DEBAT
29-09-2014
28-09-2014
24-09-2014
23-09-2014
21-09-2014
18-09-2014
13-04-2014
12-04-2014
10-04-2014
03-04-2014

Saga Dance Collective: Paolo & Money

Gadebørns kummerlige liv trives både symbolsk og konkret i Saga Collectives veldansede forestilling ’Paolo & Money’, der netop er blevet nomineret til en Reumert-pris for Årets Børne-/ungdomsforestilling. Her er Katri Siipola som Franca, Ernesto Piga Carbone som Paolo og Anders Skat Henningsen som Money. Foto: Charlotte Hammer

Alle børn burde have en usynlig ven

31-03-2012
Akkurat som gadebarnet Paolo har sin fantasiven Money i Ingrid Tranums forestilling, hvor dans og teater blandes betagende og bevægende.
FAKTA
Saga Dance Collective: Paolo & Money -

Koreografi: Ingrid Tranum. Musik og musiker: Jørgen Teller. Dramaturgi: Vibeke Wrede. Reallyddesign: Anne Eltard. Scenografi: Julie Forchhammer. Lys: Mikkel Jensen. Medvirkende: Ernesto Piga Carbone, Katri Siipola, Anders Skat Henningsen. Målgruppe: 9-14 år. Varighed: 45 minutter. Set i marts  2012 på Zeppelin, hvor den spiller til 1. april. Turneforestilling. Kan også opleves i april på Festival 2012 (www.festival2012.dk) i Ringsted og Sorø. www.sagacollective.dk

’Jeg synes, den skulle have varet noget længere,’ sagde en gammelklog dreng, da han bagefter stod med sin 3.klasse og snakkede om ’Paolo & Money’.

Som anmelder kunne jeg kun give ham ret: Jeg ville også have ønsket, at forestillingen bare var blevet ved – simpelthen fordi den var så bevægende og intens, at det ikke var til at bære at skulle forlade gadebarnet Paolo og hans beskytterven Money og hans veninde Franca.

Samtidig er det netop forestillingens styrke, at den er så mættet – og at den tør slutte det sekund, historien er blevet fortalt. For i ’Paolo & Money’ er det vitterlig lykkedes for Ingrid Tranum at løfte sin særlige dansestil og kombinere den med en teaterfortælling. Vibeke Wredes dramaturgiske assistance er umiskendelig.

Her er i hvert fald opstået en følelsesintens performanceform, hvor historiens scener hele tiden udtrykkes i det udtrykssprog, der er bedst, hvad enten det så er replikker eller tavshed, ny dans eller street dance. Og hvor de  tre figurer er skildret så præcist og med så sikker en mimik, at forestillingen virkelig funkler.

Opløftende børnehøjde

Forestillingen handler om gadebørn. Den indvier dermed tilskuerne af danske, velstillede børn i gadebørns hæslige vilkår. Her er ingen morale. Her er ingen løftede pegefingre. Men her er et blik for børnenes bekymring for verden. Og her er en insisterende og samtidig børnerespektfuld beskrivelse af de vilkår, som mange børn lever under – fra sult til slavearbejde og prostitution.

Dermed bliver forestillingen også en medmenneskelig appel om solidaritet. Men budskabet er vel at mærke formidlet på sådan en måde, at ungerne umiddelbart føler sig talt til som ansvarlige mennesker, der om nogle år selv kan være med til at påvirke verden aktivt – ikke bare som børn, der skal underholdes. Og det er i sig selv ganske opløftende.

Seje moves

Gadedrengen Paolo spilles af Ernesto Piga Carbone. Hans bløde stemme og hans bange øjne passer godt til denne forældreløse skopudserdreng, der må opfinde en skytsven for at holde gadelivet ud. Hans mareridtsklynk, når han ligger og sover på sine papstykker, drager tilskuerne med ind i hans barske liv fra første øjeblik. Og han vækker børnenes beskytterinstinkt på den ædleste måde.

Som skytsenglen Money går Anders Skat Henningsen omkring med sit tjekkede, dødspudrede hår, mens han laver seje tegn og saltoer og de vildeste breakdancemoves. Han udgyder virkelig tryghed med sin kærlige og muskuløse krop – og han efterlader sig en tilsvarende ensomhed, når han går ud af scenen.

Alligevel er det pigen Franca, der er den mest hjerteskærende. Danseren Katri Siipola spiller med skøn spontanitet rollen som en pige, der har fået munden syet sammen, så hun ikke kan tale. Men hun kan danse! Hun kan også nynne og smile og drømme alverdens lege. Og så kan hun lave bange overgrebslyde, mens hun krampagtigt holder sig om knæene og kradser sin hud op, så hendes smerte er aldeles rædselsfuldt at overvære.

Selv om de fleste af ungerne lykkeligvis ikke ved, hvad voksne kan finde på at gøre ved et barn, så forstår de straks, at der er sket noget forfærdeligt.

Gulgrønne sko

Ingrid Tranums nænsomhed og poesi trives her imponerende godt sammen med hendes fortælling af en virkelighedsnær historie. Det lykkes at videregive et fysisk indtryk af gadebørns situation, ikke mindst fordi scenografien af Julie Forchhammer er meddigtende både konkret og abstrakt.

Her er uendeligt mange sko, der skal pudses, men de er farvet sygeligt gulgrønne, som om de er uvirkelige. Og her er uendeligt mange gader og huse, der skal passeres i købet af en dag for måske at skaffe penge til mad. Desuden har kostumerne lige akkurat det afvæbnende islæt af t-shirts og plastikposekostume, som får velfærdsungerne i tilskuersalen til at drømme med.

Men forestillingens egentlig drivkraft er musikeren Jørgen Teller. Han sidder i et hjørne med sin guitar og sine mange andre instrumenter – og med Anne Eltards heftige trafiklyde. Han er den, der får morgenen til at gry og den farlige nat til at true gadebørnene. Og sammen med Mikkel Jensens drømmende lysdesign skaber han en følelse af storby og farlighed, netop ved at betone uforudsigeligheden og den skræmmende overraskelse. Stilheden varer kun kort her.

Til gengæld sidder følelsen af ’Paolo & Money’ i kroppen længe efter. Sammen med lyden af en stum gadepiges gråd.

Af: Anne Middelboe Christensen
FLERE ANMELDELSER
1234567891011121314151617181920

29-09-2014

27-09-2014

25-09-2014

23-09-2014

20-09-2014

17-09-2014

15-09-2014

12-09-2014

10-09-2014

08-09-2014

06-09-2014

03-09-2014

31-08-2014

28-08-2014

26-08-2014

23-08-2014

20-08-2014

17-08-2014

14-08-2014

11-08-2014

08-08-2014

02-08-2014

28-07-2014

21-07-2014

16-07-2014

14-07-2014

12-07-2014

10-07-2014

30-06-2014

27-06-2014

25-06-2014

23-06-2014

18-06-2014

15-06-2014

13-06-2014

11-06-2014

09-06-2014

06-06-2014

03-06-2014

01-06-2014

Flere anmeldelser