Af: Kirsten Dahl

9. oktober 2011

Alfreds amuletter

En lille historie om kærlighed og en stor om racisme vikler sig fint ind i hinanden i Filurens og Teater O's ’Alfred – en emigrant fra Lønneberg’. Iscenesættelsens muntre optrinstone lader heldigvis alvoren pible frem med tiden. Også takket være især Anna Ur Konoys evner til at dække følelsesspektret fra munter til sorrigfuld så overbevisende.

Omgivet af telte og staldlygter på vajende røde snore får vi på en intim lille spilleplads i centrum af den kreds vi sidder bænket på en meget stor og sympatisk fortælling. Vi er taget langt væk. Med Emil fra Lønnebergs Alfred over Atlanten til Amerika. Og det foregår ikke i vor tid, men dengang nybyggerne slog sig ned på det kontinent, hvor indianerne holdt til. Det sidste kommer forestillingen ind på lidt efter lidt og det har afgørende betydning for det budskab om hjertebåret sammenhold og næstekærlighed som forestillingen vil formidle.

I begyndelsen er det, vi skal præsenteres for Alfred, hans vadmelssæk fyldt med træmænd – foræret af Emil – og Charlotte, den unge kvinde, Alfred møder på det andet mellemste dæk på skibet. Hun står som han – og alle os på bænkene – i kø til toilettet. Det toilet, vi i en skyggespilsscene på en af teltenes dug ser er så godt og grundigt optaget af Charlottes mand, Jørgen, der som det udtrykkes ’skider hele tiden’. Han har brug for at komme hurtigt ud af sengen – og Alfred – der allerede her viser sig at have hjertet på rette sted – takker med det samme ja til at være hans hjælper.

Alfred er blevet reddet af Emil fra at dø af blodforgiftning, og den gerning har smittet ham med en lyst til at gøre gode gerninger for andre. Og med sig som sin eneste bagage har han de bedste af Emils snittede træmænd som en slags amuletter, der til stadighed minder ham om, hvordan man skal opføre sig over for andre. En smuk og fin pointe, som stykket forfølger og væver fint ind i den fremadskridende handling.

Voila

’Alfred – en emigrant fra Lønneberg’ slår fra starten en pudsig letvægtskomisk tone an. Stykkets tre spillere, Anna Ur Konoy, Victor Marcussen og Lars Dammark, springer ud og ind af rollerne som stykkets personer, fortællere og musikere – på både stemningsfuld guitar, mundharpe og mikrofontæt lydcollage.

De leverer fiffigt teksten i en 'voila-sådan'-iscenesættelse, der gør en dyd ud af at gestalte vægtige ting med et 'fingerknips', som i virkeligheden kræver længere tid og flere mellemregninger. Efter Jørgens dysenteri-død forenes Alfred og Charlotte eksempelvis i et snuptag med et par varme blikvekslinger, Alfreds ’Jeg tror ikke vi kommer udenom at blive gift’ og en Elvis ’Are You Lonesome Tonight’-svingom.

Og derefter er de klar til at indtage Amerika, landet hvor de får ’en stærk følelse af frihed’ og en god fornemmelse af, at ’her bestemmer ingen over os’.

Senere kommer indianere på banen med korte spøjse replikker, tæppeponchoer og små sorte tapestreger på kinderne. Nils P. Munks iscenesættelse forhindrer så absolut en (selv)højtidelighed og en tung tone i spillet. I starten og undervejs skal vi som publikum dog lige  finde melodien, dvs. mærke dybderne gennem den lette og lidt distancerede tone.

Alvoren pibler frem

Akkurat alvoren og de lag af smerte, som er i fortællingen, er især Anna Ur Konoy fantastisk til at få frem. Tårerne står ikke ud af øjnene på hende, når Charlotte er i bekneb, men det er som om hele Konoys stemme og krop væder af vemod. En tyngde som berører en midt i al det humorbelagte.

Lars Dammark har en god portion af de samme evner til at vise berørthed og formår tillige – ligesom Konoy – at få os til at mærke glæde og begejstring. Og Victor Marcussen har en snert af samme alvorsskuffe, men leverer også et spil af en mere grovkornet karakter.

Som helhed pibler alvoren også mere og mere frem. Det med at kunne føle sig fri viser sig snart at være en lodret løgn. Ind i den lille kærlighedshistorie spindes snart en større og sammenhængende historie om nybyggernes had mod de indianere, som boede der først. Indianerne, som af de 'hvide' tilflyttere, som Alfred og Charlotte omgås, bliver kaldt barbarer, vildmænd og ’hellere død end rød’.

Alfred derimod forstår at møde indianerne som dem, de er. I drømme hvor træfigurerne får liv, og i virkeligheden, når han møder indianerne 'live'. Det skaber selvfølgelig konflikter. Store konflikter. Kulminerende konflikter, som Munk har iscenesat rapt i en sekvens, hvor de tre spillere med forskelligt tøj på hver skulder ikke bare spiller én rolle men to alt efter hvilken kostumebelagt skulder der lige dirigerer kropssprog og stemmeføring.

Sjovt er det, når Marcussen krummer sig sammen som snart den ene nybygger og snart retter sig dinglende op som den anden. Og når Konoy med pibe i den ene mund agerer nybygger for fra den anden skulder, hvor et sjal ligger, at bringe Charlotte-figuren i spil.

Klare nuhedsparalleller

Lars Dammark og Anders Valentinus Dam har meget på hjerte i deres tekst. Ved at væve den 'lille' kærlighedshistorie sammen med den store om racisme får de skabt en fin helhed. Iscenesættelsen udmærker sig – ligesom lyssætningen, der kun består af staldlygter, projektører på teltenes top og farvebelyste teltsider, ved fine enkle greb.

Dens brug af dialekt fungerer ikke optimalt, og det er lige før at spillets mange rolleskift og stadigt vekslende arrangementer har lidt vanskeligt ved at være indenfor spillets lille areal.

 Men det er mindre ting i en ellers fin forestilling, som på en solid bund af godhed rummer kraftige paralleller til nutidens fremmedhad og racisme. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.