9. marts 2015

Alder ingen hindring

Skuespilleren Judith Rothenborg fejrer meget passende sit 40 år jubilæum med soloforestillingen 'Alder ingen hindring', som spiller på Folketeatret fra den 11.-15. marts 2015 og tidligere har turneret landet rundt i regi af Louise Schouw Teater.

Det har Rothenborg også med en masse børneteaterforestillinger, idet hun for 15 år siden fandt sammen med skuespilleren Nina Christrup og teaterlederen Louise Schouw – og sammen har de på Louise Schouw Teater bl.a. skabt to klovneforestillinger og fem juleforestillinger.

Før den tid har hun også slået sine finurlige folder i børneteaterregi – således har hun bl.a. haft engagement i det for længst hedengangne Høje Taastrup Børneteater tilbage i 1970'erne og gæstespillet på andre børneteatre, ligesom hun bl.a. har instrueret børneteaterforestillinger hos Bådteatret, Filuren og Rasmus Thorup.

Judit Rothenborg (f. 1949) er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1974 og har siden i en freelance-karriere beskæftiget sig med allehånde genrer i branchen, herunder film, tv, revy og klovneroller – hun har taget flere klovnekurser i bl.a. Frankrig – indtaling af lydbøger, tegnefilm, animation og  undervisning, bl.a. på Elevskolen ved Aarhus Teater.

Men 40-års-jubilæuet fejres altså med voksenforestillingen 'Alder ingen hindring', og en passende alder får Rothenborg også brug for denne sommer, idet hun skal agere Misse Møhge i det Korsbæk-univers, der etableres på Bakken sommeren igennem, hvor folk og fæ så kan møde en lang række af de kendte Matador-figurer.

(Billedet: Judith Rothenborg i 'Alder ingen hindring'. Foto: Louise Schouw Teater)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne