med hinanden.

Ved forestillingens slutning er børnene nået til en dansk flygtningelejr. Aisha har et ikke ubetydeligt smykke om halsen. Raaida har taget et par 'guldsko' på, og det er ikke er guldet i værdi, som tæller, men mindet fra giveren, Nazaaha. Og holdets yngste, Shafeeq har ligesom de andre fået et forfriskende bad, fået spritnyt, rent tøj på (prisskiltet flagrer stadigt i ryggen på trøjerne) og han kan ligesom de andre begynde at slappe lidt af efter den farlige flugt.

En flugt, som effektfyldt foregår i Johanne Eggerts scenografi: En langstrakt 'ørken' af mørke cylinderformede stolper som tårner sig op som bolværk og barrikader. Stolper, der når som helst kan rokke faretruende og vælte omkuld i et terræn af bombekastende fly, maskingeværsalver, landminer, falske flygtningetransportbiler og storbyer med affald og snavs.

Martin Danielsen har med enkelhed og præcision belyst det dystre terræn, så vi med lysende røde baglygter, storbylys, grænsegitterlys mv. er klar over, hvor vi befinder os.

Inuk Thomsen har tilsvarende klart sørget for lydkulissen.

Tæt på barneflygtningens situation

Med mindre man som publikum selv hører til blandt de omkring 51 mio. flygtninge, som er i verden eller har problematikken tæt inde på livet på anden vis, må 'Under Haady's skjold' for flertallet af børnepublikummet være ny og tankevækkende kost.

Fortællingen fungerer i sin dramaturgiske helhed, og en af dens store styrker er, at den doserer og spinder historien så konkret sammen. Gennem tekst, bevægelser, lys, lyd og musik viser forestillingen, at for uledsagede barneflygtninge er intet sikkert.

Uvished og utryghed gælder. Hvor og hvornår risikerer man at træde på en landmine? Hvornår falder de næste bomber? Hvem er ven, hvem fjende? Hvad gør man når det sidste vand og den sidste sparsomme mad slipper op? Når tørsten, sulten og kulden melder sig? Hvordan finder man ud af at holde sammen, når desperationen over situationen kommer over en? Når uvisheden og det totale kaos man er underlagt bliver ubærlig? Når det ansvar man har fået for et andet barn – fx ens kusine bliver for tyngende?

Eller når tab og traumer fra fortiden dukker op? – så som de oplevelser Raaida har som barnesoldaten der mister sin bror og bliver afvist af sin mor.

Pernille Hilgart spiller udmærket Raaida som pigen, der med tiden bliver i stand til at lægge noget af sin ydre hårdhed fra sig. Rune Antonio Bros bedste spil som Shafeeq er i scenen, hvor han på nedværdigende vis udsættes for et forhør samtidig med at han i den grad skal tisse, men ikke får lov at gå på toilettet.

Torben Vadstrup og Mie Brandt står noget svagere som henholdsvis Rabah og Nazaaha, men de har heller ikke så meget at spille på. Især ikke Mie Brandt.

Til gengæld har Brandt kyndigt udviklet stykket sammen med ensemblet, og ikke mindst har hun fået skruet et udmærket mundret og refleksions-appellerende manuskript sammen, som hun tilsvarende sikkert har iscenesat med hensyn til handlingsgang, fokus og en god balance mellem gru og glæde, nervepirrende begivenheder og stunder med stilbilleder og mere dvælen. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Under Haady's Skjold
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

24-09-2018

21-09-2018

19-09-2018

18-09-2018

16-09-2018

14-09-2018

12-09-2018

10-09-2018

04-09-2018

24-08-2018

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

30-05-2018

28-05-2018

25-05-2018

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

Flere anmeldelser